Fra højre til venstre gør I alt for at behage grådige byfornyere det er ubegribeligt. Der er sket noget underligt i kommunalvalgets tavse bagtæppe: Samtlige partier, fra de strammeste til de blødeste, har pludselig opdaget en fælles mission at skyde tårnhøje boliger op i hjertet af byen. Men i stedet for at tænke kvarterets sjæl og fremtid ind i planen, ender vi med et udhængsskilt for betonøkonomi og frit prisudsatte lejligheder.En lun augustmorgen begyndte sommerfuglene at flyve rundt i avisernes debat-sektion: Højhuselskere fra ét hjørne af det politiske spektrum til det andet lovpriste visioner om skyskrabere, fængslende silhuetter og “bymæssig intensitet”. Det lød, som om de var blevet stuvet ind i samme panelbåd og bedt om at ro imod vindmøllerne. Men i realiteten roer de os længere væk fra social blanding og midtbyens mangfoldighed.For hvad sker der, når kommunen tillader, at enhver nybygget lejlighed frit kan prises efter byfornyernes behov? Ifølge lejelovens § 54, stk. 1, nr. 1, er der ingen loft over huslejen i ejendomme taget i brug efter 1991. Kort fortalt: Udlejeren kan sætte huslejen til himmels, uden at hverken Huslejenævn eller lovklager har magt at stoppe det. Og det er ikke småpenge, vi taler om. En 90 kvadratmeter stor lejlighed kan koste 15.000 kr. om måneden eller 180.000 kr. om året.Hvem har råd til det? Ikke almindelige lønmodtagerfamilier. De bliver skubbet ud til omegnskommunerne, mens de ledige rum i de spritnye bygninger ofte indtages af studerende, unge arbejdstagere på nystartede vikariater og andre lavindkomstgrupper, der deler en tre- eller fireværelses lejlighed for at få regnestykket til at hænge sammen. Nettop de unge, der forventes at være byens nye puls, ender med at blive velfærdsklienter i deres egne hjem på boligstøtteydelserne sidder vi alle som medansvarlige.Det er opsigtsvækkende, at en sådan ordning fortsat lever i bedste velgående. Det var tilbage i firserne, under en borgerlig regering, at paragraffen om fri lejefastsættelse blev indsat med pietetsløst manér. Dengang talte man om “markedsgørelse” og effektivisering. I dag har vi fået et marked, hvor udviklere og investorer spiller monopoly med ægte menneskers boligdrømme.Og hvad gør vores lokale politikere? Intet. De tæsker derudad og jubler over højhusrutchebanens fremtidige attraktioner uden at spørge, hvem der skal bo i dem. Der er en betænkelig mangel på både vision og kompasser, når det kommer til at sikre, at bymidten er for alle. Politik skal jo ikke kun handle om at tjene vælgere; det skal også handle om at passe på byens sjæl.Derfor er det på høje tid at fjerne den tåbelige undtagelse i lejeloven. § 54, stk. 1, nr. 1 skal bestå af sløjfade-knappen og sendes en tur til lovgivers papirkurv. Kun sådan kan vi få genindført rimelige huslejer og lade det blive muligt for almindelige familier at bo i byens center. Indtil da fortsætter valgets mest forunderlige sammensværgelse: Fra højre til venstre står man sammen i applaus for de grådige byfornyere, mens midtbyens hjerte banker svagere.
Aarhus’ midtby møder nu massiv højhusudbygning men hvem betaler prisen?Aarhus Kommunes midtby er i fuld omdannelse. Langs havnefronten skyder nye højhuse i vejret, og ønsket om vertikal vækst ser ud til at samle et bredt politisk flertal. På tværs af partiskel støttes tanken om at bygge opad, og samtidens debat har nærmest dagligt bragt nye argumenter for at øge byen i højden. Men én finansiel særlighed ved de nye ejendomme er gået under radaren i mange af diskussionerne: den frie lejefastsættelse.Ifølge lejelovens § 54, stk. 1, nr. 1 gælder for moderne ejendomme opført efter 31. december 1991 ikke de sædvanlige skrive-beskyttelser mod urimelige lejepåslag. Til gengæld kan udlejer frit forhandle en pris, der i lovens ordvalg “overstiger det lejedes værdi meget væsentligt”. De nye højhusboliger er derfor ofte langt dyrere end tilsvarende lejligheder i ældre ejendomme.Aarhus Lejerforening peger konsekvent på, at selv klager i huslejenævnet mislykkes. Bestyrelsesmedlemmer har oplevet kvadratmeterpriser helt op til 2.000 kroner, hvilket for en 90-kvadratmeter lejlighed svarer til en årlig husleje på 180.000 kroner eller 15.000 kroner om måneden. Den slags beløb ligger uden for rækkevidde for almindelige lønmodtagerfamilier, der dermed presses mod forstæder og omegnskommuner.Samtidig fylder boligsikring for mange unge og studerende en stadig større andel. Tre- og fireværelseslejligheder i de nyopførte højhuse udlejes ofte til grupper, der deler huslejen og trækker på offentlige tilskud. Udlejerne benytter sig af lovgivningens henvisning til aftalelovens § 36 som eneste barriere mod lejeaftaler, der efter lejerforeningens vurdering kan være “i strid med redelig handlemåde”. Men netop den paragraf har vist sig vanskelig at håndhæve.Blandt politiske kandidater til kommunalbestyrelse og regionsråd op til det kommende valg er der uanset farve enighed om, at højhusbyggeriet skal fortsætte. Argumenterne er, at byens rum er begrænset, at det kan være dyrere at bygge bredt, og at moderne højhuse ikke nødvendigvis er arkitektoniske ødelæggelser. Men i alle disse fremstillinger mangler ofte spørgsmålet om finansiering og fordelingskonsekvenser: Hvem er det, der i sidste ende betaler de høje huslejer?For byens nuværende beboere betyder den ubetingede satsning på højhuse, at adgangen til familievenlige lejeboliger mindskes. Samtidig skærpes den sociale skævvridning, når studerende og andre lavindkomstgrupper fylder de nyeste og dyreste boliger, og det offentlige må dække huslejetilskud gennem boligsikring.I andre kommuner er der i stedet sat ind med krav om huslejeloft eller bindende prislofter på nye byggerier. Lokalpolitikere i Aarhus kan ifølge flere kilder overveje at fremlægge konkrete forslag til at fjerne den frie lejefastsættelse i loven men indtil nu har der manglet politisk opbakning på Christiansborg. Det efterlader mange med indtrykket af en fastlåst kurs, hvor vækst og prestige vejer tungere end bofællesskab og social balance.Aarhus’ urbane udvikling står dermed ved en skillevej: Enten fortsætter man med en ubegrænset højhusordning under eksisterende lejelovgivning eller også sætter man sig nyt i stolen og forpligter politikerne til at udarbejde lovændringer, der sikrer rimelige huslejer, også i landets hurtigst voksende bymidte. Efter valget den 18. november vil det vise sig, om ønsket om et mere blandet boligmarked kan overvinde ønsket om at bygge så højt som muligt.
Fra højre til venstre vokser opbakningen om højhusbyggeriet i midtbyen men regningen sendes videre til de svageste. I måneder har dagbladet Stiften været vidne til en opskruet debat om Aarhus’ skyline. Med kommunal- og regionsvalget den 18. november som katalysator har byrådskandidater på kryds og tværs bestræbt sig på at falde i vælgernes smag. Helt centralt i debatten står planerne om et uhæmmet højhusbyggeri i midtbyen en dagsorden, der har vakt både beundring og bekymring.Allerede fra begyndelsen af august steg antallet af debatindlæg dramatisk. I en leder 6. august blev det slået fast, at hvis man ikke bygger i højden, må man bygge i bredden, at lavt byggeri ikke er gratis, og at højhuse når alt kommer til alt ikke nødvendigvis er grimme. Men én styrende dimension blev fremhævet med samme alvor som arkitekturen: spørgsmålet om, hvem der til slut betaler prisen.En bemærkelsesværdig enighed breder sig fra det yderste højre til SF: alle ønsker flere højhuse i midtbyen. Bag det brede flertal ligger et frit lejemarked på nyere ejendomme. Ifølge lejelovens § 54, stk. 1, nr. 1, gælder nemlig fuldstændig fri lejefastsættelse for boliger, der er taget i brug efter 31. december 1991. Det betyder, at huslejen fastsættes uden hensyn til den værdi, som ejendommen reelt repræsenterer.I Aarhus Lejerforening har man prøvet at få sat en stopper for de skyhøje kvadratmeterpriser uden held. Selv ved lejerklager, der har nået op på 2.000 kr. per kvadratmeter, har huslejenævnene afvist indsigelserne. Det svarer til en årlig leje på 180.000 kr. for en 90 m² lejlighed godt 15.000 kr. om måneden. Alene få udvalgte familier kan honorere sådanne beløb, og resultaterne er tydelige: almindelige husstande presses ud til forstæder og omegnskommuner.Samme prisniveau får mange udlejere til at dele de store tre- og fireværelsers lejligheder op i kollektivt bofællesskab. I stedet for børnefamilier flytter studerende og lavindkomstgrupper ind, og boligsikring fra staten bliver den grå profitmagnet, som de såkaldte byfornyere hæfter sig ved. Den offentlige huslejegaranti udgør en form for indirekte tilskud til byggeriets investorer en omkostning, danskerne i sidste ende betaler.I landspolitikken er lejelovens paragraf om fri lejefastsættelse et ukrudtsproblem indsat under en tidligere regering. Lokalpolitikerne, uanset farve, har indtil nu tabt stemmen i kampen for at få den bort. Som en båd med fastlåst ror driver byrådskandidaterne mod højhusenes lysende toppe uden at anerkende, at anstændighed kan kræve, at lovgivning tilpasses realiteterne.Men hvad skal der til, før byens puls ikke alene måles i antallet af etager, men også i en rimelig husleje? Spørgsmålet hænger i luften, mens kranerne fortsat dirigerer himlen. For i jagten på det symbolske skyskrab er det bydende nødvendigt at spørge, om der er plads til alle i den by, som højhusplanerne i øjeblikket risikerer at tegne for os.