Solbjerg i flammer: Beboere ramt af rækkebrand én fløjet til hospitalet Af Solens varme var der ikke meget på denne kølige juni-aften i Solbjerg, men under et ordnet hækklippet villakvarter var noget ganske andet i spil: Ild, og det endda i mere end én forstand. Fredag aften blev luften fyldt af blå blink og en hidsig lugt af sod, da en kraftig brand udbrød i et af de sammenbyggede rækkehuse. Pludseligt var livet med sparetips, kaffetår og stille gange forvandlet til flygtige skridt, eksamenssved af den mest ildelugtende slags. En beboer blev reddet ud af etagehuset næsten som var det en scene fra en film, hvor alting går galt, men nogen alligevel holder hovedet koldt. Der var ingen helte med kapper, men brandmænd i tunge støvler og proteinrigt mod. Helikopteren bankede ikke på, men den kom alligevel og i en blanding af virkelighed og rædsel blev personen løftet væk fra røgen og flammerne, uden at vi andre egentlig nåede at få tjek på, hvordan det gik. I skrivende stund kender ingen til vedkommendes tilstand, og politiets ord er stadig varmere end selve bålet.Men branden den havde ingen planer om at blive i sit eget hus. Den sneg sig over i nabotaget, ind gennem tømmer og tagpap, og efterlod to huse med brandskader, som kun forsikringsselskaber og tålmodige håndværkere kan påtage sig at elske. “Vi fik slukket branden, inden rækkehuset blev til aske,” fortæller operationschefen, mens man fornemmer, at der er næsten lige så meget lettelse som røg i luften.Naboerne måtte se dem selv i spejlet uden deres hjem. Aarhus Kommune trådte til med krisestyring og varme hænder, alt imens brandfolkene gjorde status mellem slanger og askestøv: Tre rækkehuse tre hjem, alle ældreboliger står nu uden beboere, og genhusningen er i fuld gang.Årsagen? “Branden startede inde i bygningen, ikke i taget,” hedder det kryptisk. Som det ofte er med ulykker, er forklaringen ikke nær så underholdende som følgerne. Nu står der tre huse som ufærdige digte, der mangler sidste strofe, mens en beboer kæmper sin egen kamp for at finde hjem til sig selv.Med Solbjergs aftensol i ryggen, er det nu kun tilbage at vente. På svar. På byggeri. På hverdag. På at nogen tænder lys igen uden ild.
Når alt pludseligt står i flammer: Om brand, sårbarhed og nødvendigheden af omsorg Fredagsaften i Solbjerg blev brudt af blinkende lys og opfarende sirener; en hændelse, der først træder ind i det levede liv for alvor, når røgens tyngde maser sig gennem sindets forsvar og bevidstheden rammes af begivenhedens indgriben i den daglige orden. En rækkehusskæbne forskydes; hjemmets vægge, før trygge, står nu brandskæmmede og åbne mod en kold nat.Det var hér, at branden greb fat: Inde i et af Solbjergs rækkehuse, hvorfra ilden på sit eget nådesløse sprog kommunikerede alt det, vi mennesker så gerne gemmer bag hverdagens rutiner. Borgerrollen blev pludselig forvandlet til den brændtes, til naboen hvis tag, liv og ejendele, nu berøres af andre menneskers omsorgsopgaver.Operationschefen fra Østjyllands Brandvæsen, Kirsten Dyrvig, bemærker det nøgternt: \ Vi fik slukket branden, inden rækkehuset blev totalt nedbrændt, men der er masser af brandskade i huset, der skal ombygges og renoveres. Ilden brændte ind i tagkonstruktionen i nabohuset, fordi de to bygninger er sammenbygget, så nabohuset har også brand og vandskader.\ Mennesket forlod sit hjem ved brandfolkenes hjælp. Sundhedsvæsen, ambulanceteam og helikopter blev bragt til og fløj personen til hospitalet. Således blev det private pludselig offentligt, idet sårbarheden blev synlig og skulle håndteres i et netværk af handlinger og beslutninger. Selve personens tilstand lader endnu på sig vente: Der tales i krogene, spørges til svar hos politiet, men her, i skriveøjeblikket, må vi erkende uvisheden som betingelse.Indsigten blinker: Branden er ikke kun materiel ødelæggelse. Den blottede nødvendigheden af praktisk såvel som moralsk genhusning ikke bare af tre ældreboliger på papiret, men af de levede liv, de vaner, de minder, der nu må slås i stykker og samles på ny. Aarhus Kommunes krisestyring trådte til; systemer og procedurer gøres nærværende og varme for at tage vare på det ellers upåagtede, det private, det sårbare. For i de mellemrum som sprænges af ilden, træder spørgsmålet om ansvar frem: Hvem har ansvar for hvem, og hvordan? Kirsten Dyrvig gør det klart, at branden ikke begyndte i taget, men indefra som så mange eksistentielle brande, hvor faren lurer i det skjulte, skjult for det rummes bag hjemmets, eller tilværelsens, trygge facader. Skylden, årsagen og forklaringen mangler endnu, og måske vil den aldrig for alvor blive fyldestgørende svaret.Men én sandhed står tilbage: I brandens efterdønninger må vi ikke blot kæmpe med soden på murværket, men også med stilladseringen af solidaritet. Foran vinduets ruiner opstår pligten til at række ud og nyskabe det fælles, bygge op i ruinerne, give varme, hvor ilden tog den. Denne aften blev det synligt, hvor skrøbelige vores hjem og vores relationer i grunden er.
Solbjerg, forstaden hvor asfalten stadig dufter let efter regnen, stod fredag aften omsvøbt af blå blink og søvnløs uro. Rækken af lave tage drømmenes villa-rækker blev et øjeblik ufrivilligt scene for brandens røde alfabet.Inde bag murene i et af de tre rækkehuse sov nogen måske, tænkte på vejrudsigten eller talte sine piller op til natten. Én person nåede det ikke ud. Flammerne, ikke slemmen men skræmmende effektive, åd sig gennem boligen, og brandfolk måtte trække beboeren ud. Kalfaket kom hurtigt. Der var ingen tid at spilde; helikopteren ventede som et metalklædt håb lidt borte fra villavejene. Rotorbladene slog aftenen op i kulørte skiver, da den sårede blev løftet væk, væk fra brændt lugt og murbrokker, ind i hospitalernes ventende neutrale hvidhed. Status? Uvis. Svar? Svære at finde denne aften. Alt hvad man kan gøre: at vente og ringe til politiets presseduty.Ilden ikke en gal, langturede pyroman, men en lavmælt, hjemlig skæbne gnavede sig fra tag til tag. Ikke alt var tabt, men meget forandret. Bag operationschefens korte sætninger og professionelle ro gemte sig den barske virkelighed: ”Vi fik slukket branden, inden huset blev totalt opslugt, men der er masser af skader.” Nabohuset de to bygninger var jo tvillingepar har også fået sin del; flammer og slukningens vand satte mærker i tag og stuer.Og så, en drypvis strøm af nyheder Aarhus Kommune aktiverer sin kriseplan. Tre hjem, tre adresser, tre sæt minder må pakkes ned i nødbagage. Midlertidige steder venter, hvor kaffemaskinen står forkert og gardinerne er for lyse. Dette er ældreboliger, fyldt med støvede fotoalbums, smil og refleksioner: nu river branden i vanerne, vi river tid ud af dagbogen, kalenderen siger: Genhusning.Hvad begyndte som en almindelig fredag, endte som en brat påmindelse om, hvor hurtigt jorden kan ryste under velkendte fødder. Endnu ved ingen, hvorfor flammerne valgte netop dette hus, denne aften. Foreløbig må man nøjes med de faktiske forhold: Brandens vugge var inde i bygningen, ikke på taget. De tekniske forklaringer halter bagefter oplevelsen, for manften håndterer først skaden, dernæst skyggerne.Solbjerg vågner langsomt op igen, farve af ruiner og akut afbrudt hverdag siver gennem postnumre og sind. Ildsværtede vægge, lugten af sod, og tyste helikoptere forsvinder fra nattehimlen, men svaret har endnu ikke sat sig hverken i mursten eller mennesker.