DET MÅ BARE IKKE SKE.Aarhus Kommune Afviser Ansvar: Bil Bragede Ind Til Fest Afspærring Fjernet Få Minutter Før.Det var som et blåt lyn gennem gaden men ikke sådan et romantisk klimaks, som når solen går ned over Vestergade, og alting bliver lidt mere rart. Nej, her lørdag nat var det fornuft og sikkerhedsplaner, der pludselig tabte pusten, og de tapre festdeltagere blev ufrivilligt til aktører i noget, der næsten kunne lyde som starten på en sort-humoristisk roman. Men det var alvor. For det ER altså ikke slut endnu, den der danske uskyld; mennesker blev kørt ned lige midt i Aarhus.Klokken mangler fem minutter i midnat. En afspærring fjernes i den tro, at nu må det vist være slut med løjerne. Festen skulle efter planen være forbi, og Vestergade gerne forvandles til noget mere trafiksikkert. Men festen var ikke forbi. Mennesker dansede stadig som vingeskudte duer på gågaden, da en bil, ubesværet af fabeldyr og færdselstavler, trillede ind og væltede otte personer.Hvem havde ansvaret? Knap var blodtrykket faldet til normalt hos nogen, før snakken gik om, hvor grænsen for sikkerhed skulle trækkes og hvem, der havde farvelagt linjen. Sikkerhedsansvarlige Henrik fra Vestergadefesten forklarede til stor stakåndethed, at de netop fjernede afspærringen fordi: ”Det krævede kommunen. Klokken 00:00 skal det væk!” stod der. Eller gjorde der?Kommunens folk læser nu, som aldrig før, ansøgninger og tilladelser med lup, og bylivschefen forsikrer, at de intet har krævet om natlige afspærringsmanøvrer: ”Var der blevet ansøgt om forlængelse, havde de fået det. Vi godkender det, festen beder om. Kommunen har IKKE dikteret det.” Og hovedet rystes som et klokkeværk: Siden 2022 har det kørt problemfrit.Tunge politiske stemmer runger nu gennem rådhuset. Ingen skal fjolle med sikkerhed, og jeg holderdamer af Danmarksdemokraterne kalder det hele både ’tudetosset’ og ’uacceptabelt’. Han kræver en eftertænksomhedens grand prix: Sagen må granskes, og reglerne skrives om, hvis nødvendigt.Nu sidder alle kommune, politi og arrangører ved evalueringens runde bord, og ser på hinanden. For denne slags må bare ikke ske. Hverken i lille eller stor skala, hverken i Aarhus eller nogen anden by, hvor man stadig tror, at gadefester kun har hovedpersoner og glade bikarakterer - ikke vilde biler med uheldsvanger birolle.Bilen fire unge personer sad bag rattet, ingen længere i politiets bur, men stadig to sigtet. Liv rystet, aften forvandlet, byfest sat på hovedet. Og nu skal papir, planer og GO’NAT! gennemskrives, før nogen igen tør lade festen slippe ud på gaden.For alle var enige til sidst: Det må bare ikke ske igen.
Det må bare ikke ske: Når kontrollens garn slipper én fisk fri.I byens hjerte, hvor Vestergade slynger sig som en art pulsåre gennem den gammelkendte urbanitet, samledes mennesker lørdag aften i den rytme, som kun en rungende gadefest kan give. Trompet og latter fyldte natten indtil et syn rystede festen ud af sin fornøjelse: En bil, et sammenstød, otte sårede og spørgsmålet, der fra nu af vil stå som et åbent sår i byens fælles bevidsthed: Hvordan kunne det ske?Vidners stemmer trækker spor gennem natten nogle hvisker om vilje, om bevidsthed bag rattet, mens myndighedernes ord lader sig hælde som olie på den oprørte sø: Intet tyder på forsæt. Men tilbage står realiteten, ikke forklaringen en bil trængte ind, hvor intet automobil burde passere, og mennesker blev kroppe i kaosset.I skæret fra blå blink løfter sig straks en diskussion, som rækker videre end konkrete ansvarspådragelser; et spørgsmål om, hvorvidt sikkerhed kan forandres til andet end en papirstub, når festen livets midlertidige suspension af ordning, netop breder sig ud over, hvad man kan styre og kontrollere.Arrangørens mund formulerer det, som var der en usynlig hånd bag det hele: “Det var et krav fra kommunen, at afspærringen skulle væk ved midnat.” Men forvaltningens svar luller ikke soriens bølger til ro: Der stod ikke noget i tilladelsen om netop dette tidspunkt; ansøgningen, ikke kommunen, bestemte rammerne. Havde man spurgt om længere tid, var det givetvis blevet betragtet og tilladt sådan lyder det nu, mens ulykken studeres i retrospektiv afmagt.Skyldens spiral snor sig gennem byens institutioner, gennem samarbejdet mellem politi, arrangør og forvaltning. Alle har fulgt velkendte procedurer, og netop derfor føles det ekstra rystende, at hullet opstod i noget så afprøvet, så indøvet. Her er ingen dramatisk kovending, ingen fejlklædt embedsmand med hænderne i kagedåsen kun den menneskelige rutines træghed over for den ustyrlige virkelighed.I denne situation er der tale om gråzonens ansvarsfordeling; ingen lette svar, men dog et ubønhørligt: “Det må ikke ske.” Ikke her, ikke nu, ikke i de tider, hvor byens gæster og beboere lever med minderne om, at det værst tænkelige kan udspille sig når som helst, hvor som helst.Nu skal procedurerne evalueres, regler måske skærpes, og embedsværktøjet skal holdes op mod lyset én gang til. Håbet er, at hullerne i nettet lades mindre næste gang; at intet menneske skal opleve festen vendt til rædsel, fordi maskerne viste sig for store.Der vil være dem, der forlanger, at nogen tager ansvaret på sig. At nogen, et sted i kæden, ville have sagt: “Vi udskyder, vi fastholder, vi sikrer mere.” For byen, dens liv og dens mennesker rummer en fordring, der ikke altid kan fanges i retningslinjers snærende bånd: At det fælles skal beskyttes, også mod det uforudsigelige.Byens nat har én plet til og spørgsmålet står tilbage, om vi i det næste arrangement er blevet klogere, modigere, eller blot mere forsigtige i vores tro på systemernes beskyttelse. Alligevel må vi prøve igen, for fællesskabets skyld. For at det, som ikke må ske, faktisk ikke sker.
Vestergade Mellem Kaos og Forundring: Da Festen Ramte Bilerne.Det var den slags nat, som stædigt nægter at lade sit sjaskvåde regnvejr lægge sig på fortovet; festen pulserede, og Vestergade sitrede af et virvar af latter, trommehvirvler og paphatte, da lørdagens mørke brat blev perforeret af metallisk drøn og hvinende bremseskrig. En bil, som brød igennem den bornerte orden, rullede direkte ind i menneskehavet, og otte fættere af tilfældigheden lå smadret i nuet, indhyllet af råb og det evige blinkende blå.Havde nogen forudset det? Nej. Ville det kunne ske igen? Det er spørgsmålet, som hele denne tilgroede by nu danser rundt om eller tramper ind i under galopperende indignation.En af de frivillige bag festen fortæller, at netop som sekunderne tumlede hen mod midnat, blev afspærringen, denne symbolske linje mellem fest og hverdag, demonteret på kommunens bud. Sådan lød det fra festens egen sikkerhedsansvarlige. Men straks efter blev oprydningens time omdrejningspunkt for en politisk koldfront: Kan det være rigtigt, at byen, som holder gadefest, får frataget sin sikkerhed, mens natten endnu er ung? Byrådsmedlemmer kræver nu svar med versaler. Vi kræver, at nogen tager ansvar!, lyder det fra flere af byrådets nidkære ridderhelme.Men i teknik og miljø slår bylivets embedsmænd ud med armene ”Afspærringen skulle være der, hvi' der blev søgt om det. Ikke et minut mindre, ikke et mere. Vi godkender festen sådan, som I søger. Det er den gamle kontrakt mellem drømmen om en by uden biler i blodet og foreningerne, der vil folkevigør. Ikke mere, ikke mindre.” Sådan siger stemmen fra den kommune, der på sit bedste alle dage forsøger at balancere lysten til at give slip med trangen til at holde styr på alt.To sæt fjendtlige fortolkninger gnider sig op ad hinanden ude i virkeligheden: Nogen siger målrettet påkørsel. Andre nægter, at ulven ville ind i flokken. Politiet, den evige nøgterne stemme, afgør: Intet tyder på uhyggelig vilje, kun uheldets klodsede bagside.Men alligevel, og midt i denne ætsende sky af mistanke og automatreaktion, står faktum: En bil kom ind. Folk blev ramt. Bænken ved højlydt efterspil er besat: To sigtede, fire anholdte og én by, der ikke ved, om den skal tage sit hjerte tilbage, pakke det ind i pullerter og betonblokke, eller bare håbe, at fornuften fremover vil have nattevagt i Vestergade.”Vi laver nu en evaluering.” Sådan lyder det borgersk, som har ligget på bunden af alle byens festbøtter de sidste hundrede år. Skoldhed selvransagelse i koldt glas. Burgeren i nattens boks er måske, at enhver fest altid balancerer mellem utryghedens favn og den sammenspiste by’s kollision med virkeligheden. Dét, vi ikke kan kontrollere, bryder måske først igennem, når vi tror, vi har tæmmet det med afspærringer og tilladelser.Vi vil have svar. Men natten bærer dem sjældent frem på sølvfad. Så vi fortsætter, klager, evaluerer, argumenterer, mens lyden af bilens anslag mod menneskemængden stadig runger i asfalten og gør byen en anelse ældre og måske, måske lidt klogere.