Solskin, genbrugsguld og jazz ved badehotellet: Festival ved Skødshoved sætter (næsten) rekord Lørdag åbnede himlen sig i et næsten stædigt løfte om tørvejr. Ved Skødshoved Badehotel begyndte festivalfornemmelserne at sprede sig, allerede før duften af nyristet kaffe nåede at slå sig ned mellem pop-up-loppestande, croissanter og fjollet børnelatter. Det var femte gang, den lille landsby på det lange næs satte rammerne om Ved Vandet Festival en éndages folkefest, der blev undfanget i et par af dannebrogspyntede campingstole på en dag, hvor verden stadig hostede efter corona.Idéen var enkel og føltes dengang helt genial: Hvad nu hvis vi lavede noget festligt, midt i det lokale hjertestop, et sted hvor selv mågerne snart keder sig halvt ihjel udenfor sæsonen? Siden da har festivalen langsomt men sikkert vokset sig stor på den slags kærlighed og knofedt, man kun kan sanke i familie- og vennekredse.“Vi har efterhånden fået en god grundkerne,” fortæller Tobias Sachse, der sammen med Karoline Olsen kan notere endnu et mærke i festivalvenskabets træstamme. “Vi vil helst gro stille og roligt. Det må ikke knække under egen succes.”Og det gør det ikke. I år blev der talt til nær rekord med næsten 1.200 besøgende måske en brandmand eller to fra nabolaget plus det løse. Sidste år peakede antallet af loppestande på 80, hvilket stadig er det magiske loft, hvis nogen spørger logistikfolket; hver af dem med egne særheder, hemmelige fund og salgstaler, der dufter af hav og hjemlig varme.Området emmer af nysgerrighed. Festivalen drives af en frivillig forening, med fire styrmænd i bestyrelsen og masser af hænder, der sammen forvandler et sommertræt hjørne af Djursland til et myldrende laboratorium for alt, det lokale kan. Musikprogrammet er ligeså meget en hyldest til området som det er tonerne af hittepåsomhed. Her lyder sangene sjovt nok næsten altid bedre, og workshopsne hvad enten de handler om keramik, plantetryk eller noget tredje, ingen har fundet på endnu fyldes til bristepunktet af både store og små.“Man skal helst have lysten med,” siger Tobias. “Vi gør det her for glæden. Det handler ikke om penge faktisk bruger vi dem hellere på endnu flere borde til flere loppestande.”Hvad man ikke finder i havets skum, dukker oftest op på en festivaldag som denne: Dampende morgenbrød til de første gæster, smukke koncerter, vrimmel af børn på jagt efter et fort jagtgevær og voksne på jagt efter fort tabte dengang LP'er. For en stund føles Skødshoved som verdens midtpunkt og dagen efter? Tja, så trækker lokalområdet bare vejret lidt videre, måske lidt lettere.“Alt gik som smurt,” lyder det fra arrangørfronten. “Det er nemt at holde festival, når vejret vil, og alle andre også vil.”Sådan tangeres rekorder i et hjørne, hvor havet lugter lidt af eventyr, hvor folk sørger for festen, og det underlige næsten er det normale på grænsen mellem sommerland og evighed.
Ved Vandet Festival: En dag i det muliges tjeneste Under den mærkværdige, næsten ceremonielle stille før, at sangen begynder, samles mennesker ved Skødshoved Badehotel. Her, hvor landet folder sig ud mod Kattegat, rejser endnu engang et fællesskab sig, drevet af en indre impuls, der rækker ud over det enkelte menneskes hverdag. Lørdag summede stedet igen af liv, fyldt til randen af toner, håndslag, lopper og latter, da den femte udgave af Ved Vandet Festival blev afholdt.Siden 2021, da verden var nyvakt og sårbar efter en pandemi, har festivalen lagt sig om lokalområdet som en varm hånd. Fra første fælles tanke, der nænsomt bar konturerne af et samlingspunkt frem et lille eksperiment i samhørighed og nysgerrighed har dagene ved vandet vokset sig stor nok til, at op mod 1.200 gæster nu lægger vejen forbi. Det er ikke bare en samling af folk, men en slags midlertidig landsby, hvor hver enkelt gevinst et smil, en veksling, en sang tæller i den samlede sum af mening.Bag initiativet står en kerne af frivillige unge mennesker med hverdagens forpligtelser og familieliv, men også med et ulmende ønske om at omforme en “sommerhussøvnig” egn til et midlertidigt laboratorium for håb og kreativitet. Samarbejdet med badehotellets ejere og det yndige landskab, virker næsten givet, som var det en selvfølge, at netop her skulle en begivenhed slås an. I år var de vuggende slentrede gennem omkring 80 loppestande, der strækker sig hen over arealerne, hvis omfang nu nærmer sig grænsen for, hvad stedet kan bære. Men der hersker ikke mismod over grænserne tværtimod. For fornuften i væksttempos taktik er her ikke kun logistik, men dyder, der modstår tidens trangen til umættelig ekspansion; i stedet holdes festivalen i en balance, hvor glæden kan måles direkte i de deltagendes engagement.”Vi sætter rammerne, og så skaber de deltagende selve festivalen.” Med denne holdning får hver loppestand, hver workshop og hver musikalsk tone karakter af gave. Intet synes påtvunget, alt fremstår som en kollektiv vilje til at gøre noget sammen for hinanden og for stedet. Det lokalt forankrede, i både soundtracket og de mange hænder der hjælper, er ikke blot en nødvendighed, men et princip. At lade så mange tage del og bidrage, og væsentligst at give lokalområdet karakter som udstillingsvindue og mulighedsrum.Dagens lethed bærer på en dybere tråd. For når alt glider som smurt og vejret, som denne gang, holder sig tørt understreger det blot, hvor enkelt det i grunden kan være, når man lader begivenheder udfolde sig under det muliges vilkår, fremfor det nødvendiges. Smukke koncerter, summende workshops, og en menneskemængde, der ikke blot tæller hoveder, men mærkes som, om egnens ånd forløses.Som lyset faldt, og dagen gik på hæld, stod tilbage ikke kun endnu en festival med tangerende rekord, men også en slags bekræftelse: Hvor mennesker samles ikke fordi de skal, men fordi de vil begynder noget af det, man måske kunne kalde for samværets etik, at tage form. Da gik alt som smurt.
Alt gik som smurt: Festival ved badehotel tangerer rekord Små myrer af mennesker strømmer ud over græsset, hvor sand og hav griber om deres fødder. Det er lørdag ved Skødshoved, hvor luften ligger klar som nypisket fløde og duften af kaffe og jazz siver fra krogen ved det gamle badehotel. For femte gang løfter lokale kræfter dugen for Ved Vandet Festival, som på blot få år er blevet en institution i et hjørne af landet, der ellers lader til kun at vågne, når solen får sommerhuse op af drømmene.Festivalen, der første gang skød op i 2021 som en efterklang af coronaens stille tyngde, har vokset sig til et pusterum for nysgerrige, samlere og børn, der graver efter lopper mellem genbrugsfund og gamle bøger. I år var omkring 1.200 besøgende strømmet til en leende folkemængde, tæt på rekord, men ikke tættere end at der stadig er plads omkring skuldrene.Vejret gav sig, ikke en dråbe fra oven, alt åndede ro. “Det er nemt at lave festival, når vejret ikke lægger sig i vejen,” som en af festivalens værter bemærker, næsten forlegent glad. Netop fordi festivalen bæres frem af frivillige, mødre, fædre, venner og et par gode bekendte der har kastet kræfter, kærlighed og lidt for mange køreture på landevejen efter sig, føles dagens summende liv som den slags, der ikke kan købes for penge.Ved Vandet er ikke kun loppeboder, selvom 80 stande næsten fik græsset til at sukke under vægten af gamle lamper, klapvogne og farverige sommerkjoler. Musikken snor sig gennem dagens timer, hvor originalt gerne lokalt musikalsk håndværk får lov at tone ud over fjorden. Her er det ikke programmets store navne der skal trække publikum, men tværtimod nysgerrigheden og naboers ønske om at vise, hvad denne plet også kan være.Festivalens sjæl er forankret i lokaliteten, men dens puls måles i folk, der vover at sælge, spille, male og lytte. “Vi lægger en ramme ud og så er det faktisk gæsterne og de lokale aktører, der fylder billedet ud,” lyder det, og det bliver stående som en slags poesi i praksis.Ved Vandet vokser, men vokser som det skal: Med tålmod, empati og små skridt. “Vi vil helst kunne følge med selv. Dette er con amore, ikke business,” lyder det fra bag scenen. At stå der midt i duften af hav, kaffe og gammel vinyl, midt imellem børn med is på tøjet og voksne med lidt mere ro end i byen føles som at træde ind i en verden, der for en dag har vendt bagsiden frem og fået den til at stråle.Alt gik som smurt. For dem, der kiggede forbi Skødshoved denne lørdag, blev det klart: Når musikken spiller og bananregnen holder sig væk, kan en festival godt blive et hjerteslag for et sted.