Forurenede bunker fører til tvist: “Vi vil ikke gøre noget” Det lyder næsten som begyndelsen på en dårlig vittighed, men det er desværre alvor. I skyggen af det store jordskred ved Nordic Waste-området står nogle ganske forurenede bunker og glor ud over det flade landskab. Hvem skal gøre noget? Ingen, åbenbart. Et voksende bjerg af ansvar bliver skubbet frem og tilbage som en våd karklud. På den ene side står Randers Kommune og peger på Region Midtjylland: “Det er jeres problem.” På den anden side vender regionen tommelfingeren nedad og lader som om, de ikke har hørt spørgsmålet. Midt i det hele står Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør og den slags mand, der formentlig har opgivet at holde skjorten pæn. Han forklarer, at kommunen ganske enkelt ikke må fjerne bunkerne. Ifølge kommunens egne jurister er der ikke tale om en miljøkatastrofe denne gang. “Vi har ikke hjemmel,” lyder det tørt. Da Miljøstyrelsen blev spurgt, pegede de bare tilbage – som børn i et klasseværelse, hvor ingen vil være klassens hjælper. Men problemerne forsvinder ikke af sig selv, bare fordi man ignorerer dem. Når regnen falder – og det gør den jo altid, når man mindst har brug for det – så løber forureningen ned mod rensningsanlægget. Ikke noget med fare for åen eller grundvandet, forsikrer Jesper Kaas Schmidt. Alligevel: Jo mindre forurenet vand, jo hurtigere går det med at få det renset. Men så længe bunkerne får lov at stå, er der dømt langtrukken kamp i rensningsanlægget. Randers Kommune har efterhånden prøvet det meste. Man har skrevet, ringet, forklaret og skældt ud. Ingen bider på. Derfor er næste skridt nu at skrive et brev til regionen: Vi gør ikke mere. Det lyder næsten som et afsluttende punktum – hvis ikke det var så ærgerligt. Tilbage står bunkerne og venter på afgørelse. Om det bliver kommunen, regionen, staten eller måske bare tiden selv, der tager ansvar, vides ikke. En ting er sikkert: Forureningen bliver ikke mindre af at vente. Ritzau har forgæves forsøgt at få regionen til at svare – måske fordi ingen vil lægge navn til, at man har trukket sig fra ansvaret. Imens vokser bunkerne videre, og ansvaret flyder rundt i systemet, som forurenet regnvand på vej mod rensningsanlægget.
Forurenede bunker og ansvarets tavshed: En tvist uden handling Mellem horisonter og sumpede marker ved Nordic Waste-området hænger spørgsmålet om ansvar tungt i luften. Det er hverken nyt eller overraskende, at ingen ønsker at påtage sig byrden. Dog bliver det mere og mere påfaldende, at ansvaret glider rundt, som var det olieret, uden at sætte sig fast på nogen institution. Jordskreddets skygge hviler stadig over området, men nu handler sagen ikke om det umiddelbare kollaps. I stedet er det forurenede bunker, der ligger tilbage – som tavse beviser på et uløst problem. Randers Kommune peger mod regionen, mens regionen – med en form for institutionel nonchalance – afviser, at ansvaret er deres. Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt udtrykker det sådan: ”Vi vil ikke gøre noget ved det.” Der tales med en nøgternhed, der grænser til det resignationens poetik. Juraen trækkes frem som skjold. Kommunens jurister insisterer på, at der ikke er hjemmel til at fjerne bunkerne, fordi det ikke længere kan kaldes en akut miljøkatastrofe. Miljøstyrelsen bliver spurgt om at afgøre sagen, men nægter at placere ansvaret. Bureaukratiets cirkel er sluttet. Ansvaret opløses mellem hænderne på dem, der skulle bære det. Alligevel er konsekvenserne ikke til at overse. Forureningen fra bunkerne skylles med regnvandet videre til rensningsanlægget. Ingen akutte trusler mod åen eller grundvandet, men en langsom forværring – og en opgave, der kun bliver mere tung at løse, jo længere tiden går. Jo mindre forurenet vand, jo hurtigere og enklere kan det renses, siger kommunaldirektøren. Men bunkerne forbliver. Og så fortsætter rensningsarbejdet i det uendelige. Kommune og region trækker sig begge tilbage. I december 2023 trak Nordic Waste sig ud, og ansvaret landede midlertidigt hos kommunen. Men med virksomhedens konkurs og myndighedernes tøven er næste skridt nu, at Randers Kommune formelt vil skrive til regionen: Vi vil ikke gøre noget. Ikke af ond vilje, men af afmagt. ”Det er ærgerligt, fordi vi har brug for, at der bliver gjort noget,” lyder det. Imens ligger bunkerne tavse og venter. Måske på handling, måske på forfald. Og ansvaret – det svæver fortsat i det åbne, ingen steder og alle steder på én gang. Ritzau har forsøgt at få regionen til at svare, men tavsheden er larmende. Her står vi – med spørgsmålet om, hvem der egentlig bærer ansvaret, og om det er muligt at handle, når handlingen altid kan skubbes videre.
Ingen tager ansvar for forurenede bunker: Tavshed og tvivl i Nordic Waste-sagen Et forurenet landskab ligger tyst hen. Ingen tør tage ordet, ingen tør tage ansvaret. For i skyggen af jordskreddet ved Nordic Waste er virkeligheden enkel: Ingen vil gøre noget. Her er det ikke bare bunker med forurenet materiale, der skubber sig op i landskabet – det er også bunker af ubesvarede spørgsmål. Hvem har ansvaret? Randers Kommune peger på Region Midtjylland, men regionen rykker ikke på sig. Og Miljøstyrelsen, der skulle kunne træffe en afgørelse, træder i karakter som en myndighed, der helst undgår at træffe afgørelser. I et referat fra den 16. maj fra den politiske følgegruppe i Randers Kommune kan man læse en gentagelse af det velkendte: Der er ikke hjemmel til at gøre noget, siger kommunens jurister. Ingen miljøkatastrofe, ingen handling. Kun stillestående bunker og stillestående systemer. Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt forklarer med den tørre klarhed, som kun bureaukratiets sprog kan levere: Kommunen har ansvar for at rense vandet, men ikke for at fjerne selve bunkerne. Regnen fører forureningen videre til rensningsanlægget, men der er ikke akut fare for hverken å eller grundvand – dog bliver opgaven med at rense forureningen bare mere langtrukken, jo længere bunkerne får lov at stå. Det hele udspiller sig som et tragikomisk skuespil: Nordic Waste smed håndklædet i ringen i december 2023, og siden blev ansvaret lempet over til Randers Kommune. Et ansvar, man nu forbereder sig på officielt at slippe. “Vi kommer til at sende et brev til regionen om, at vi ikke vil gøre noget ved det,” siger kommunaldirektøren. “Men det er ærgerligt, fordi vi har brug for, at der bliver gjort noget.” Sådan forløber dagene – uden handling, uden afklaring. Ritzau prøver at få regionen til at svare, men svaret er tavshed. Systemet æder sig selv, mens bunkerne vokser videre, og det forurenede vand fortsætter sin tur mod renseanlægget. Til sidst står kun spørgsmålet tilbage, skrevet med store, snavsede bogstaver i landskabet: Hvem tager ansvaret, når alle har lært kunsten at give slip?