Røg og roderi i Tranbjerg-natten: Brandfolk brød carport fra hinanden Tranbjerg vågnede lørdag morgen med kulde under dynerne, kaffe på bryggeren og et mindre tomrum, hvor en carport plejede at stå. Natten forinden kom ilden på visit præcis som regnvejr til grillfest uden at have meldt sin ankomst. Klokken var halv-what-som-helst, da nogen opdagede, at noget var begyndt at lyse dristigt orange på Egevænget.En elbil holdt stille og grøn i carporten, med strøm på batteriet og en bleg sikkerhedssele om skuldrene. Folk vil straks skyde skylden på el-reolen, men denne nat var den fuldkommen uskyldig. Brandfolkene, opsat på ikke at give ilden flere chancer end nødvendigt, fik trukket køretøjet i sikkerhed, længe før flammerne kunne smage på en kelvin fra kabelenden.- Det var ikke elbilen, der startede branden. Den stod bare i carporten, forklarede en operationschef, der virker til at have prøvet det meste undtagen måske en nat uden brand.Oppe under krematorieluften gik røgdykkerne til verket som professionelle muldvarpe. Planker blev brækket, tagplader pillet ned, skruer vendt op og ned det hele for at få bugt med nærgående flammer, der mæskede sig som gymnasiedrenge omkring et pizzabord. Naboer kiggede med fra bag gardinerne, med kaffekoppen i hånden og tusinde historier på læberne til næste havebrev.Da brandvæsenet pakkede slangerne sammen, stod carporten tilbage som et klodset puslespil, der mangler halvdelen af brikkerne. Det lille hus ved siden af slap uden sved på panden, undtagen måske den udluftning, der fik sig en saltvandsindsprøjtning af røg. Der skal bygges en del op igen, før der kan stilles cykler og havestole her, konstaterede brandfolkene og skød fremtiden ind mellem askeskyerne.Ingen kom noget til hverken mennesker, kæledyr eller postkasser. Husets beboere kunne selv gå ud, mens skum og sirener dansede i natten. To stationer rykkede ud. Først da uret nærmede sig halv tre, flød roen endelig op og ned under himmeltæppet i Tranbjerg.Morgenen efter var der kun duften af våd trækonstruktion tilbage til at minde om nattens inferno. Elbilen stod stadig rank, tavs og uberørt, en elektrisk statue over en nat, hvor det kun var carporten, der gik til grunde og det endda med manér.
Nattens mørke havde endnu ikke givet slip på Egevængets rolige forstæder, da uroen brød igennem stilheden: Ild slog pludseligt ud af en carport, skjult i skyggen fra villaens tagudhæng. Hvad der i dagtimerne tjente som beskyttende læ for køretøjer, forvandlede sig nu i løbet af ganske få minutter til røg, ild og det spæde begreb af tab.En elbil, gerne genstand for samtidsbekymring og forklaringsskabelon for alskens forbrændinger, blev indledningsvist mistænkt for at være brandens vugge, men sandheden viste sig at ligge et andet sted. “Det var ikke elbilen, der startede branden. Den stod bare i carporten,” lød det nøgternt fra indsatslederen på adressen. Alligevel blev bilen hastigt kørt ud i natten, som var den truet af mere end ild: truslen imod hjemmet, truslen imod sikkerheden, den altid nærværende mulighed for tab.Opgaven, der ventede brandfolkene, var både konkret og med et sært strejf af paradoks næsten filosofisk: Carportens rest måtte skilles ad for at redde det, der endnu kunne reddes. Hvor menneskelivet er afhængigt af rammernes beskyttelse, må rammerne nu skattes for det blotlagte, de skjuler: Et hjem. Et hverdagsliv. Gennem store anstrengelser, og med røgdykkere, ganske enkelt sat ind mod flammernes insisteren, lykkedes det at hindre ilden i at brede sig. Huset, dets vægge og det, der rummes bag dem, forblev urørt.Carporten selv slap mindre nådigt. Et interimistisk tag, splintret og sortnet, skal nu fremover fønvindes og genopbygges. Genopbygning et fortættet begreb, næsten tungere end det, røgdykkerne mødte i nattens timer.Ejeren eller mere korrekt, beboeren havde forladt sin bolig, før katastrofen tog overhånd. Ingen menneskeliv blev såret. Det var kun tiden, materialet og forestillingen om det trygge hjem, som måtte give efter. Et brandvæsen, to stationer, adskillige slanger og tilstedeværelse til natten blev til tidlig morgen alt dette har skrevet sig ind som en usynlig fodnote til forstadslivets daglige gentagelser.Brandårsagen står uden klar fortælling. Tilbage efterlades stemningen af en nat, hvor det solide og stabile pludselig blev gjort skrøbeligt og hvor det alligevel var det menneskelige nærvær og den hurtige indsats, der satte punktum.
Tranbjerg-natten åndede enestående stille, næsten demonstrativt, indtil sirenernes sitrende skær prellede af på de sovende facader langs Egevænget. Over villaernes skygger løftede en svag søjle af røg sig, som en insisterende påmindelse om altings forgængelighed. Her - mellem kærligt vedligeholdte hække og velpudsede forstadsvinduer - smøg flammer sig hen over carportens let-antændelige træværk, mens en elbil endnu duftede af nat. Men bilen gjorde intet væsen af sig. Som et statuarisk vidne lod den sig rutineret trække bort, sikret af kyndige hænder og et blik, der ikke tøvede.”Det var ikke elbilen, der startede branden. Den stod bare i carporten,” lyder det nøgternt fra beredskabets operationschef, mens sporede svedperler klistrer til panden sammen med nattens raskeste beslutninger. Insisterende måtte røgdykkere gennemtrænge infernoet, hvor ilten dirrede og lampelyset fra deres hjelme lyste kremerede spindelvæv op på indersiden af konstruktionen. Den slags slukningsarbejde ender sjældent uden split og adskillelse: tågede masker, ståltråd, greb i træ, foder i røg og nødvendige valg. Carportens udtryk: uigenkaldeligt forvansket, midlertidig ruin, forenet med genopbygningens løfte en anden dag.At ilden aldrig sneg sig ind i huset skuer som en tavs præmie kun muligt på grund af tålmodighed, træning, og summen af tankerne bag de tililende uniformer. Ingen kom noget til. Ejernes flygtige trin mod friheden, udeladt af dramatik, men prentet i nattens anekdote, mens lysbåndet bag blueflasherne langsomt tabte intensiteten.Brandstationens folk, dobbelte bemandinger fra to adresser, blev i mørket indtil natten var tæt på at blive dag igen. Klokken var rundet 02.30, før duften af sod og vådt træ kunne overlevere Egevængets nat til stilheden igen. Tilbage står skelet af carporten et hverdagslandskab i forandring, et påmindelsespunkt i villakvarterets kapitel om ild og forvandling.