Brabrand: Fra flinteøkser til boligblokke en landsbys stille revolution Af Karen Søgaard Da de første mennesker trak sig tilbage fra isen for godt 12.000 år siden, var der endnu ingen veje at følge, men sporene af flinteredskaber og et lille grubehus vidner om, at netop her ved det, vi i dag kalder Brabrand åbnede sig et nyt kapitel i dansk forhistorie. Siden da har området undergået en lang række forvandlinger: fra skovklædt vildmark til vejby, fra middelalderlige fæstegårde til stationsby og videre til parcelhuskvarter og tæt boligbyggeri. »Det overrasker mange, at Brabrands historie rækker så langt tilbage,« siger lokalarkæolog Mette Kronborg og trækker i sin snørklede ske: »Allerede i stenalderen var mennesker så tiltrukket af søbreddens frugtbare jord og skoven på den anden side.« Middelalderens vejby og herremænd Gennem århundreder ryddede bønderne skov og inddrog ny dyrkbar jord. Brabrand voksede frem som en række gårde langs en østvest-gående landevej klassisk vejby-profil. Indtil 1200-tallet ejede gårdejeren—som udgangspunkt—sin egen jord, men efterhånden tog kirken og adelen over. I Brabrand Sogn kom næsten alle fæstegårde under kirkens beskyttelse, mens herremændene ved Brabrand Hovgård sad på resten. I 1683 registrerede markbogen 13 gårde og tre småhuse i landsbyen. Hovgården lå strategisk ned mod søen og havde i modsætning til naboerne adgang til de grønneste agre i bymarken. »Det var magt, når man ejede jorden,« konstaterer historiker Henrik Lynge. »Herremanden styrede livet i landsbyen langt mere end præsten i kirken.« Kirke i sten og træ Præstegårdens opsyn glemte dog ikke at bygge en kirke. Den første af slagsen rejste sig i rå kampesten allerede i 1200-tallet. Gennem de følgende århundreder blev den udbygget og ombygget: gotiske vinduer, hvælvinger, et nyt tårn indtil arkitekt Harald Lønborg Jensen i 192425 gav den et nutidigt løft. Inden døbefonten fra 1200-tallet, prædikestolen fra 1650 og en altertavle fra 1595 blev ændret eller genanbragt, lå der en enkelt romansk detalje og blinkede: korbuen og et par vinduer. I dag hilser kirken besøgende med et diskret miks af romanik, renæssance og tidlig moderne stil og en cocktail af motivet ’Jesu vandring på søen’ signeret Jens Hansen Aarslev. Jernbanens komme og landlivets langsomme afgang Den 3. september 1862 standsede kong Frederik 7.s tog pompøst ved Brabrand Station på den nyåbnede bane mellem Aarhus og Randers. Byens første station blev hurtigt en magnet, men det tog år, før bønderne kom af sted med jernbanebilletter i hånden. Mange havde simpelthen ikke råd. Derfor fortsatte fodvandringerne mod Aarhus længe efter. Tre år senere lå 36 gårde og huse langs Hovedgaden, og for første gang opstod en nordlig adgangsvej Jernbanevej langs sporet. Fra landsby med én gade til stationsby med to: det var begyndelsen på en stille revolution. I 1890’erne blev der udstykket jord til parcelhuse, især vest for kirken. Aarhusianere byttede byens mørke lejligheder ud med villadrømme: lys, luft og en lille have til børnenes leg. Boligdrømme og nye erhverv Hvor mark og køer engang var dagligdag, kom håndværkere, købmænd og gartnere til. Brabrand blev stille og roligt mere end agerbrug. Indbyggertallet steg, og byen bredte sig ud over sin oprindelige kerne. En landsby i forandring: fra lerede marker til brostensgader, fra malkekøer til børneinstitutioner og villaveje. Hans Broge og villaen, der forsvandt Ingen har sat tydeligere præg på Brabrand end købmanden Hans Broge. I 1868 stod hans sommerresidens færdig på en skråning nord for jernbanen. Anlægget blev anlagt med stier, beplantning og en stor sten, der mindede om istidens kræfter. I 1901 skænkede Broge området til kommunen, og ’Hans Broges Bakker’ har siden været et af de mest besøgte udflugtsmål i lokalområdet. Men villaen nåede aldrig at blive fredet. I 1987 trods store protester og flere hundrede underskrifter røg den sidste rest af Broges arkitektoniske arvegods til fordel for 120 nye boliger i røde mursten. I dag vender mange brabrandere stadig blikket mod den retning og undrer sig: Hvorfor rev man det smukkeste minde om byens velmagtsdage ned? I backspejlet tegner Brabrands udvikling et billede af kontinuerlig tilpasning: fra uvejsomme marklandskaber til stationsbyen, fra herremændenes magt til parcelhusdrømme og videre til tættere bebyggelse. Men ét forbliver uforandret: lysten til at slå rødder her, ved søen, i landet bag Aarhus’ larm. Det er den samme drift, som hen over flere årtusinder har fået mennesker til at bo, bygge, dyrke og elske dette hjørne af landet.
Brabrand har båret menneskets aftryk gennem årtusinder. Arkæologiske fund flinteredskaber, rester af oldtidshøje og et lille grubehus vidner om liv og virke her lige efter sidste istid. Dengang dækkede tæt, urskovsagtig vildhed landskabet; langsomt åbnede mennesker sig vej, ryddede jord til ager, og skabte de første udstrakte marker, der senere blev til Brabrands markområde.Langs en gammel landevej fra øst mod vest lå landsbyens gårde som perler på snor. Frem til middelalderen ejede bønderne hver deres gård, men økonomisk pres førte dem ofte til at afstå jord til herremænd og kirkens mænd. Snart blev fæstegårdene i sognets udkant kirkeligt ejede kun landsbyens enkelte gårde undgik denne omskiftelige magtfordeling. Adelen ved Brabrand Hovgård, beliggende sydvest for kirken ned mod søen, ejede til gengæld de gårde, hvis agre lå i sammenhæng, og som høstede frugten af bymarkens store strækninger. Ved markbogen 1683 var landsbyen hjemsted for 13 gårde og tre mindre huse med jord.Middelalderkirken, formentlig opført i 1200-tallet af rå kampesten, har gennem tiderne undergået adskillige ombygninger. Den nuværende form stammer i høj grad fra den store renovering i 192425, mens et nyt våbenhus fra 1979 fulgte de tidligere linjer. Krystalklare korbuer og enkelte romanske vinduer peger stadig tilbage mod den oprindelige byggekunst, ligesom døbefonten fra 1200-tallet bærer vidnesbyrd om troens kontinuitet. Altertavlen har rødder i renæssancen fra 1595, men indrammer i dag et moderne billede af Jesu vandring på søen, mens prædikestolen fra 1650 har fået flere ansigtsløft, senest i 1924.Året 1862 blev et vendepunkt. Jernbanen mellem Aarhus og Randers blev indviet den 3. september under kongelig fanfare, og første stop var Brabrand Station. For mange blev rejsen stadig en fodtur til Aarhus; luksus betød privilegium. Alligevel begyndte byen langsomt at formes om: Ny vej, Jernbanevej, fulgte nord for sporene, og stationen trak små industrier og handelsdrift til.Fra 36 gårde og huse i 1865 tog bebyggelsen form. I 1890’erne skød parcelhusene op i de hidtil ugenerede områder vest for kirken. Markparceler blev bygrunde, og mange aarhusianere søgte mere plads, lys og luft. Håndværk, gartneri og mindre fabrikationer afløste det ensidige agerbrug. Byen voksede uden pludselig spring, som om den førte en stille samtale mellem fortidens landbrugstraditioner og fremtidens byliv.I dette nye landskab rejste en af byens mest prominente borgere, købmanden Hans Broge, sin villa på et skrånende terræn nord for banen i 1868. Anlægget omkring huset blev en oplevelse af kuperet natur med beplantning og en stor sten, senere skænket til kommunen som rekreativt område under navnet Hans Broges Bakker. Villaen stod om end af ælde prydet af slid helt til 1987, da den røg for udviklingens snærende tanker. Trods protester forsvandt huset, og i dag står boligblokke i røde sten, hvor gårdsporten engang blev åbnet.Brabrand udfolder sig stadig som et landskab, hvor hver tidslag fører sine spor videre. Menneskelig aktivitet har igen og igen formet jorden, rejst huse og rejst nye spørgsmål om fællesskab, tradition og fornyelse. I dette dialogiske rum mellem det gamle agerland og den ny by står byen og inviterer til at lægge øre til sin lange, svarende stilhed.
Brabrand har formet sig gennem årtusinder. Arkæologiske fund af flinteredskaber, oldtidshøje og et grubehus dokumenterer menneskelig aktivitet lige siden landet atter stod frit efter sidste istid. Oprindeligt dækket af tæt skov blev området gradvist ryddet og dyrket, og langs en øst-vest gående landevej opstod den første vejby, Brabrand.I middelalderen ejede bønderne selv deres gårde, men efterhånden overtog kirken og lokale herremænd størstedelen af fæstegårdene. Mens præstegården forblev kirkens ene indskud i landsbyen, herskede adelen fra Brabrand Hovgård over jord og marker sydvest for kirken. I 1683 stamper markbogen instruktionen klar: 13 gårde og tre huse med jordstrimler i fælles bymark vidner om en landsby stadig bundet til agerbruget.Den romanske kirke, opført i 1200-tallet af rå kampesten, har undergået adskillige ombygninger. Seneste store renovering i 1924-25 bar arkitekt Harald Lønborg Jensens hånd; i 1979 fulgte et nyt våbenhus efter Jørgen og Kai Schmidts tegninger. Nogler originale bygningsdele består: korbuen og enkelte vinduer stammer fra romansk tid, døbefonten er fra 1200-tallet, prædikestolen fra 1650 og altertavlen en renæssanceudskæring fra 1595 flankeres af et nyt centralt billede, hvor Jesu vandring på søen udfolder sig.Den 3. september 1862 indviede kong Frederik 7. med grevinde Danner til stede jernbanen mellem Aarhus og Randers. På kongens befaling gjorde toget første stop i Brabrand, inden forbindelsen dagen efter åbnedes for offentligheden. I de første år forblev mange rejsende dog tro mod velkendt gåben frem for billetsalget. Trods beskeden start med en samling huse langs Hovedgaden voksede byen hurtigt: Jernbanevej sprang frem på nordsiden, og stationsbyen oplevede i 1890’erne byggeboom. Udstykninger vest for kirken bragte parcelhuse og nye beboere, ofte århusianere på jagt efter mere plads og frisk luft. Byens erhvervsprofil udvidedes fra agerbrug til håndværk, handel, industri og gartneri, og indbyggertallet steg.Et særligt kapitel i Brabrands historie er Hans Broge. Aarhus’ toneangivende købmand lod i 1868 opføre en villa på det skrånende terræn nord for banen primært til sommerbrug. Anlægget blev beplantet, og i 1901 skænkede Broge grunden til den kommunale administration. I dag kendes området som Hans Broges Bakker. Trods arkitekturhistorisk værdi blev villaen nedrevet i 1987 for at give plads til et boligbyggeri. På grunden ligger nu Hans Broges Have en samling røde murstensblokke, hvor byens storbyminder møder Brabrands markante udvikling.