Vesterbro Torv: Kø, kaos og køreskole i u-vendinger Vesterbro Torv, tirsdag morgen. Himlen hænger tung over byen, og regnen slår mod forruden som små, arrige håndflader. Midtbyen er vågnet fra pinsedøs, men det er ikke kun kaffemaskinerne, der bliver sat på prøve. Det gør tålmodigheden også. Vesterbro Torv er – igen – blevet ensrettet, og bilisterne er skiftevis rasende, forvirrede og i færd med at lave u-vendinger, der ville gøre selv en køreprøvesagkyndig svedig i håndfladerne. For et år siden lavede kommunen en kovending så stor, at folk stadig snakker om den, når de keder sig til middagsselskaber. Først blev torvet ensrettet – så blev det ophævet igen, fordi alt gik i hårknude, og folk begyndte at snakke om “trafikalt kaos” med store bogstaver. Men nu, efter nok en omgang politisk snak og et byrådsflertal, der talte tungt, er det blevet besluttet: Ensretningen SKAL gennemføres. Om man vil det eller ej. Stiften er selvfølgelig til stede, som en slags trafikkens svar på “hvor er de nu?”-reportage, og kan konstatere: Køen snor sig som en vred haveslange fra Randersvej og ned mod Nørreport. Bilisterne holder i kø, vifter med hænderne og sender hinanden opgivende blikke. Én forsøger at bakke, én laver en decideret slalom, mens en tredje trækker gardinerne for og lader som om, det hele ikke sker. Det er ikke unormalt med kø på en regnvejrstirsdag, siger de kloge. Men der er alligevel lidt mere tryk på systemet i dag. Flere har droppet cyklen, bilen er lun og tør, og alle leder efter den rute, hvor man slipper lettest gennem nåleøjet, kun for at opdage, at nåleøjet er flyttet, og alle står i samme kø som sidste år – bare med en lidt dårligere podcast i ørerne. Oven over det hele svæver spørgsmålet: Bliver det ved, eller er det kun i dag, trafikken koger over? Borgere og bilister kan i hvert fald følge med live, mens Vesterbro Torv – endnu en gang – lægger asfalt til Aarhus’ svar på et civilt trafikeksperiment. En slags kollektiv prøve, hvor alle dumper og ingen rigtigt ved, hvem der har fundet på opgaven. U-vendingerne fortsætter, regnen siler ned, og byen forsøger at finde retning – igen.
Ensretning som eksistensprøve: Vesterbro Torv lukker, og Aarhus sætter sig i kø Det er tirsdag efter pinsen. Byen vågner langsomt under et sløvt skylag, og morgentrafikken bevæger sig gennem Aarhus som blodet i et træt legeme. Men ét sted stopper alt. Vesterbro Torv, netop lukket og gjort ensrettet, står endnu en gang som symbol på de valg, en by træffer – og de konsekvenser, der følger med. Man kan spørge: Hvad vil det sige at blive ledt ind i én bestemt retning? At skulle acceptere, at alternative veje lukkes, og at man føres ad den rute, nogen har besluttet, er den rigtige? Der sidder mennesker i deres biler og prøver at forstå logikken, mens køerne vokser på Randersvej og ned mod Nørreport, og u-vendinger bliver den foretrukne strategi i mødet med byrådets mobilitetsplaner. Kommunen, anført af Teknik og Miljø, har tidligere lyttet til folkets protest og bremset ensretningen – kun for nu at insistere på, at sådan må det være. Ikke længere rådmandens vilje, men flertallets. Byens rum formes af beslutninger, der bliver håndfaste, men forbliver abstrakte for dem, der sidder fast i deres biler med vinduesviskerne gående. På et plan er det ganske prosaisk: Et politisk valg, praktiske konsekvenser, længere rejsetid. Men under det hele ligger spørgsmålet om orientering – ikke bare geografisk, men eksistentielt. Hvor finder mennesket sin retning, når landskabet hele tiden ændres, og myndighedernes veje aldrig helt bliver egne veje? Hver bilist, fanget i køen, indgår i et kollektiv, hvor individets frihed og byens fællesskab gnider skuldre, mens motorerne brummer utålmodigt. På Vesterbro Torv udfolder det sig. Presset øges, fordi flere søger alternative ruter – kun for at opdage, at også de er blokeret af kollektive valg og andres u-vendinger. Regnen trommer mod tagene, og måske er det netop her, byens sandhed finder sted: Mellem ønsket om at komme videre og nødvendigheden af at vente. Ensretning – ikke bare i trafikken, men i livet selv.
Direkte fra Vesterbro Torv: Ensretningens kollektive eksperiment Tirsdag morgen. Regnen falder, som om den har forstået, hvad der er i vente. Vesterbro Torv – dette stykke asfalt, hvor byens blodomløb plejer at løbe frit – lukkes ned og sendes i ensretning, endnu en gang. Nu står vi her. Bilisterne har knap fået morgenkaffen, før de befinder sig midt i et trafikalt eksperiment, der får selv de mest tålmodige til at overveje om cyklen alligevel kunne være redningen. For et år siden lavede kommunen et sving, der var så stort, at det stadig runger i byens egern, busser og menneskemylder. Først blev torvet ensrettet i fremskridtets navn – så blev det ophævet, fordi ingen kunne holde ud at være med længere. Nu er tiden inde igen. Byrådets stemmer har talt, og asfaltens retning er vendt, ikke fordi det nødvendigvis var viljen blandt dem, der bestemmer, men fordi systemet kræver det. På Randersvej – og langt ned mod Nørreport – breder bilkøerne sig ud som et sirligt vævemønster, man kun kan se meningen med, hvis man ser det hele ovenfra. For den enkelte er det blot: stop, start, stop, vent, gestikuler, opgiv. En bilist prøver at finde ud af, om han stadig har radiokanal, eller om han er gået i stå i sin egen hverdag. En anden laver en u-vending og ser sig ikke tilbage. Stiften rapporterer live. Det lyder heroisk, men er i virkeligheden mest at tælle baglygter og aflæse ansigtsudtryk, der veksler mellem resignation, raseri og den stille fryd, der kun findes hos den, der sidder i bybussen og ser det hele udefra. Folk har fundet alternative ruter, men alternativerne er blevet fællesnævnere for køen. Det hele minder om et samfundseksperiment, hvor spørgsmålene ikke handler om vejføring, men om kollektiv mentalitet: Hvem finder sig i hvad? Hvor længe holder folk ud, før de opgiver eller gør oprør? Hvornår er det ikke længere et spørgsmål om retning, men om mening? Der er kø, der er regn, der er u-vendinger. Vesterbro Torv har igen lagt scene til byens uforløste drømme om sammenhæng. Måske er det hele bare en generalprøve på det, der skal komme: Et Aarhus, hvor ingen kører i samme retning, men alle alligevel ender det samme sted – ventende.