Halleluja! Åbyhøj-børn får alligevel lov til at løbe, springe og lave kolbøtter i nyt idrætscenter Der blev jublet i Åbyhøj torsdag. Ikke sådan et diskret nik og et lille smil, nej – det var nærmest konfetti og løftede arme, da det endelig stod klart: Gammelgaardskolens børn får lov til at boltre sig i det nye idrætscenter. En aftale, fem år lang og lige så kærkommen som en ekstra fridag midt i ugen, blev endelig skrevet under. Det var en kamp, der kunne have fået selv den mest tålmodige idrætslærer til at rive sig i håret. Siden 2020 har drømmen om et idrætscenter i forlængelse af skolen ligget og ulmet – og i kulisserne har Foreningen Åbyhøj Idrætscenter og Aarhus Kommune forhandlet, bandet og trykket hinanden i hånden (og sikkert også trukket dem til sig igen) for at få en driftsaftale i hus. Kommunen var først ude med det helt tunge papir: 30 år, uopsigeligt, med byens børn låst fast som små håndboldspillere i et alt for langt ekstra sæt halvleg. Men foreningen, der i forvejen har taget livtag med både frivillighed, byggeplaner og økonomi, sagde stop: Ingen gider binde sig så længe. Tænk hvis man løber tør for te eller gode idéer i mellemtiden? Så gik borgmesteren personligt ind i kampen. Anders Winnerskjold, der i øvrigt har rendt rundt på skolen i ti år af sit liv, trak i arbejdstøjet og lagde, ifølge sig selv, ikke bare navn men også hjerte bag løsningen. Ikke fordi han ville sole sig i succesen, men fordi alle – både børn, forældre, lærere, forening og byråd – faktisk gerne ville have det samme: Et sted, hvor børnene kan spille bold, hoppe på trampolin og slippe for at have idræt i regnvejr. ”Det er ikke min fortjeneste alene,” siger borgmesteren beskedent, mens han – uden at ville det – fremstår som lidt af en helt for kvarterets børn. Han nævner den brede politiske velvilje og sender samtidig et vink med vognstangen til kommunens embedsfolk: I læste heldigvis også det signal rigtigt. I projektgruppen fra Foreningen Åbyhøj Idrætscenter sidder Anette Stamer Ørsted, og hun lyder, som én der netop har bestået eksamen uden at have læst pensum: ”Vi er virkelig glade. Nu er der kommet ro på, og børnene på skolen kan komme ind i hallen og bruge idrætscenteret, hvilket jo hele tiden har været vores interesse og hele vores motivation for at gå ind i det her frivillige arbejde.” Hun har selv siddet i skolebestyrelsen, da hun gik med i projektet – dengang skolen nærmest kun havde en gymnastiksal, der var mindre end et omklædningsrum og med flere mugpletter end ribber på væggen. Fem år. Det er ikke et livstidsstempel – det er tid nok til at se, om det hele kan løbe rundt. Om børnene bliver ved med at bruge centeret, og om man kan skaffe penge nok til at skifte boldene ud, når de er punkteret af ren begejstring. Der er stor taknemmelighed over borgmesterens hjælp og politikernes forståelse – og måske bliver det hele lidt nemmere, når man endelig står med en aftale i hånden, hvor alle kan se sig selv. Indvielsen bliver 10. august, kort før skolestart. Og mon ikke det bliver med både latter, sved og lidt flere glade råb end normalt? For nu kan Åbyhøj-børnene endelig glæde sig til idrætstimer, hvor der er plads til at slå sig løs – og hvor ingen længere skal nøjes med at drømme om plads, men faktisk får lov til at bruge den.
At Få Lov til at Løbe Frit – En Fortælling om Skolebørn, Idræt og Det Muliges Kunst i Åbyhøj Torsdag blev ikke bare en dag i kalenderen, men et lille vendepunkt i Åbyhøjs lokale historie. Takket være en femårig aftale kan 1.000 skolebørn fra Gammelgaardskolen nu se frem til at benytte det idrætscenter, der længe har været mere vision end virkelighed. Mellem foreningens idealisme og kommunens stive krav opstod til sidst den nødvendige muligheds rum, hvor noget andet kunne komme til syne end blot fastlåste positioner. Det nye idrætscenter har været i støbeskeen siden 2020, som så mange drømme der langsomt modnes, mens parterne forhandler, prøver, mislykkes og prøver igen. Kommunen insisterede længe på en 30-årig uopsigelig aftale, og her opstod det grundlæggende etiske spørgsmål: Hvor langt tør man forpligte sig ud i fremtiden, før man mister blikket for, hvad der egentlig er nødvendigt og rimeligt for dem, det hele handler om – børnene? Foreningen Åbyhøj Idrætscenter var ikke villig til at lade sig binde på hænder og fødder for generationer frem, og derfor har der, gennem måneder og år, været reel usikkerhed om, hvorvidt skolens børn ville få adgang til de faciliteter, som er blevet lovet og forestillet. Det er først nu, efter indgriben fra borgmesteren – selv med barndommens stier trådt i skolegården – at det lykkedes at etablere en femårig aftale. Der var intet storslået soloridt i denne løsning. Borgmesteren selv fremhæver den brede velvilje og vilje til at lytte, både i politiske og administrative lag. Men hans indsats blev den lille forskel, der lod den kollektive vilje materialisere sig i handling. I projektgruppen fra Foreningen Åbyhøj Idrætscenter er der ro og lettelse. Det var ikke kun en sag om mursten og springfaciliteter, men om at give børn mulighed for fysisk udfoldelse, fællesskab, glæde – det, som bærer mennesket frem. Anette Stamer Ørsted peger på motivationen bag det frivillige arbejde: At skabe bedre vilkår, fordi de eksisterende var kummerlige. Fem år. Det er ikke evigheden, men det er tid nok til at se, om projektet kan stå sin prøve, og om fællesskabet kan bære. Den nøgterne vurdering og åbne fremtid er et udtryk for ansvarlighed. For det handler ikke om at fastfryse muligheden, men om at lade erfaringen vise, hvad der kan og skal gøres. Indvielsen finder sted 10. august, kort før skolestart. Det er ikke bare en ny bygning, men et udtryk for, hvad der kan ske, når man tør insistere på det nødvendige – og samtidig holde døren åben for det mulige.
Endelig Frikvarter for Åbyhøj – Fem Års Fysisk Frihed til Skolebørnene Der er noget ved Åbyhøj, der har manglet en rigtig hal. Ikke bare en gymnastiksal med knirkende gulve og forsinket varme, men et rigtigt idrætscenter. Nu ser det ud til, at lokalpatriotismen og tålmodigheden – tilsat et solidt skud kommunal tovtrækkeri – har båret frugt. For torsdag blev der skrevet under på en femårig aftale, der giver 1.000 børn fra Gammelgaardskolen adgang til det kommende idrætscenter, som ligger, hvor drømmene om mere plads til at løbe, hoppe og larme har været flest. Det lyder så ligetil: Børn har brug for plads. Forældre har brug for, at børnene kan brænde krudt af. Og en skole, der ikke lugter af mug, har brug for at kunne sige til sine elever: Gå ud og spil bold, I har et sted at være. Men som med alt andet, der involverer kommune, forening og penge, var det ikke så nemt. I kulissen blev der forhandlet – først, så det knagede. Kommunen med papirerne i orden og det urokkelige blik rettet mod de næste 30 år, foreningen med drømmen om fleksibilitet og økonomisk overlevelse. Kommunen sagde: Lad os binde os sammen i tre årtier! Foreningen sagde: “Så længe kan ingen love, at de stadig kan finde håndboldmålene om morgenen.” Resultatet blev et kompromis – ikke evigt, ikke uopsigeligt, men fem år. Fem år til at vise, at det kan lade sig gøre. Det nye center kommer til at rumme en stor hal, en multisal, springfaciliteter – alt det, som børns ben sukker efter, når de har siddet stille i alt for mange minutter ad gangen. Det blev først rigtigt muligt, da borgmester Anders Winnerskjold tog sagen op, en mand, der i øvrigt selv kender skolen indefra, som tidligere elev. Han gør sig ikke til helt, men lægger alligevel ikke skjul på glæden over, at det lykkedes, og at signalet blev læst rigtigt af alle de kommunale led. ”Det er ikke min præstation alene,” lyder det fra borgmesteren, der nu – trods alt – vil stå som det navn, der gik forrest, da korthuset var ved at vælte. At der også skal være ros til foreningen og de frivillige, bliver der ikke lagt skjul på. I projektgruppen bag idrætscenteret ånder man lettet op. Anette Stamer Ørsted, der selv engang sad i skolebestyrelsen, ved om nogen, hvor trængte forholdene har været. ”Vi er virkelig glade. Nu er der kommet ro på, og børnene kan komme ind i hallen og bruge idrætscenteret, hvilket hele tiden har været vores motivation.” Fem år er ikke et liv, men det er nok til at prøve drømmen af. Indvielsen bliver den 10. august, lige før skolestart. Mon ikke det bliver første skoledag, hvor det ikke kun er eleverne, der glæder sig? Måske bliver det endda første dag, hvor ingen klager over for meget larm. Åbyhøj har fået en hal, børnene har fået frihed – og kommunen har fået fred. Foreløbig.