Der er en grund i Brabrand, hvor tiden står stille, mens murene falder sammen. Det gamle Jaka-område, en gang Aarhus' stolte fabrik, er nu stedet, hvor visioner kommer for at dø en langsom og pinagtig død. Siden A. Enggaard i 2017 købte grunden og præsenterede drømme så store, at man næsten kunne se fanfarerne og fyrværkeriet lyse himlen op, er der ikke sket meget. Faktisk er der sket mindre end lidt. Den engang så bevaringsværdige fabrik har tabt taget, facaden og enhver værdighed. Nu står den og ser forurettet ud, som en glemt bryllupskage, der langsomt kollapser under vægten af brudte løfter. Politikerne i Aarhus Byråd har set bekymrede ud i årevis. De har peget fingre, hostet diskret og sågar stampet lidt i gulvet, men der sker stadig ingenting. Borgerne sukker, ryster på hovedet og mener, at alt dette muligvis er en stor strategisk manøvre fra entreprenøren. Det er trods alt nemmere at rive noget ned, når det i forvejen ligger og vrider sig i ruiner. "Vi føler os lidt taget ved næsen," sagde en lokal beboer efter et møde. "Vi fik store ord og et kulturhus, men endte med skimmelsvamp og rotter." Så oprandt den store dag den 11. marts 2025 i Engdalskolens aula. Forventningerne var omtrent lige så høje som et fortov, men salen blev alligevel fyldt op med mennesker og en afdæmpet blanding af kaffe, irritation og forsigtig optimisme. A. Enggaard præsenterede med alvorlig mine, hvordan der nu – denne gang altså helt seriøst – skal bygges 75 boliger til aldersgruppen 50+. Nogle fælles faciliteter på 500 kvadratmeter skal åbnes for alle, og yderligere 250 kvadratmeter reserveres til beboerne i den famøse Jaka-bygning. Folk i salen kiggede på hinanden. En enkelt hostede demonstrativt. "Jeg tror, de ønsker, at vi skal bløde lidt," lød det tørt fra en beboer med armene over kors, der i flere år har følt, at hans nabolag blev holdt som gidsel af store ambitioner og manglende handling. Spørgsmålet hænger stadig ubesvaret i luften, om parterne nogensinde finder hinanden, eller om Jaka-grunden bliver Aarhus' evige symbol på, hvordan flotte løfter langsomt forvitres, mens murene falder sammen.
Fronterne står trukket op om Jaka-grunden: Skyldens væsen og ansvarlighedens pris Når mennesker handler, sker det ofte under indtryk af det, der endnu ikke findes. Således foregik det også, da entreprenørvirksomheden A. Enggaard i 2017 frembragte visioner om et blomstrende kulturhus på Jaka-grunden i Højriisparken, Brabrand. Dengang florerede optimisme og drømme, men tidens gang har ubarmhjertigt afsløret en virkelighed, hvor løfterne smuldrer hurtigere end murværket på den gamle fabriksbygning. Virksomheden har erkendt sine fejl, bøjet hovedet og indrømmet, at visionerne blev solgt, før virkeligheden var parat. Men hvad er undskyldningens væsen, hvis handling ikke følger ord? Skylden er en ejendommelig størrelse, for mens erkendelsen af skyld måske kan mildne sjælens byrde, ændrer den intet ved den konkrete verdens tilstand. Forfaldet fortsætter ubarmhjertigt, og borgernes fortvivlelse over det svigtede løfte vidner om, at handlingens tomrum ikke alene fyldes med ord. I Aarhus Byråd anes en eksistentiel skepsis. Politikernes og borgernes tvivl synes at spejle sig i hinanden, som om tilliden mellem dem er blevet til en sart og skrøbelig konstruktion, der trues af enhver ny skuffelse. Nogle hævder endda, at det hele var en bevidst hensigt fra virksomhedens side – at lade bygningen forfalde til et punkt, hvor nedrivning var den eneste mulige vej. Måske en form for kalkuleret uansvarlighed, der tjener en skjult hensigt snarere end det fælles bedste. Den 11. marts 2025 præsenterede virksomheden så en ny vision i Engdalskolens aula: 75 boliger målrettet en moden aldersgruppe, akkompagneret af fælles faciliteter, som med generøse løfter igen søger at samle beboerne om et fællesskab. Men det åbne spørgsmål er, om ord alene denne gang vil genoprette den tabte tillid, eller om afstanden mellem parterne allerede er blevet så stor, at den umuligt kan krydses. "De ønsker, at vi skal bløde lidt," udtaler en stemme fra mængden, og i dette udsagn fornemmes essensen af konflikten: en følelse af, at en moralsk gæld stadig mangler at blive betalt. For måske handler det ikke blot om fysiske bygninger, men snarere om ansvarlighedens pris i et samfund, hvor troværdighed og tillid altid kræver handlingens tyngde. Så længe handlingerne udebliver, bliver spørgsmålet ved med at spøge: Hvor længe kan man sælge fremtiden uden at levere nutiden?
Fronterne står som klare silhouetter mod en himmel, der nægter at skifte farve. På Jaka-grunden i Brabrand udfolder en kamp sig mellem nostalgien og nutiden, mellem løfterne og de skuffede forventninger. Nu står entreprenørfirmaet A. Enggaard endnu engang midt i stormens øje og forsøger at finde vej tilbage til byens gunst med nye løfter om boliger og fællesskab. I 2017 lød tonerne anderledes, mere melodiøse og lovende. Kulturhuset, der skulle pryde området og løfte fællesskabet, viste sig at være en sang uden musik. Fabriksbygningen – dette stolte stykke industrihistorie, som man havde lovet at værne om – står i dag som en ruin, hvor ukrudtet har kronede dage, og murværket flager af i en trist, monoton takt. Mistanken hænger tungt i luften: Var dette mon hensigten fra start? Var det blot et spil for galleriet, en elegant dans på kanten af reglerne, for til sidst at rive ned og bygge nyt? "De ønsker, at vi skal bløde lidt," siger flere borgere, mens de stirrer skeptisk på nye planer, der nu rulles ud. Det handler om 75 boliger, nøje målrettet borgere over 50 år, og knap 500 kvadratmeter til delte faciliteter. Som en beskeden håndsrækning mod fortidens brudte løfter reserveres 250 kvadratmeter alene til dem, der kommer til at bo bag Jaka-fabrikkens falmede facade. Men tilliden er slidt tynd som en gammel filmrulle, og politikerne, der føler sig ført bag lyset, bærer på en kollektiv bitterhed. De har hørt undskyldningerne, set hovederne bøje sig og bekendelserne falde tungt på gulvet, men handlingerne udebliver. Hvad der skulle have været en kulturel juvel i Brabrands krone, er blevet en genstand for bitter diskussion og uindfriede drømme. Det store spørgsmål er nu, om A. Enggaards nyeste udspil vil kunne bygge bro over kløften mellem intention og realitet, mellem mistro og forsoning. Eller vil Jaka-grunden fortsat stå som monument over en tid, hvor løfter blev givet og glemt, og hvor skyggerne voksede lange i ventetiden på det lovede lys?