Krydstogtskaravanen vælter ind i Aarhus: “Den er ren, den er pæn, og så regner det”Aarhus har knappet siloen op og sat havnefronten på glad, for i denne uge sejler ikke færre end fem krydstogtskibe ind og lægger til som velpolerede barnevogne i et villakvarter med ordensreglement. I alt strømmer 16.298 turister i jævnt tempo mod gågaderne, cafeerne, de blanke ismontre og måske en enkelt regnvåd bænk i Mølleparken.De første, man møder, er far og søn fra Tyskland Anton og Marco der træder i land under paraply og blik. De ser op. Ned. Op igen. “Det er fedt,” siger Anton, med den der rene tone, som kun ungdommen kan. Han er ikke imponeret over vejret, men byen? Ja. “Den ser smuk ud.” Faderen nikker samtykkende, ruller endnu en sætning ud af ærmet: “En fin by,” og den anbefaling kulminerer i et lille fælles nik, som man gør, når noget faktisk ER i orden.De er ikke alene om de positive toner. For inde i byen blandt brosten, moderne butiksfacader og stribede paraplyer, der danner et midlertidigt blomstertæppe over det lokale madmarked lyder et nyt tysk ekko: “Det er pænt og rent, og det kan jeg lide,” siger Marcel fra Potsdam, mens han skuler lidt efter flere mennesker. Her lugter ikke af heste, men af regngrå damp, og det er vist det, han savner. Mere liv.Nogle meter bag ham folder Luisa og Hanna deres oplevelser ud. “Det er smukt. Rent. Moderne. Madmarkedet har sit eget look,” siger Luisa og smiler til rosmarinen. Hanna nikker, kaster et blik op mod Salling Rooftop, og så begynder hun at fortælle om, hvor rart det er at kunne gå rundt uden at fare vild, uden at blive væk for sig selv.I kulissen moser økonomien lidt. Eva, der bor i VisitAarhus, har hældt kaffe på optimisme-termokanden: “De skal se, smage, snuse og suge byen til sig, selvom de sover på skibet. Måske, måske lokker vi dem tilbage næste gang med mødre, fædre, børn og hele smørklatten,” siger hun. For hvad er én krydstogttur, hvis det kan gøres til habit?TV2 Østjylland prøver at stikke en finger i søen for at måle temperaturen på genbesøg: “Kommer du igen?” spørges der. Hanna lader ikke vente på sig: “Ja, selvfølgelig! Havnen især... Den er så pæn. Jeg vil gerne tilbage.” Men Marcel fra Potsdam ryster på hovedet. “Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, vi har set det meste.” Man kan fornemme, at han alligevel ikke vil afvise nogle flere blomstrende paraplyer en anden sæson.Og sådan ligger Aarhus i denne uge badet i byger og stænk af broget tysk begejstring. Ren, overskuelig og med god morgenmad for nu at lade ordet gå videre til næste busfuld.
Krydstogtgæsterne strømmer til: Byen som sigtepunkt for fremmede blikke Morgenlyset falder mat over kajen, hvor endnu et kolossalt havskib, nærmest som et vandrende slot, langsomt lægger sig til rette i havnens favn. Det er uge 29, et tidspunkt hvor Aarhus pulserer i sin egen rytme og byens rum fyldes af fremmede fodtrin. Man aner en vis spænding i luften; den faldende regn hæmmer hverken bevægelsen eller de åbne sanser hos dem, der går i land, omend paraplyen synger taktfast mod brostenene.Deres blikke dvæler ved det velordnede, det rene, det overskuelige. En ung mand, Anton Kaiser, standser op med hænderne i lommerne og siger med et smil teintet af regn: “Det er fedt. Det har regnet, hvilket irriterer en smule. Men byen har alligevel en særlig skønhed.” Hans far, Marco, nikker, og samstemmer, at her er noget, der råber på anbefaling.Disse øjeblikke mellem mennesker og steder, hvor alt det nye trænger ind i erfaringens sfære, danner små virkeligheder af betydning: det hjemlige og det fremmede mødes, og pludselig står man midt i et landskab, der endnu ikke har fået form gennem de vanlige fortolkninger.Det forbavsende gennemgående i turisternes oplevelse synes netop at være byens renlighed. “Det er pænt og rent det kan jeg særligt lide,” siger Marcel Jacob fra Potsdam, selvom han undres over, at der ikke er flere mennesker på gaden. Netop dette tomrum accentuerer måske oplevelsen af storhed i det små: at man promenerer i en by, hvor plads til eftertanke gives så naturligt som luften selv.Luisa Kretzschmar bemærker noget tilsvarende; for hende står det også klart, at byen forener det moderne og det æstetiske i en original blanding, som det eksempelvis ses i byens madmarked. Hendes veninde, Hanna, hvis fødder har gennemvandret gaderne med åbne øjne, fremhæver den ligefremme skønhed en dagligdags pragt, som skabes af klarhed og ro.Det er ikke uden grund, at turiststrømmen vækker opmærksomhed blandt folkene bag byens turistøkonomi. Nok sover disse rejsende på deres flydende hoteller, og måske efterlader de ikke store summer i lokal handel, men på lang sigt beror værdien i noget større. Set i det større perspektiv muliggør denne første berøring, at de måske vender tilbage denne gang med familien, med intentionen om at dvæle længere, at sætte sig i andre og dybere spor.Men spørgsmålet om genbesøg afslører splittelsen i enhver rejsende: “Ja, selvfølgelig. Jeg synes, der er meget smukt her specielt havnen og jeg vil elske at komme tilbage,” siger Hanna Kolitz, mens Marcel Jacob blot konstaterer, at han nok har set det, der var at se. Heri findes én af byens evige udfordringer hvordan den åbner sig for beskueren, men samtidig aldrig kan garantere varigheden af dette blik.Byen bliver således en scene for menneskets iboende søgen: et midlertidigt ophold, hvor de rejsende lig dem, der allerede bor der må afgøre, om skønheden ligger i det umiddelbare møde eller i det genkommende kendskab. Renheden, roen og overskueligheden fremhæves, men det fordrer samtidig eftertanke: om man kan bære disse indtryk videre, eller om de på ny vil tage form, når fremmede igen indtager kajen og byen med blik, der hverken kan forudses eller gentages.
Krydstogtgæsterne strømmer til aarhusianske kajer: En by, der taler til sanserne Regnen har givet Aarhus kant denne uge; dråber løber ned ad paraplyerne, siver stille i rendestenenes riller, men intet kan vaske krydstogtgæsterne tilbage til havet, tværtimod føres de ind mod byens midte, ind i hjertet af det, der for mange i denne uge, ligner noget nyt. Fem skibe, seksten tusind sjæle Uge 29 lyser op i kalenderen som det epicentrum, hvor verden i glimt spejler sig i smilets by.TV2 Østjylland har sat sig for at sætte ører og mikrofon på de stemmer, der kommer ind med tidevandet. På havnen træder Anton Kaiser i land, en dreng fra Bobenheim Roxheim, Tyskland. Hans blik samler regn og facader, han vrider lidt på ordene: \ Det er fedt. Det regner, så det er lidt irriterende. Men jeg synes, den ser smuk ud.\ Regnen har altid farvet denne by, men nu føjer den en glans til oplevelsen. Faderen, Marco, ser sig omkring, tøver et øjeblik, nikker så anerkendende: \ En fin by. Vi anbefaler den.\ Byen spejler sig i det bløde morgenlys og findes endnu engang anbefalelsesværdig.Og netop det, at byen er til at overskue ingen storbyens uendelige sfærer, men et centrum man kan tage på lommeformat og føle sig hjemme i. Turisterne i dag fremhæver ikke domkirkens klokker eller butiksvinduerne i Bruun’s Galleri, men netop noget mere diskret: det rene, det pæne, det nære. \ Det er pænt og rent, og det kan jeg lide,\ lyder det fra Marcel Jacob, Potsdam, mens han dog savner flere mennesker at spejle sig i. Hans længsel går hånd i hånd med gadebilledets flow; Aarhus er ikke overvældende, hverken af trafik eller travlhed.Andre lader sig forføre af mere end renheden. Luisa Kretzschmar ser ikke kun ordentligheden, men også byens puls: \ Smuk... der er moderne. Madmarkedet har et originalt udtryk,\ siger hun. Veninden Hanna Kolitz stemmer i byen har en gang, måske endda en poesi, man kan gå sig ind i.Bag tallene 16.298 krydstogtgæster gemmer der sig håb om mere end fotografier på mobilen. På et kontor hos VisitAarhus, bag ruderne hvor regnen samler sig i små søer, håber direktør Eva Flensted, at disse besøgende skal friste til noget mere; at smagen af Aarhus skal blive til sult. Krydstogtgæsterne sover på skibet, men tanken er, at en forsmag på nydelse måske bringer dem tilbage med familie, med tid, med penge og længsel i bagagen. \ En investering på længere sigt,\ forlyder det fra visitationens vener.Men vender de tilbage? Øjeblikket vibrerer af muligheder. Nogen siger ja \ Selvfølgelig. Jeg synes, der er meget smukt her, specielt havnen, og jeg vil elske at komme tilbage,\ lyder det fra Hanna Kolitz. Andre, mere kortluntede i oplevelsens favntag, vender tommelfingeren: \ Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, vi har set alt,\ siger Marcel Jacob, og vender blik og krop mod havet.Aarhus i regnvejr: Renheden dominerer, overskueligheden fremhæves, men som altid står byen kun halvt færdig uden sine beboere, sine besøgende og deres næste kapitel. Byens potentiale, dens åbne arme og stadige forvandling fra havnefront til madmarked står solidt. Og måske, når solen skinner, eller regnen igen begynder, driver endnu flere krydstogtgæster i land.