Granitskulpturer på afveje: Mystisk tyveri ryster Elsted Lystrup Beboerhus.Der er gåder, som kalder på eftertanke, og så er der gåder, der tynger. Sidstnævnte kan blandt andet veje flere hundrede kilo og er formet i granit. Sådan en slags forsvandt i al stilhed eller måske ikke helt så stilhed, men i hvert fald ubemærket mellem onsdag den 6. august og mandag i denne uge ved Elsted Lystrup Beboerhus’ parkeringsplads.Historien starter ganske fredeligt, sådan som de bedste historier ofte gør: Et beboerhus. Et stenhugningshold (ja, det findes stadig, også i 2024), der med tilpas seriøsitet og kunstnerisk sans former granit til figurer, der gør både mor og museumsdirektør stolte. Og så et kunstprojekt, der hænger sammen på pladsen, som pasta og kødsovs.Men så, vupti, som et lidt for tungt spøgelse, triller to tunge skulpturer ud i, ja, det blå. Der var ingen tegn på storladen indbrudsteknik, intet brækket hegn, ikke engang en cigaretskod af den slags, der lugter mistænkeligt af uopklarede kriminalromaner. Alligevel var figurerne væk, og tilbage stod et par meget overraskede beboere og kiggede ud over en tom P-plads med en voksende fornemmelse af tab.Mandag var det, at en opmærksom forbipasserende ved Egå Engsø så noget granit, som ikke lignede det grus, man ellers finder ved søen. Ud af forhjernens paratviden trak denne redningsmand (eller kvinde) både viljestyrke og trailer og fik fragtet selve kunstværket hjem igen til Elsted Lystrup ikke helt som Indiana Jones, men tæt på.De tilbagebragte sfærer skulle have været indlemmet i et monument foran beboerhuset. Men som den daglige leder, Lars Lyngsdal, forklarer til TV2 Østjylland, ville det koste pebernødder, og det er ikke de billige slags, at få granitskulpturer erstatte. “Det ville være dyrt,” konstaterer han tørt, vel vidende, at budgetterne ikke rigtigt bugner af reserver til kunsttyverier.Nu står én af figurerne hjemme igen, dog lidt mere forpjusket i sin granitfacade, mens dens makker stadig savnes. Fortællingen er med andre ord ikke helt slut - måske venter en ny opdagelsesrejsende, eller måske har nogen fået brug for en meget tung havelåge.Indtil da bæres håbet om opklaring og genforening tungt i Elsted Lystrup, hvor granit for fremtiden nok bliver lænket lidt mere fast og beboerne holder øje med både forbipasserende og trailere.
To sten forsvandt: Hvem stjæler formgivne erindringer?.Der hviler en ejendommelig alvor over Elsted Lystrup Beboerhus' parkeringsplads denne uge: To granitskulpturer, groft tilhugget med nænsom fordybelse af stedets egne beboere, stjal sig ud af fællesskabets synsfelt et sted mellem den 6. august, onsdag, og mandag derefter. De tunge, stædige stenfigurer, som burde være så godt som ubevægelige, blev flyttet ikke af tidens normale kilometer, men af hænders forsæt.Kunsten er, for nemheds skyld, ofte blevet betragtet som noget, der alene forsyner sjæl eller øje. Her blev det tydeligt, at små samfund hviler på mere end stemmer og ord; de bærer hinandens former. Stenene var ikke blot projekter i stenhuggernes hænder: De var blevet flettet ind i naboskabets selvforståelse, på vej til at tænde nye betydninger foran huset som monumenter. En fremmed tog dem; eller var det måske blot den fremmede udenfor, der trådte ind i et minefelt af betinget tillid? At tage noget tungt kræver både styrke og vilje. Man stilles, uvilkårligt, ansigt til ansigt med spørgsmålet: Hvilken mangel på forståelse, anstændighed eller blot pådelagt modstand får et menneske til at flytte et samlet fællesskabs løftevægte?Der indtraf, som det af og til sker i denne verden, et lille vendepunkt: Den ene figur blev opdaget, alene og ubeskyttet, ved Egå Engsø og med hjælp fra en forbigående vendte stenen hjem. Måske bliver den også fremover bundet endnu stærkere til pladsen, hvor den hører til, båret af fortidens hænder og fremtidens blik.For beboerhusets daglige leder, Lars Lyngsdal, fremstår tyveriet ikke alene som materiel tab men som en formindskelse af fælles handling. Det koster, siger han til TV2 Østjylland, både i kroner og i den ikke-udelukkende målbare valuta, som fællesskabet opbygger over tid, sten for sten.Man kunne spørge: Hvad tabte egentlig mest stenen eller de, som mistede den? Og hvorledes skal et fællesskab svare, når det gror sig større end de mure og porte, der skulle beskytte det mod verdens anløbende hændelser? Et tyveri, måske. Men også den slags hændelse, der får os til at tænke over, hvad der egentlig kan stjæles, og hvad der vil blive båret med hjem, ligesom stenen ved Engsøen af en opmærksom og ansvarlig forbipasserende.
Når Sten Falder—og Finder HjemLystrup vågnede i denne uge op til et usædvanligt tab. Et tomrum, placeret netop på de kvadratiske fliser foran Elsted Lystrup Beboerhus, hvor to granitskulpturer indtil for nylig knugede regnen og drømte om at stå stille for fællesskabets blik. Kunst forvandlet i nattens glemsel til gods på afveje.Mellem onsdag den 6. august og en tanke, der glimtede i mandagens morgenlys, forsvandt de tunge stenvæsner fra parkeringspladsen. De var ikke blot sten, men håndens formfuldendte fortælling, hugget frem af lokale kræfter stenhugningsholdets kærligt forrevne hænder. Måske tænkte tyven: Hvem ville savne sten? Men det er netop det, en by kan.Onsdag trådte en skæbne ind i fortællingen. En forbipasserende guidet af nysgerrighed eller samvittighed fandt den ene granitskulptur ved Egå Engsø. Skybrud over engen, én sten mere at balancere mellem andefugle og siv. Han bar den hjem igen. Ikke alene, men med byens spirende vilje til at reparere det, der blev revet løs.”Det er en tung sag—både fysisk og økonomisk,” lyder det alvorligt fra beboerhusets daglige leder, Lars Lyngsdal, til TV2 Østjylland. Stenen var ikke bare form for formens skyld, men tiltænkt som monument foran det hus, hvor måltider deles, og historier går i arv. At erstatte den er dyrt. At mangle den, det er mærkbart.Nu står kun én skulptur stadig på uforklarlig skum væk fra sit rette sted. Måske cirkulerer den rundt i udkanten af Lystrup, måske er dens rejse allerede glemt. Men folk i byen har rejst sig med et fælles håb: At også den sidste sten finder vejen hjem. For stenene vejer tungt i samfundets favn, og kunsten har sin egen form for retfærdighed—sirlig, stædig og genstridig som granit selv.Sådan formes et monument ikke alene af hænder, men også af tab. Og indimellem ved at vende hjem på ny.