En Sæl og en Redningsbåd Aarhus i Særklasse Tirsdag aften havde himlen trukket en grå sweater ned over Aarhusbugten, da endnu et kald gik ind til Østjyllands Brandvæsen. ”Der driver vist en kajak rundt med bunden i vejret derude!” lød det fra en borger, måske med en antydning af bævende bekymring og måske også en lille smule nysgerrig lykke over at kunne trykke på det store, røde drama-bereder-knap.Operationen blev straks sat i gang: Båd på vandet, dykkere i dragter, og seler der spændes ind med rutine og den samme mådelige begejstring som til et stævnemøde på en regnvejrsdag. Operationschefen hvis skjorte sansynligvis stadig bar mærker af suddende pastaret fra frokosten forklarede, at de jo er vant til at tage sådanne meldinger alvorligt. Man skyder ikke skylden på nogen for at have en livlig fantasi.Men da brandfolket og de våde helte kom tættere på dramaets kilde, slørede virkelighedens briller alt det typiske Aarhusianske drama; ingen omvendt kajak, ingen distræt fritidssejler, der havde vendt bunden i vejret på sig selv. Nej, det var imidlertid en sæl død som en fiskefilet på fiskebilen. Naturen havde spillet et puds eller måske bare mingeleret lidt for livligt i tidevandet.Sælen blev bjærget i land måske under ceremoniel højtidelighed, måske bare i den slags forbrancht mumlende stemning, som opstår, når man redder noget, der ikke længere har udsigt til at få brug for redningen. Aarhus fik sig et pittoresk drama og en dyrekrop ved kajen. Folk gik nok hjem og bebrejdede hinanden for at have set lidt for meget på søkort og lidt for lidt på virkeligheden, mens redningsfolkene pakkede bådene sammen med endnu en fortælling til kaffepausen.Og sådan ender næsten alle gode historier i Aarhus ikke med sirener, men med død sæl og dykkere på arbejde.
Skumringens gåde ved kysten: Da det levende blev forvekslet med det døde Aarhus, tirsdag aften. En let brise fejede ind over havets spejl, i horisonten dannede skumringen de former, som kun fantasi eller frygt kan udmale. Således ringede en bekymring sig gennem en ukendt borgers hånd en melding lød om urolig bølgegang og en kajak, der lå med bunden i vejret. Budbringerens ord, båret af telefonens elektronik, forvandledes i centralens rum til en mulighed for tragedie: Havde menneskelivet lidt skibbrud denne aften?Redningsberedskabets maskiner åndede. Folk og materiel, båd og dykker, blev sat ind i det simple, men nødvendige drama: At skelne mellem liv og død, mellem fare og falsk alarm. Operationschefen berettede senere, at man var rykket ud, da enhver antydning af fare for menneskeliv ikke blot kan negligeres thi ethvert liv, også det potentielt hændte, har sit krav på handling.Mørket hopede sig over bugtens overflade, og på kysten nåede udrykningens puls snart sit mål. Og hvad fandt man? Ej den troede kajak, hverken et fortabt menneskes efterladte ejendom eller havets lune komiske indslag, men naturens uforudsigelige alvor: En død sæl.Arbejdet skiftede form. Hvor der før var tildelt betydningen redning, nu blev der ytret eftertanke. Dykket i sivene gik nu ikke efter den levende, men for at bjerge det døde. Sælen lå tyst under himlen, berøvet sit element og nu identificeret, forvandlet fra misforståelse til konkret virkelighed. Således bærer naturen, og vi med den, på muligheden for forveksling: At livet, og dets ophør, ofte viser sig i forvanskede former, og at menneskets tale og tanker uvægerligt former virkeligheden.Det var ikke kun et dyr, der blev bragt i land denne aften. Det var også et eksempel på, hvor let frygt, omsorg, og den nødvendige årvågenhed flettes sammen, og hvor hurtigt muligheden for tab kan samle mennesker, maskiner og tanker i handlingens navn. For når solen går ned over Aarhus’ kyst, balancerer vi alle bevidst eller ubevidst mellem at redde og bøje os over det uigenkaldeligt tabte.
Titel: Sæl satte sirenerne i gang - Et Aarhusiansk kapitel med en klæbrig duft af blæst og menneskebekymring Aarhus, tirsdag aften: Byen vibrerer som sædvanligt af uafklaret længsel og elbilsbrummen, da en medborger kigger over molens kant og ser noget, der river i fjernsynets monotoni. En kajak, måske, et menneskeliv truet af årets første forsmag på havkold, senglammet understrøm. Så ringer man, naturligvis. For det gør man her: Ansvaret drypper fra altankasserne.Lynhurtigt samler de sig. Skikkelser i selvlysende dragter, uperfekte engle med kompressorluft i lungerne og saltvand under neglene. Det er ikke til at skelne, hvad der frygtes mest: At nogen mangler, eller at man ikke finder nogen. Men proceduren følges minutiøst båd, dykkere, sirene, skælvende sjæle ved kysten. Vandet kløves.Det hele skulle have været dramatisk. Menneskelig tragik og den store fortælling om tilfældighed møder pligtopfyldelse. Men dramatiske kulisser har det med at falde sammen, når virkeligheden fornægter sig. \ Kajakken\ er nemlig ingen kajak. Den er, ved nærmere eftersyn og til bagskyllets skuffelse, en afdød sæl. Lyst grå og dumpt tung mellem bølgetoppe og forsigtige hænder.Sælen bjærges. Den kendes ikke ingen råber navne, der skrives ikke nekrologer, men alligevel er der et kort øjeblik, hvor noget mangler. For i søgningen renses både hav og hjerte. Mandskabet, havnemuren, lamperne på bådebroen alle får de deres rolle i et forårsligt tableau af refleksvest og resignation.Havets gæst trækkes i land, og på en måde trækkes vi alle lidt tættere på kanten. Dér, hvor liv og død mødes og hvor vi, med alt vores udstyr, ikke kan andet end fiske historier op af bæltens strøm.Og næste gang, vi ser en kajak, der ligner noget andet, standser vi endnu en gang byens puls et øjeblik. Fordi vi må. Fordi vi vil. Fordi livet éngang imellem antager sælskikkelse, når det vælter uventet rundt mellem bølger og rutiner.