Først overdækning - så frilægning: Aarhus Ås evige kamp med moderniteten Det var ikke helt normalt, det der skete en dag i 1957, da en journalist, en lokal forfatter og en stadsingeniør satte sig i en båd og sejlede ind under Århus midtby. De navigerede gennem et af to betonrør, der tidligere havde været en åben å, og lydene gav genlyd, som når man råber inde i en brønd. I det radioindslag, der blev lavet, kunne man næsten høre den moderne verden trænge sig på: motorveje, brede gader, bilerne, som ville suse gennem byen og skubbe den gamle å i glemmebogen. Byens trafik var jo tidens store mode, og åer – de var sådan noget med ål og barndomsminder, der klæbede lidt klamt til romantikken. Åen blev gemt væk i beton. Folk skulle frem, det skulle gå hurtigt, og bilerne krævede plads. I 1930’erne var folk arbejdsløse, vejene smalle, og penge til anlægsarbejde en gave fra oven. Så byens kloge hoveder tænkte: Hvorfor ikke begrave åen og skabe en boulevard ovenpå? Ingen sagde nej, for hvem vil sige nej til fremtiden? Da overdækningen var færdig, så byens ledere stolte på betonen, som skjulte åen, og på moderniteten, som kørte hen over den i tusindvis af biler hver dag. Men tingene har det med at ændre sig. For bilerne begyndte at fylde mere og mere, og midtbyen begyndte at lide under trafikstøj, os og asfaltens ubarmhjertighed. Det var svært at finde fred, og derfor begyndte en ny idé langsomt at tage form: Måske var det alligevel åen, der havde ret? Måske var betonen ikke fremtiden, men en fejl, der nu skulle rettes? Så begyndte den besynderlige proces, hvor byrådet først besluttede at overdække en å, for dernæst et halvt århundrede senere at grave den fri igen. Som en slags bodsøvelse for fremskridtets hastværk. Nu måtte brolæggerne arbejde i kulde og frost for at få de gamle sten på plads igen. Åen fik luft, lys og folk tilbage. Aarhusianerne var glade; det var sommer, og man kunne igen sidde på kanten af åen med en is eller en øl og tænke, at nu var verden kommet til fornuft. Da busserne endelig var flyttet ind gennem et hul i en bygning (noget ingen havde regnet med skulle ske), var pladsen klar til endnu mere frilægning. I stedet for at proppe busser ned langs åen, fik busserne lov at køre gennem en butiksgård. Det hele virkede lidt vanvittigt, men sådan er det ofte med udvikling. I dag står folk på Skt. Clemens Bro og kigger ned på den rislende å. Hvis nogen spørger dem, om de vidste, at der engang kørte tusindvis af biler lige præcis der, plejer svaret at være et forbløffet »nej«. Men sådan er det jo med historien: Den er som regel lidt skør. Først overdækker vi, så frilægger vi. Det, som blev kaldt moderne, blev pludselig gammeldags, og omvendt. Åen i Aarhus er blevet en metafor for menneskets evige kamp mellem fortidens charme og fremtidens fristelser. Og som en vis forfatter sagde på en bådtur i mørket under byen: »Det er jo nok udviklingen.« Han havde helt ret.
Åens eksistentielle rejse: Fra skjul til åbenbaring i Aarhus Åen i Aarhus har været genstand for en tilværelse præget af modsætninger, hvor menneskets bestræbelser på at forme omgivelserne konstant har sat dybe aftryk. I 1930'erne søgte man at undertvinge vandets naturlige forløb ved at overdække det i beton – et projekt, der af samtiden blev hyldet som en nødvendig fremtidssikring. Men med enhver menneskelig handling følger konsekvenser, som ofte først viser sig i eftertankens lys. Året 1957 bragte en mærkelig hændelse med sig, da en trio – en journalist, en forfatter og en ingeniør – i en båd sejlede gennem mørket under Åboulevardens betonoverdækning. Lydene af vand og beton vævede sig sammen til en sær genklang af menneskelig dominans over naturens stille løb. Denne rejse under byen blev en symbolsk handling, hvor refleksionen over fortid og fremtid mødtes i ordene: »Jaa, det er jo nok udviklingen.« At overdække åen var et forsøg på at tilfredsstille den evige menneskelige trang til kontrol. Byens trafik skulle flyde ubesværet, havnens varer nå hurtigere frem, og dermed blev naturens evige strøm et offer for menneskets behov for fremdrift. Men modernitetens blinde tro på, at enhver teknisk forbedring automatisk ville medføre et bedre liv, afslørede snart sine mangler. Overdækningen skabte trafikalt kaos og miljømæssige gener, og det, der skulle være fremskridt, blev til en byrde for byen. I slutningen af det 20. århundrede begyndte en ny erkendelse at tage form: Måske lå værdien ikke i at kontrollere, men snarere i at frigive. Den menneskelige eksistens udfolder sig bedst, når naturens betingelser anerkendes og integreres frem for at underkastes. Denne tanke vandt indpas i 1989, hvor det aarhusianske byråd tog beslutningen om at frilægge åen igen. En beslutning, der blev realiseret trinvis gennem omfattende diskussioner, som afslørede byens splittelse mellem ønsket om effektivitet og længslen efter autencitet. Første etape af frilægningen blev gennemført i 1996, og gradvist opstod et nyt rum, hvor naturen igen kunne spejle menneskets refleksioner over livet. Da anden etape stod færdig en kold decemberdag i 1998, havde brolæggerne trodset frost og kulde i en næsten symbolsk kamp for at genskabe balancen mellem det byggede miljø og det levende vand. Åens endelige frilæggelse fra Mindebrogade til havnen i 2014 var mere end blot fysisk forandring; den var en filosofisk tilbagevenden til en erkendelse af, at menneskelig udvikling er afhængig af respekt for den oprindelige orden. Hvor beton og asfalt tidligere skjulte åens eksistens, flyder vandet nu åbent og minder os om livets uomgængelige vekselvirkning mellem det planlagte og det spontane. Og som sejlturen under Åboulevarden engang antydede: Ja, udviklingen er uundgåelig, men dens sande værdi må altid bedømmes i lyset af menneskets vilje til at forstå sine egne grænser.
Åens drama i Aarhus: Betonens knægtelse og vandets genkomst Der er noget dybt symbolsk ved Aarhus Ås historie. Først blev den proppet ned under jorden, indkapslet i beton og dækket af asfalt, fordi det skulle være så pokkers moderne. Aarhus ville lege storby, byen ville følge med tiden – koste hvad det ville, selv hvis det betød, at naturen måtte gemmes væk. Men moderniteten, dette store dyr af beton, asfalt og maskiner, viste sig hurtigt at have sine egne dæmoner. I 1957 blev absurditeten i det hele afsløret ved en bizar sejlads. En kendt radiojournalist, en lokal forfatter og en ingeniør kravlede ned i en båd og sejlede gennem et af de betonrør, hvor åen nu var gemt bort. Lydene rungede, stemmerne flød ud i en sær genklang, og det hele blev til et radioprogram med titlen »Historien om en å«. Der var næsten noget teateragtigt over seancen, hvor samtalen kredsede om motorveje og fremtidens krav. En af de deltagende kommenterede drømmende: »Jaa, det er jo nok udviklingen.« Allerede i 1930’erne havde man tænkt, at overdækningen af åen var nødvendig for at redde byen fra trafikalt kaos. Visionerne blev fejret i pressen: »Århus får sin Åboulevard«. Men hvad man fik, var et trafikalt og miljømæssigt mareridt, hvor bilerne buldrede igennem byens hjerte, kvalte åens liv og gav byen en permanent hovedpine. Men tiderne skifter, og da bilernes støj og os endelig begyndte at genere byens borgere mere end charmen ved at være moderne kunne opveje, tog historien endnu en drejning. I 1989 besluttede byrådet, at nu skulle betonen væk igen – åen skulle tilbage i lyset. Det hele blev en kompliceret, langsom proces med politiske diskussioner, ophedede debatter og trafikale hovedbrud. Man lavede endda en sær løsning med busser, der måtte passere gennem en butiksgård for at give plads til åens genkomst. Da frilægningen begyndte, var der tale om en næsten symbolsk handling: Aarhusianerne kunne igen opleve åens stille rislen, og brolæggerne kæmpede i frost og kulde for at lægge sten på plads til genåbningen i 1998. Den tidligere skjulte å blev nu et sted, hvor folk samledes, solen skinnede, og byen kunne trække vejret igen. Den sidste del af åen blev frilagt samtidig med åbningen af Dokk1 i 2014, og nu kunne man endelig vandre fra Brabrand Sø helt til havnen. Åen var igen en levende del af byen – og betonen blot et fjernt minde om dengang Aarhus gik galt i byen med moderniteten. I dag står folk på broerne og kigger ned på det levende vand. Hvis nogen spørger dem, om de vidste, at der engang kørte tusindvis af biler netop her, er svaret ofte et forbavset »nej«. Men sådan er historien: Vi begraver fejlene, genopdager værdierne og prøver desperat at lære af begge dele. For, som der engang blev sagt i mørket under byen: »Det er nok udviklingen«.