Stadsdirektør kendte regningen – men byrådet fik aldrig besked: Nu vil politikerne have svar Allerede i april 2024 sad Aarhus’ stadsdirektør Martin Østergaard Christensen med en rigtig dårlig fornemmelse i maven. 60 millioner kroner var pist væk fra regnestykket om det nye stadion i Kongelunden – og det endda længe før nogen havde nået at tage første spadestik. Det var penge, som ikke bare lå og rodede på kommunens kontor i et glemt ringbind, men penge, som skulle trylles frem, hvis drømmen om et stadion med varme i sæderne og VIP-lounge til alle skulle blive til noget. Men i stedet for at slå alarm, som man gør, når man opdager et hul i taget midt under regnvejret, blev nyheden pakket væk som en hemmelighed mellem få, og ikke et ord slap forbi dørtrinnet til byrådssalen. Først et halvt år senere – da overskriften lød på en samlet ekstraregning på en kvart milliard – dukkede sandheden op som en dårlig eftersmag i efterårsluften. Det var Jyllands-Posten, der fik gravet i sagen. Dokumenterne, som først var overstrøget så meget, at selv Sherlock Holmes havde givet op, afslørede, at embedsværket havde holdt kortene tæt til kroppen. Byrådet, der burde være kommunens kommandobro, blev holdt hen i mørke. Stadsdirektøren peger på, at det er op til borgmesteren at orientere byrådet om store ekstraregninger. Men enten fik han ikke skubbet nok til borgmesteren, eller også valgte borgmesteren bare at sidde på hænderne. Det står hen i det uvisse – hvem gjorde hvad, hvem sagde hvad, og hvornår sagde de det, hvis de overhovedet sagde noget? Stadsdirektørens eget svar? Det leveres skriftligt, så man ikke risikerer, at noget slipper ud i et ubevogtet øjeblik: “Betragtningerne om mine og andres handlinger eller vurderinger i sagen er det ikke op til mig at vurdere.” Lidt som når man spørger en teenager, hvorfor der ikke er ryddet op – ingen kommentarer, ingen ansvarlige. Samtidig bliver der henvist til en advokatundersøgelse, som allerede har forsøgt at finde hoved og hale i sagen. Den tidligere borgmester, Jacob Bundsgaard, har man ikke fået fat på. Måske gemmer han sig i et kosteskab, måske holder han sig bare for ørerne og håber, det hele blæser over. Imens stiger temperaturen i byrådssalen, hvor flere politikere nu vil have sagen gravet op igen. Henrik Arens fra Liberal Alliance kræver sort på hvidt, at stadsdirektøren kan dokumentere, han faktisk prøvede at råbe borgmesteren op. For i Aarhus kan man godt lide fodbold – men man vil også gerne vide, hvor pengene bliver af, og hvem der egentlig har ansvaret, når regningerne stikker af.
Stilhed før stormen: Da sandheden om stadionregningen forsvandt i systemet Der er et særligt rum mellem viden og handling. Det er her, tavsheden slår rod, og hvor ordene ikke bæres videre, men bliver liggende i skyggerne af systemets gange. Sådan gik det, da Aarhus’ stadsdirektør i april 2024 blev bekendt med, at regningen for Kongelundens stadion voksede med 60 millioner kroner. Viden blev til byrde. Men byrådet – byens valgte repræsentanter – hørte intet. Det var først et halvt år senere, at prisstigningerne blev lagt frem. Mellem disse to tidspunkter blev der ikke udvekslet afgørende ord i byrådssalen, ikke løftet nogen pegefinger, ikke banket i bordet. Tallene voksede i stilhed, og budgettet for projektet svulmede op til en kvart milliard. Baggrunden for offentlighedens indsigt i sagen skal findes i dokumenter, der længe var hemmeligholdt – forsynet med sorte overstregninger, som om sandheden kunne bortskaffes med en tusch. Først da Jyllands-Posten gravede sig igennem lagene, dukkede virkeligheden op, nøgen og ubeskyttet. Systemets etik sætter klare krav: En embedsmand må ikke gøre sig til dommer over sandhedens vej fra kontor til byråd. Ifølge gængs forvaltningsret påhviler det stadsdirektøren at gå til borgmesteren og kræve orientering af byrådet om betydelige økonomiske afvigelser. Om denne appel blev fremsat, eller om borgmesteren lyttede – det står hen i det uvisse. Tavshed kan have mange grunde: fejl, forglemmelse, strategisk venten, eller frygt for konsekvens. Stadsdirektørens eneste kommentar leveres på skrift – og netop skriftens distance er sigende: “Betragtningerne om mine og andres handlinger eller vurderinger i sagen er det ikke op til mig at vurdere.” Et svar, der forsøger at lukke døren, men lader spørgsmålet stå tilbage i døråbningen: Hvem bærer ansvaret, når vigtige beslutninger ikke træffes, men udskydes til det øjeblik, hvor undladelsen ikke længere kan skjules? Den tidligere borgmester er tavs. Måske fraværende af gode grunde, måske bare fraværende. Men afsløringerne er sluppet ud, og flere i byrådet kræver nu svar. Blandt dem er Henrik Arens, som insisterer på dokumentation for, at nogen forsøgte at bringe byrådet i spil. Sådan står Aarhus tilbage. Med en regning, der voksede i stilhed. Med en offentlighed, der nu kræver klarhed. Og med et system, hvor stilheden for en stund blev mere larmende end ethvert opråb.
60 millioner væk – og ingen sagde noget: Et byråd holdt udenfor Det begynder, som sådan noget ofte gør, med en regning, der ikke kan betales. 60 millioner kroner mangler til stadionprojektet i Kongelunden, og stadsdirektør Martin Østergaard Christensen ved det allerede i april 2024. Pengene er væk, eller rettere, de har aldrig været der. De findes kun som et hul, et af de huller, der bliver gravet i store kommunale planer og fyldt op med politiske håb og gummistøvleindvielser. Men ingen får noget at vide. Ikke før et halvt år senere. Byrådet, som skulle være kommunens vagthund, får først besked, da hullet er vokset til en kvart milliard og ikke længere kan dækkes med pæne ord og overstregninger i dokumenter. For det er sådan, det foregår: Dokumenterne er først fortrolige, så sorte af overstregninger, og til sidst alligevel lækket. Det hele ruller ud som en scene i et dårligt TV-drama, hvor alle kigger på hinanden og venter på, hvem der tager skylden. Der findes regler. Ifølge lovens logik skal stadsdirektøren straks gå til borgmesteren, hvis kassen mangler millioner, så byrådet kan tage stilling. Men om han gjorde det, eller om borgmesteren sad med fingrene i ørerne, er uvist. Sandheden forsvinder i systemets snørklede sprog. Måske blev der nikket i et mødelokale. Måske blev der sendt en e-mail, der gik tabt i kommunens indbakke. Måske blev der bare ikke gjort noget. Når journalister spørger, svarer stadsdirektøren på skrift – som var det en advarsel til fremtiden om at undgå citater, der kan sættes i kontekst. “Betragtningerne om mine og andres handlinger eller vurderinger i sagen er det ikke op til mig at vurdere.” Sætningen står der, præcis så vag som nødvendigt. Ingen kan gribe fast i den. Den tidligere borgmester har ingen kommentar. Måske har han gemt sig på et kontor med udsigt over Kongelunden, måske har han travlt med noget andet. Ingen ved det. Nu vælter politikerne frem fra buskene. Nu skal der være orden i papirerne, nu skal der beviser på bordet. Henrik Arens fra Liberal Alliance kræver sort på hvidt, at nogen har forsøgt at råbe op, at ingen bare lod stilheden lægge sig over regnearkene. Men Aarhus står tilbage med et stadion, der er dyrere end planlagt, og et byråd, der kigger forundret rundt og leder efter forklaringer i et system, hvor regninger kan forsvinde, og svarene bliver væk sammen med pengene.