Linje 3A i limbo: To busser fanget i Frederiks Allés fortryllede afspærring Det er en ganske almindelig morgen, og alligevel ikke. For hvis du sidder og fryser på et linje 3A-stoppested, har du i dag haft fornøjelsen af at blive efterladt til egne tanker lidt længere end sædvanligt. To busser på linjen, store, gule og ellers ganske tillidsvækkende, nåede nemlig aldrig frem til endestationen. Frederiks Allé er forvandlet til noget, der mest minder om et brætspil, hvor nogen har stillet en kæmpe rød kegle midt i vejen og sagt: "Du må ikke passere!" Bag keglen, over for Føtex, står nu to busser og glor, fyldt med mennesker, der måske har glemt, hvor de egentlig var på vej hen. Chaufførerne, de tapre kaptajner bag rattet, var angiveligt ikke blevet informeret om, at vejen denne morgen var blevet forvandlet til en no-go-zone. Ingen fanfarer, ingen blinkende advarselslamper, ikke så meget som en seddel med store bogstaver. Kun stilhed – og så afspærringen, der dukkede op som et kærlighedsbrev fra kommunen uden afsender. De rejsende på linje 3A, der måske allerede havde haft en travl morgen, blev nu budt endnu et uventet hvil på fortovet. Måske stod nogen og overvejede meningen med det hele. Måske fik nogen mulighed for at observere Føtex’ svingdør åbne og lukke et par ekstra gange. Måske bandede nogen lavmælt over DSB, selvom det slet ikke er dem, der er på spil. Heldigvis kører A-busserne så tit, at ventetiden sjældent bliver episk – måske bare lidt længere end man havde sat næsen op efter. Men uvist er det, hvorfor chaufførerne ikke fik besked, og mindst lige så uklart er det, hvornår busserne får lov at bryde fri af Frederiks Allés kolde favntag. Indtil da må passagererne finde sig i et kollektivt pitstop, hvor der kun er én ting at gøre: Vente, hilse på hinanden – og måske håbe, at den næste bus ved, hvad den går ind til.
Busser i venteposition: Tålmodighed på prøve i Frederiks Allé Morgenens trafikskæbne har i dag vist sig i en særlig form: venten. To busser på linje 3A blev, nærmest som i et eksperiment over kollektivets afmagt, standset i Frederiks Allé – standset af en afspærring, hvis årsag og varsling fortoner sig i det ukendte. Lige nu, mens byen langsomt vågner, holder de to busser stille over for Føtex, og deres passagerer er overladt til det, vi sjældent giver plads til: tålmodigheden. Hvem informerer hvem, og hvem bærer ansvaret for, at informationen flyder? I dag, tilsyneladende ingen. Chaufførerne blev ikke advaret. Sådan opstår små sprækker i systemet, hvor mennesket må vente – ikke af lyst, men fordi infrastrukturen har lagt et benspænd, vi kun kan konstatere og ikke ændre. Passagererne, de mange, der måske blot skulle fra A til B, har fået et ophold i tilværelsens evige fremskridt. De står ved stoppestederne og venter. Ikke blot på bussen, men måske på svar – eller på et blik fra en medrejsende, der også bemærker stilstanden, den korte forbindelse, der opstår, når vi i fællesskab tvinges til at gøre ingenting. A-busserne kører normalt med korte intervaller. Ventetiden er derfor, statistisk set, overkommelig. Men tålmodigheden måles sjældent i minutter alene. Hver ventende tvinges til at mærke tiden, mærke sig selv, og – for en stund – opgive illusionen om kontrol. Hvorfor chaufførerne ikke fik besked, og hvordan busserne kommer videre, vides ikke i skrivende stund. Sådan efterlades vi med et uafsluttet spørgsmål, som det moderne menneske ikke bryder sig om. Men i venten findes også muligheden for refleksion: Hvad betyder det at være undervejs, når man pludselig ikke kommer videre? Og hvad gør venten ved os – i en hverdag, hvor alt ellers skal gå hurtigt? Det står hen i det uvisse, hvor længe bussen holder. Men netop i denne uvished opstår en påmindelse om, at selv den korteste ventetid kan rumme hele spændvidden af det at være menneske.
Buskaos i Frederiks Allé: To busser fanget – passagerer parkeret i tålmodighed Man kunne fristes til at tro, at morgenens trafik ville flyde som vanligt gennem Frederiks Allé, at alt ville gå sin skæve, forudsigelige gang. Men i dag – i dag besluttede nogen, at hverdagen trængte til et skud absurditet. To busser på linje 3A, fyldt med søvnige passagerer, er strandet foran Føtex. Ingen besked, ingen forklaring. Bare en afspærring som en usynlig væg mellem dem og endestationen. Chaufførerne? De stirrer sikkert lige så uforstående på situationen som deres passagerer. For ingen havde sagt noget. Ingen alarmklokker, ingen opkald, ingen kryptiske sms’er fra trafikkens orakler. Frederiks Allé blev lukket, og busserne holdt – punktum. Man forestiller sig et øjeblik, at byen leger skjul med sig selv, at information flyder som olie ned i kloakken, usynlig og ubrugelig. På stoppestederne samler de ventende sig – som små konklaver af moderne nomader. Nogen sparker i jorden, andre holder øje med tiden på deres telefon. Forventning bliver til irritation, irritation bliver til resignation. Måske opstår der endda et nyt fællesskab i venten: Man begynder at spejde, man sukker i kor, nogen småsludrer med en fremmed for første gang i månedsvis. Heldigvis kører A-busserne med korte intervaller. Så ventetiden blev næppe episk – bare irriterende. Alligevel sidder en enkelt tanke fast: Hvor svært kan det egentlig være at advare chaufførerne, før de triller ind i trafikkens svar på en blindgyde? Lige nu er det stadig uvist, hvorfor beskeden aldrig nåede frem. Og det er heller ikke til at sige, hvornår busserne kommer fri igen, eller om de bliver stående som monumenter over det moderne bylivs evige logistikbrist. Så passagererne venter, og byen trækker på skuldrene. Nogle drømmer sig væk. Andre bander. Resten har for længst glemt, hvad de egentlig skulle nå.