Røveri, voldtægt og retssag i Viby: En brutal vinterdag og en lang retssommer Der er ikke meget poesi i en kniv mod struben. Og slet ikke, når den bliver brugt til at true en kvinde, der i forvejen har sit arbejde hængende i en tynd tråd mellem anonymitet og overlevelse. Tirsdag den 20. februar 2024 blev Østjyllands Politi gjort opmærksom på en anmeldelse, som skulle vise sig at være starten på et opklaringsarbejde, der strakte sig som en kold skygge hen over foråret. En 32-årig kvinde, der arbejder som prostitueret, fortalte, at hun flere uger tidligere – nærmere bestemt den 28. januar – var blevet udsat for både røveri og voldtægt i sin lejlighed i Viby J. Ikke et mytologisk Viby, ikke et kvarter i opblomstring, men et sted hvor tre unge mænd – i alderen 19 til 20 – ifølge anklagen, dukkede op bevæbnet og parate til at forvandle en almindelig arbejdsdag til et mareridt. De truede hende med kniv. De tog hendes kontanter. Og de tog det, ingen har ret til at tage. Men sagen stopper ikke der. For som ringe i en pøl af skidt dukkede flere anmeldelser op i samme periode. Andre kvinder. Andre lejligheder. Samme mønster. Aarhus C, Aarhus N og endnu engang Viby J. Politiet begyndte at ane et mønster, og det var ikke et kønt et af slagsen. Efterforskningen voksede sig stor som en tung roman uden punktummer. Der blev anholdt. Der blev afhørt. Der blev gravet dybt i en verden, hvor tillid er en luksus og tavshed ofte en nødvendighed. Alligevel talte kvinderne. Nogle af dem var rejst fra Danmark – videre, væk – men de talte. Og det gjorde det muligt at rejse tiltale. Fire unge mænd. Tre på 19. Én på 20. Tiltalt for 18 forhold. Ikke småting: røveri af særlig grov beskaffenhed, voldtægt af særlig farlig karakter, trusler, knivbesiddelse. Der er ikke mange finurligheder i den slags paragraffer. "Vi er meget tilfredse med, at det har været muligt at rejse tiltale i sagen," lyder det nøgternt fra anklager Zahra Sediqi. Specialanklager Birgitte Ernst supplerer: "Flere af de forurettede kvinder er ikke længere i Danmark…" Det er også en historie om flugt. Ikke bare de tiltaltes flugt fra ansvar, men kvindernes flugt fra landet. Et Danmark, som var trygt nok til at tjene penge, men ikke trygt nok til at blive i. Anklagemyndigheden går efter fængselsstraffe og udvisning. Tre af mændene står til at blive sendt tilbage til Afghanistan og Filippinerne. For nogle er det en rejse hjem. For andre er det bare en anden slags flugt. Første retsdag er sat til 6. maj. Og hvis kalenderen holder, falder der dom den 30. juni. Der er intet romantisk ved retssale i juni, og denne sag bliver ingen undtagelse. Det bliver tungt. Det bliver grimt. Det bliver nødvendigt.
Mørket i mennesket: Retssag mod fire unge mænd efter overgreb mod prostituerede i Aarhus Der findes en tavshed, som ikke er fravær af ord, men fravær af forståelse. Den form for tavshed har lagt sig tungt over Aarhus i kølvandet på en række hændelser, hvor kroppen blev reduceret til bytte, og individets værdighed trampet ned i et gulv et sted i Viby J. Det begyndte – i det offentliges blik – tirsdag den 20. februar 2024, da Østjyllands Politi modtog en anmeldelse fra en dengang 32-årig kvinde. En kvinde, der gennem sit virke som prostitueret havde fundet en slags orden i en ellers urolig verden. Men denne orden blev brudt. Tre unge mænd dukkede op på hendes adresse den 28. januar. De var ikke der for samtykke. De var der med en kniv og et mål. De tvang hende til at udlevere penge. Derefter overskred de hendes grænser på det mest brutale og intime plan. Og hvad der ellers kunne have været en enkeltstående hændelse i et samfund med en kynisk appetit for undtagelser, viste sig at være del af et mønster. Flere kvinder, flere anmeldelser, samme metode. Aarhus C. Aarhus N. Viby J. Det menneskelige fællesskab hviler på tillid – en tillid, som her blev knust med koldt stål og ufortrødent begær efter magt og dominans. Efterforskningen, der fulgte, var både omfattende og belastet af grænseoverskridende forhold – ikke blot fysisk, men geografisk. Flere af de udsatte kvinder var udenlandske statsborgere og havde forladt Danmark, måske i håbet om, at afstanden kunne stille smerten. I december 2024 blev der rejst tiltale mod fire mænd – tre på 19 år, én på 20. Tiltalen dækker 18 forhold: voldtægt af særlig farlig karakter, røveri af grov beskaffenhed, trusler og besiddelse af kniv. Et katalog over moralske forfald, som næppe kan reduceres til blot jura, men må ses som symptomer på en forvreden etik i opløsning. “Vi er tilfredse med at have kunnet rejse tiltale,” lyder det sagligt fra anklager Zahra Sediqi. I en anden tid ville den sætning været blevet afleveret som en dom over samfundets tilstand – nu står den som en påmindelse om, hvor svært det er at opnå retfærdighed, selv i et system bygget til den. Specialanklager Birgitte Ernst tilføjer, at flere af kvinderne, trods afstand og sår, har bidraget med oplysninger. Det kræver mod. Et mod, der burde inspirere, men næppe vil. Retssagen begynder 6. maj. Dommen forventes 30. juni. Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf og udvisning – tre af de tiltalte står til at blive sendt til Afghanistan og Filippinerne. Men hvor sendes skylden hen? Hvor opbevares det ansvar, der ikke kan deporteres? Mennesket er et væsen, der kan vælge. Disse fire mænd har valgt. Nu vælger samfundet, hvordan det vil svare igen. Ikke blot med straf, men med spejl. For hvad vi dømmer, afslører ikke kun de anklagede, men os selv.
Prostituerede kvinder overfaldet i Aarhus: Fire unge mænd tiltalt for voldtægt og røveri Det begynder, som det altid gør, med et opkald. En stemme, der ikke længere kan bære sin egen tavshed. Den 20. februar 2024 tikker en anmeldelse ind hos Østjyllands Politi. En kvinde – 32 år gammel – fortæller, at hun i sin lejlighed i Viby J er blevet overfaldet. Hun er prostitueret. Hun er vant til, at intimitet har en pris. Men ikke denne. Den 28. januar dukker tre unge mænd op. De banker ikke på for at forhandle. De kommer med kniv. De tager hendes kontanter. De tager hendes krop. Og hvad de efterlader, er ikke bare skam og frygt, men også et mønster. For det er ikke den eneste anmeldelse, politiet får i perioden. Flere kvinder – prostituerede, udenlandske, usynlige – fortæller samme historie. Aarhus C. Aarhus N. Viby J. Navne på bydele, der kunne have været neutrale, hvis ikke de nu emmede af overgreb. Efterforskningen ruller. Den slæber sig igennem foråret som en slidt filmspole. Et spor af tavse kvinder, flybilletter, lukkede døre. Men også stemmer. Stemmer, der beslutter sig for at tale. For at sætte ord på det, man helst ville slette. Og til sidst: fire unge mænd – 19, 19, 19 og 20 år – tiltalt. I alt 18 forhold: voldtægt af særlig farlig karakter, røveri af grov beskaffenhed, trusler, besiddelse af kniv. Det er et katalog over grusomhed. Ikke rå, men struktureret. Ikke enkeltstående, men gentaget. Ikke galskab, men vilje. »Efterforskningen har været både omfattende og kompliceret af flere forskellige årsager,« siger anklager Zahra Sediqi. Man forstår, hvad hun ikke siger højt: at disse kvinder ikke er nogen, samfundet plejer at lytte til. At det kræver en særlig indsats, når offeret allerede er stemplet som "andenrangs". Specialanklager Birgitte Ernst lægger til: »Flere af kvinderne er ikke længere i Danmark…« – som om det var en detalje. Men det er det ikke. Det er præmissen. De forsvandt, men deres vidnesbyrd blev. Nu står de fire mænd for retten. Den 6. maj begynder sagen. Den 30. juni forventes der dom. Anklagemyndigheden kræver fængsel. For tre af mændene også udvisning – til Afghanistan og Filippinerne. Det hele har en ubehagelig symmetri. Som et teater, hvor alle kender replikkerne: vold, flugt, retslokale, straf. Men spørgsmålet er, hvad vi egentlig lærer, når vi lukker tæppet. For hvem stiller vi retsopgør for – og hvem forsvinder bare i kulissen? Aarhus summer videre. Der er musik i gaderne. Der er kaffe i kopperne. Men bag lukkede døre sidder kvinder, som ved, hvad det vil sige, når mørket banker på.