Vestergades vovehalse: Når fortovet bliver en form for flod Aarhus, juni. Solen glimter over Vestergade, hvor fortov og vejbane er blevet næsten lige høje. Fuglene pipper, men nogle morgener drukner de i horn, bremser og råb, og i håret hos frisør Alexander Harholt sidder et permanent sug i maven. For ombygningen, der skulle gøre gaden til et afslappet byrum, har snarere gjort den til en nervepirrende forhindringsbane for cyklister, fodgængere og alle dem med hang til konstant hjertestop. Man ser folk nærmest jage ind mod muren med poser og børn, når lastbiler og varevogne svinger over fortovet. Fortovet er to centimeter højere end vejen, siger Alexander Harholt og holder fingrene tæt sammen for at illustrere forskellen, der knap kan rumme et dansk frimærke. Her skal københavnsk indre by og hollandske cykelstier have baghjul, men i praksis er det bilerne, der får frit løb.Forleden fik han saksen galt i hånden, da en cyklist kastede sin cykel og sprang for livet. En bilist skulle åbenbart have morgenkaffe på udeserveringen, men missede båsens snorlige kanter og fortsatte op over fliserne, som var de ment til offroad.Der er ellers gjort plads til grønt og caféliv, og tanken var vel, at her skulle ligge folk i solen med kurve og bøger, mens cykler, taxaer og børnehaveslanger snoede sig gelinde forbi. Men vejen blev halvanden meter smallere, og nu er der kun plads, hvis alle flytter sig samtidig. Bilisterne får skylden, men Alexander Harholt peger også på kommunen. For hvor er skiltene? Kommer man fra Åboulevarden, får man præsenteret Vestergade, som var det en bred allé i Paris man kan parkere hvor man vil, bare man trækker på smilebåndet. Reglerne ryger under dækkene, fordi ingen kan se dem. Erhvervsdrivende rækker ud, men kommunen holder ferie. Efter sommeren lover Teknik og Miljø dog at kikke på sagerne og måske får gaden så den omfavnelse, den trænger til. Indtil da må gademenneskerne vige uden om forvildede biler og håbe, at ingen får hverken fenderbøj eller smart cykelhjelm maltrakteret.Alexander Harholt går stadig på arbejde hver dag, men med den vished, at det kræver flere sanser end en frisør normalt bruger. Hurtige fødder, blik for biler og et bønfaldende ønske om, at næste kunde ikke kommer ind med stivnede skridt og Latin dance i armen, fordi de netop har undgået Vestergades daglige nærvedoplevelse.Han håber på mere plads til de bløde trafikanter. Eller helt at lukke gaden for biler. For forvandlingen er halvkærlig: Nu lyder, dufter og føles Vestergade som en by i forvirring og det eneste, der står helt skarpt, er frygten for næste faretruende hvin, næste baguette, der får blåt mærke af en bil, og endnu en dag, hvor ingen kom til skade men lige akkurat.På Vestergade følger man stadig med. Om gaden ender i grønt, grin eller gråd, må tiden vise. Den hævede kant på to centimeter beskytter ingen men måske kan bedre skilte, færre biler og flere smil sætte livet tilbage i balance.
Faretruende Modernisering: Når Vestergade Forvandles En gade, der forvandles, forandrer ikke blot sin overfalde; den konstituerer påny sit nærvær i borgernes daglige færd. I Aarhus har Vestergade gennemgået en sådan forvandling, hvor intentionen har været at skabe et mere trygt og levende byrum. Men transformationens konsekvenser manifesterer sig nu som uventede rystelser i byens pulsåre.Alexander Harholt, frisør og daglig aktør i gadens liv, oplever ikke øget tryghed, men derimod stigende utryghed: ”Mennesker springer for livet, når bilister orienterer sig efter deres egne kortsigtede begær, snarere end stedets fælles anliggende,” udtaler han med oprigtig bekymring. Fortovet—symbol på grænsen mellem den gående og den rullende—skal efter hensigten afgrænse og beskytte. Men adskillelsen er forsvundet, hævet to sølle centimeter over vejens jævne overflade.Hvad sker der, når diskursen om fællesskab og tryghed kapsles ind i anlægsplaners formløse visioner, mens realitetens kroppe tvinges til hurtige undvigelser? En cyklist, nødsaget af et rullende tons tungt køretøjs fremfærd, må kaste sit transportmiddel fra sig for at undslippe—det er ikke det planlagte bylivs ånd, men en påmindelse om byens eksistentielle usikkerhed.Selv i øvrigheden genkendes—om end kun med et forsinket ekko—problematikkerne. Forvaltningens stemme, netop nu fraværende grundet ferie, meddeler, at gadens tilstand vil blive gransket med fornyet opmærksomhed efter sommeren. Ét spørgsmål står imidlertid tilbage: Hvilken etik skal styre pladsens inddeling og udformning, når fortidens opdeling mellem fortov og køreflade afløses af uklarhed?Vestergade er udnævnt til cykelgade. Men der mangler ikke alene fysiske, men også symbolske markeringer, der kan guide og minde trafikanter om byens fælles spilleregler. Udeblivelsen af tydelig skiltning fra blandt andet Åboulevarden inviterer til vildledning snarere end orden. For hvem bærer ansvaret, når overgangen mellem trafikant og byrum bliver glidende således, at ingen længere føler sig hjemme, hverken den gående, den cyklende eller den kørende?Kommunens vision rummer også et ønske om plads til grønt og udeserveringer—manifestationen af byens sociale væv i det åbne. Det er et ideal, der indbyder til nærvær og langsomhed, men paradoksalt fremmer det en fortætning, hvor pladsen til bilerne skrumper, uden at træde tilbage, at give rum for liv, der pulserer uden frygt.Midt i denne overgang mellem fortidens fortov og nutidens glidende overflader balancerer byen på en knivsæg af ansvar og forvandling. For hvad er tryghed i en by? Måske er den ikke blot et resultat af ombygningens tekniske ambitioner, men et vilkår, der kræver lydhørhed over for den enkelte erfaring: en frisørs kald om hjælp, cyklistens farefulde flugt, fodgængerens splittede opmærksomhed—alle disse små, upåagtede stemmer, som byens beslutningstagere nu må lytte til, hvis ombygningens løfte om tryghed skal indløses.
Ombygning af Vestergade vækker vrede: “Jeg frygter, at nogen kommer til skade” En mand springer til side med sit cykelstyr i hænderne, hjertet hamrer mod ribbenene. Bag ham skurrer biler op over fortovet i et gadeny-miljø, som ellers skulle være skabt til tryghed og menneskeliv. På Vestergade i Aarhus denne lutrende årestreg af butikker, cafeer, klipninger og cykelklokker ruller maskineriet, men sikkerheden holder ufrivilligt for rødt.Alexander Harholt, frisør og eksistenstribun i gadens midtpunkt, ser dagligt de trafiktangoer, der bliver danset med nerverne uden på tøjet. Stemmen er mat, tonen myndig: “Mange biler og lastbiler kører op på fortovet, hvor folk skal gå.” Som om skellet mellem asfalt og fliser er visket ud med et forvokset viskelæder. Fortovet der ifølge tegning og tanke skulle være hævet lader kun to centimeter grænse sig mellem menneske og maskine. Nok til at snuble, men ikke til at standse.Fortovsblodet er ikke længere kun forbeholdt fødder og cykelsko. Det blomstrer med slidspor fra dæk, spor efter hastværk og undren. Vestergade, officielt lanceret som cykelgade, lægger krop til mere end pumpende dæk og ringlende klokker. Bilerne finder plads, hvor de kan også uden for de afmærkede båse, også på fliserne. Skiltningen? En slags moderne bortforklaring, skjult i ingenting, hvis man kommer fra Åboulevarden. “Det får folk til at tro, at de kan parkere, hvor de vil,” sukker frisøren, mere opgivende end arrig.Situationen tog fart i sidste uge: En cyklist må slippe sin cykel, kaste den fra sig for at undgå en fortovsfræsende bil. Det er drama i realtid. Stemningen i Vestergade er anspændt; var det ikke for de små grønne lommer og de lovede gæsteborde, kunne det ligne et fejlslagent forsøg på at opfinde tryghed.For Alexander Harholt er der ingen tvivl: Han har råbt på hjælp hos kommunen. Intet svar er landet. Sommerferien lægger tungt over Teknik og Miljø, der dog ifølge embedsstemmen “anerkender,” at der er udfordringer. Efter ferien vil de “kigge på det.”Vestergade er ellers et laboratorium for bylivets utopier. Der er ambitioner om grønt, mere plads, det lille Paris i smilets by. Men for de handlende, de gående og de cyklende de, der dagligt agerer statister i dette byrumseksperiment er realiteten blevet smallere fortove, bange spring og bekymrede blikke.Midt i stålet og skæret drømmer frisøren: “Jeg håber, man lukker gaden af, så den kun bliver for cyklister og gående.” For selvom vejen er næsten halvanden meter smallere, er usikkerheden vokset i hvert fald så meget, at det mærkes i kroppen, også længe efter at bilerne er kørt deres vej.