Generationernes Hus på Aarhus Ø: Et hjem uden håndvaske og med vinduer nok til et spejlhus Nogle gange bygger man et hus, og først bagefter opdager man, at man måske skulle have stillet flere spørgsmål. For eksempel: Hvor går man egentlig hen, hvis man som ansat har brug for at trække vejret eller sige et par private ord? Og er håndvaske virkelig noget, vi stadig har brug for i 2025? Det er virkeligheden i Generationernes Hus på Aarhus Ø. Et navn, der dufter af livsbekræftende visioner og harmonisk samvær mellem ældre, børn og midt-imellem. Alligevel – fem år efter indvielsen – står det klart, at huset mangler det mest basale. Og nu må rådmand Christian Budde konstatere, at det ikke er godt nok. Faktisk lægger han sig fladt ned, undskylder, og lover bod og bedring. Det hele begyndte ellers med en festlig åbning, nyvaskede gulve og vinduer så rene, at fuglene slog kolbøtter i luften af forvirring. Men det viste sig hurtigt, at vinduerne – dem var der rigeligt af – spejlede solens stråler så effektivt, at nogle beboere blev mere forvirrede end fornøjede. Det, der skulle være et hjem, blev nærmest et optisk laboratorium. Og mens solens stråler dansede på gulvene, løb personalet rundt og ledte efter et sted, hvor de kunne snakke sammen. Personalestuer var en luksus, nogen havde glemt at tegne ind. Håndvaske i lejlighederne? Glem det. Det blev ofret for økonomiens skyld – men økonomien, den har som bekendt aldrig vasket nogen hænder. Alt det her har haft konsekvenser. Utrygge beboere, stressede medarbejdere, flere påbud og et arbejdsmiljø, der kunne være bedre. Advarslerne har lydt længe, men først nu rammer de rådmandens skrivebord. Og nu tager han ansvar, selvom han faktisk ikke var den ansvarlige, da det hele blev bygget. Men det er jo også svært at pege på én, når hele holdet har sovet i timen. Kommunen har fundet 3,5 millioner kroner til at rette op på nogle af de værste fejl – personalerum, flere p-pladser, måske en sammenlægning af de to plejehjem til ét. Kulturen skal også have et eftersyn, for gennemstrømningen af vikarer er højere end niveauet i Limfjorden under storm. Det lyder tungt, indrømmer rådmanden. Men optimismen lever. For visionen om Generationernes Hus er ikke død – den skal bare støves af, måske have skiftet en rude eller to, og så skal der installeres håndvaske. Alt det, der gør et hus til et hjem, er heldigvis stadig inden for rækkevidde.
Når huset ikke bliver et hjem: Plejehjem på Aarhus Ø mangler både rammer og retning Der findes tidspunkter, hvor virkeligheden stiller spørgsmål, man ikke bare kan overse. For hvad er et hjem – og hvornår bliver et hus til mere end blot vægge, tag og vinduer? Generationernes Hus på Aarhus Ø blev tænkt som et fællesskab på tværs af aldre, men står nu, fem år efter åbningen, som eksempel på, hvordan vision og virkelighed kan drive ud i hver sin ende af havnen. En ny analyse afslører, at de fysiske rammer ikke alene former dagligdagen, men trækker spor ind i det levede liv for både beboere og personale. Huset, det skulle danne tryghed, rummer i stedet utryghed. Personalets ansigter skifter oftere end skyerne over bugten. Beboerne mærker det. Der er uro, der er påbud. Mangler. Ikke kun i betonen og glasset, men i selve måden, man har tænkt – eller ikke tænkt – omsorg. Det er ikke længere kun de høje idealer, der tales om. Nu er det håndvaske, der mangler i lejlighederne. Personalestuer, der ikke eksisterer. For mange vinduer, der kaster lysets spejlinger, ikke klarhed, men uro, ind over dem, der burde finde ro. Og midt i det hele står rådmand Christian Budde og siger det, der sjældent siges offentligt: “Vi lægger os fladt ned.” Ikke som undvigelse, men som erkendelse. Som den, der må indse, at man har overset det, der ikke kunne undværes. Husets fejl er ikke kun resultat af for få midler, men også af kompromiser – dem, der altid begrundes økonomisk, men sjældent føles rigtige, når man ser konsekvenserne. “Vi har ikke gået linen ud,” siger rådmanden. Alligevel tager han ansvaret, også for det, han ikke selv satte i værk. For nogen må træde frem, hvor beslutninger er blevet taget på andres vegne. Advarslerne har lydt i årevis. Nogle er ikke nået frem, for i systemets lommer kan vigtige stemmer forstumme. Det er et svigt – og et svigt kræver ikke kun en undskyldning, men også handling. Om det har fået konsekvenser? Ja, siger rådmanden, men hvad og hvem fortoner sig i den diskretion, personalesager kræver. Nu skal manglerne udbedres, og der er sat millioner af til nye rum og flere p-pladser. Men rammer er kun begyndelsen. Kulturen, siger rådmanden, skal også styrkes – ikke bare gennem ledelse og struktur, men gennem en fornyet opmærksomhed på det, der binder mennesker sammen. Måske skal de to plejehjem fusioneres, måske ikke. Det afgørende er, at man ikke lader fejlen være slutningen, men begyndelsen på noget andet. Det er let at tynge visioner ned med skuffelse, men rådmanden ser håb, hvor andre ser problemer. “Vi må ikke aflive visionen, men genbesøge den og give den et serviceeftersyn.” Måske handler det i sidste ende ikke om huset, men om ansvaret – for hinanden, for rummet, for det levede liv. Det, der ikke kan tegnes ind på en byggeplan, men kun mærkes, når man tør tage fejl og forsøge på ny.
Flere vinduer end håndvaske: Generationernes Hus lægger sig fladt ned Et sted på Aarhus Ø står et hus og spejler sig i havet – så meget, at det er blevet en del af problemet. Generationernes Hus, bygget på visioner og idealer, skulle være en samlende ramme for både gamle og unge, men står nu som eksempel på, hvordan arkitektur og virkelighed kan være i total modstrid. For det er ikke rart at bo i et showroom. Slet ikke når man har brug for ro, varme hænder og et sted at vaske dem. Men i Generationernes Hus har man glemt de basale ting: håndvaske i lejlighederne, personalestuer og muligheden for at lukke verden ude for en stund. Det er ikke bare dårligt – det er til gene for både beboere og ansatte. Det viser en ny analyse, der får rådmand Christian Budde til at bøje nakken og sige: Vi lægger os fladt ned. Fejlene står i kø. Byggeriet blev indviet for fem år siden, og drømmen var stor: et sted, hvor flere generationer skulle mødes, lære og leve sammen. Men nu, hvor realiteterne har meldt sig, føles det hele nærmest som et filmmanuskript, hvor nogen har skåret de vigtige scener ud for at spare penge. ”Der mangler personalerum. Der er for mange vinduer, der spejler lyset og forvirrer beboerne. Og så er der ikke engang håndvaske i lejlighederne,” lyder det. For selvom pladsen var der, blev håndvasken sparet væk – økonomien skulle balanceres, og nogen måtte holde for. Det blev de svageste. Det er først nu, da glasset er løbet over, at undskyldningen kommer: Det er ikke godt nok, siger rådmanden, og lover at stille sig op og tage ansvar – også for noget, han ikke selv har været med til at beslutte. Det hele lyder som en satire, men konsekvenserne er virkelige nok: personaleflugt, utrygge beboere, flere påbud og et system, hvor advarsler er blevet sorteret fra undervejs, og vigtige stemmer er forsvundet i lukkede lommer. Det er den slags historier, hvor ingen helt tør sige, hvem der har ansvaret, men hvor alle ved, at der er nogen, der burde have haft det. Nu har kommunen fundet penge – 3,5 millioner kroner til personalestuer og p-pladser. Det skal nok hjælpe lidt på rammerne. Men kulturen halter stadig, og man overvejer, om to plejehjem skal lægges sammen, om ledelsen skal styrkes, og hvordan man får færre vikarer og mere stabilitet. Det tager tid, siger rådmanden, og alligevel vover han at tro på, at det nok skal vende. For hvis der er noget, vi kan lære af Generationernes Hus, er det, at visioner ikke dør af kritik – de dør af ligegyldighed. Og at selv det smukkeste hus er ubrugeligt, hvis man ikke kan vaske sine hænder i det.