Letbanen i dødvande: “Det skriger jo til himlen!” Mandag morgen i Lisbjerg: Solen vælter ind over villakvarterets nyanlagte græsplæner, men der lyder ingen venlig klingklang fra Letbanen ned langs Lisbjerg Bygade og videre op mod skolen. Letbanen holder pause. Eller, nej, ikke pause, den har prøvet at stå spillevende siden februar, men altså kun næsten: Siden vinterferien har 500 meter letbanespor ligget ubrugt, blomstret til et særligt skoleeksempel på, at transportmidler faktisk kan gå i barndom midt i vokseværk.“Ja, undskyld mig, men hvad pokker foregår der?” spørger Christopher Bering Baden med et træk på skuldrene og blikket over brillerne, mens en flok skolebørn passerer forbi til fods skoene lidt vådere, jakkerne lidt mere slidte. Han smiler skævt og peger op mod sporet, hvor skinnerne skinner: “Nogen må da have tabt koblingsnøglen!”Det er magnetskinnebremsen, siger Letbanens folk. Den vender bunden i vejret og får ondt i sporskiftet, og nu skal de voksne diskutere i måneder noget med ansvar, der dukker op som vintergækker i februar og nægter at lægge sig. Mens forhandlingerne står på, må Lisbjerg leve som spøgelsesby, hvor Letbanen kun fløjter igennem, lige til byskiltet.Bilerne står i kø på Ringvejen. Studerende lunter klokken 7.09 ud af hoveddøren, med rygsækken slæbende og Google Maps fremme: “15 minutter til Uni? Glem det. Du skal ud og gå, min ven.” En mor med benspænd i kalenderen prøver at forklare, at skoleudflugten i dag går til Brugsen og ikke længere bussen har ikke plads til mere end otte børn ad gangen.Rundt omkring i Lisbjerg dukker rygtet op: “Måske lukker de bare helt vi er jo kun udkant.” Og det rammer noget dybt, for Lisbjergs borgere har vokset sammen med Letbanen, følsomt som birkebugtens rødder. “Det skriger jo til himlen!” lyder det fra Christopher, “at det åbenbart ikke er vigtigt nok at reparere en fejl, når man bor udenfor Ringvejen. Men nu har vi så fået at vide, at det ikke er permanent vi får (måske) vores letbane tilbage.”Men forventningsglæden er besk med bismag. For fire måneder er allerede gået, og nu annonceres der ni måneder måske længere. Byens flittige folk læser forklaringerne højt fra nettet, men ingen forklaring kan rigtig varme fødderne eller afkorte skolevejen: “Er vi det hul i osten, som ingen gider reparere?”Mens sporet gror til, og hverdagen rumler videre i Lisbjerg, står spørgsmålet tilbage: Hvor lang tid kan man egentlig holde vejret for en letbane? Det føles næsten som årtier. Men måske, en dag, kommer Letbanens skingrende ring igen og bliver til hverdagens sagte dåd. Indtil da må Lisbjerg klare sig stærk i benene, stivnakket i tålmodighed, med længslen løbende langs skinnerne.
Lukket Letbanestrækning Vejrer Uro i Lokalsamfundet: Det Skriger Jo til Himlen Af journalist ved Århus Stiftstidende I Lisbjerg, nord for den travle karakter af Aarhus’ indre ringvej, er fornuften blevet sat på en alvorlig prøve. Et enkelt stykke på blot halvtreds gange ti skridt, en letbanesnor gennem landskabet mellem Lisbjerg Bygade og Lisbjergskolen, har nu i snart fire måneder været givet hen til tavshed og stilstand.Det er ikke nogen stor plet på verdenskortet, der er lukket; ikke engang en kilometer, kun et mastodontisk lille skridt for en letbanetog. Men ikke desto mindre mærkes fraværet vidt og bredt. Hverdagsrytmer, som den sagte den sagte morgenfråd i landsbyen, rammes umærkeligt, når de unge studerende må tage flere kilometer under fødderne, og de belæssede biler bliver stående mutte i de småbyens køer. Skolens børn ser udflugterne skrumpe ind, mens de voksne i kor udspinder den samme frustration: “Det skriger jo til himlen,” siger én og får tilslutning fra mange.Baggrunden: Letbanetogene har fået sår. Magnetskinnebremserne, skabt til præcision, blev, da de passerede sporskifter, ramt af skade; og derpå er dialogen mellem de ansvarlige parter blevet fastlåst, som om selve samtalen også kørte af sporet.Men hvor diskussionens stemmer forbliver tekniske og forsigtige, slår ekkoet blandt Lisbjergs beboere hårdere. Flere har rettet blikket mod avisen formuleret deres frygt: Er dette kun begyndelsen? Er en endelig lukning undervejs? Usikkerheden, den diffuse anelse af at være skubbet fra bordet, får uro til at slå rod under det umiddelbart nære. Hvor mange reparationer får forrang, mens forstæderne må vente?Christopher Bering Baden, der repræsenterer Lisbjerg i det lokale fællesråds byudviklingsudvalg, sætter ord på netop den mistankens snerrende fornemmelse: “Man kan desværre ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at det tilsyneladende ikke er vigtigt nok at få repareret en fejl på letbanen hos os, der bor udenfor Ringvejen. Det skriger jo til himlen, at der skal bruges seks måneder på at løse et teknisk problem i et sporskifte.”Da søndagens artikel i Århus Stiftstidende kunne fortælle, at trafikken er aflyst året ud, blev der holdt udånding på stedet. Truslen om en total sløjfning fortog sig for en stund; men i forlængelsen heraf nærer ni måneder uden lysende vogne på sporet alligevel resignationens tomrum. Måske endda længere. For er der ikke noget paradoksalt i, at man både kan finde tryghed i, at noget endnu ikke er for evigt forbi, og samtidig udmatte sin tålmodighed i venten på, at noget ganske småt kan gøres i orden?Dette er ikke alene en praktisk gene. Det er en prøvelse på tillid. For når løsninger ligger klar, men handlingen udebliver, samler luften sig om det, der ikke bliver sagt. Hvor noget banalt bliver kompliceret, vokser der erfaringer frem, som kan sidde i kroppen længe efter, at letbanen kører igen.Det, der synes at være blot 500 meter letbaneskinne, bliver til 500 meter social relation, 500 meter forventning, og for Lisbjerg 500 meter forladt optimisme. Den virkelighed, at et lille stykke byrum i al stilhed er blevet isoleret, siger mere end tal kunne: Den taler om, hvordan det at være udenfor kan føles som mere end blot en adresse på den rigtige side af Ringvejen. Det er menneske, ikke maskine, der lider længst.
Lukket letbanestrækning vækker undren og irritation: “Det skriger jo til himlen”Under den tunge forårshimmel ligger Lisbjerg og skutter sig. Det er ikke en slagsom vinter, men den slags ventetid, hvor dagene går i cirkel, og hverdagens små rutiner trækkes som en gummiagtig tråd mellem to vejspor. For her, midt i byen, hvor barnevogne, studerende og pensionister har vænnet sig til den rytmiske rullen fra Letbanen, er der nu stilhed. Ikke af den poetiske slags—nej, den plumpe, ubehagelige tavshed, der opstår, når et 500 meters bindeled bliver en barriere.Letbanen standser. Ikke bare for en eftermiddag, men i nu fire måneder. Det drejer sig, teknisk set, om et sporskifte og en magnetskinnebremse. Sporskifteordet lyder næsten som en metafor fra en lærebog om viljesretning og udvikling. Men mekanikken kommer på tværs, og pludselig går byen på benskinner. Studerende, hvis skoledage allerede er fulde af kompromiser, må gå flere kilometer, mens lærere skærer klassens udflugter ned til noget alt for nærværendeingen Århus, kun Lisbjerg. Ja, og endnu. Blot ingen letbane.Bilerne står som en parade i kø, og brændstoffet drypper ud som tålmodighed. Sveden har fået tag i Lisbjerg, men ingen kan vaske hænderne rene. For hvem har skylden? Er det ingeniørernes problem, ledelsens sendrægtighed eller politisk dovenskab? Svaret er hængt op på et stativ udenfor Ringvejen, hvor man kan læse: “Vi arbejder på sagen.”Men ude i Fællesrådets byudviklingsudvalg rører uroen på sig. Christopher Bering Baden, stemme og daglig fodgænger, siger det, ingen bus kører udenom: “Man kan desværre ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at det tilsyneladende ikke er vigtigt nok at få repareret en fejl på letbanen hos os, der bor udenfor Ringvejen. Det skriger jo til himlen, at der skal bruges seks måneder på at løse et teknisk problem i et sporskifte.” Ordene rammer ikke alene, men tager den kolde luft i Lisbjerg til med kritik.Og måske. Måske er det bare hverdagen, der sætter sigden slags skuffelse, som forretningsfolk ikke regner på, men som studerende og forældre må måle op i skridt og meter. Århus Stiftstidendes artikel, der varslede aflysninger året ud, satte dæmper på de vildeste rygter om total nedlukning. Men hvad hjælper beroligelse, når hver kilometer føles som en konstant påmindelse om, hvor nemt periferien pilles ud af forbindelsen?Så venter byen videre. Venter på, at letbanens hjul igen klapper luften sammen under sig og fletter Lisbjerg ind i Aarhus’ levende trafikpuls. Men i Lisbjerg er det ikke letbanens drift, der mangler. Det er viljen til handling. Underligt bliver det, når omverdenen synes at sige: “Vi har travlt, men ikke med jer.”Og mens månederne ruller videre på tomme skinner, høres kun de faste skridt på fortovet. For nogle er det bare 500 meter. Herude føles det som meget mere.