Affaldets sidste åndedrag: Branden ved Hadstenvej kan snart være slukket.Onsdag formiddag på Hadstenvej, et sted hvor Randers slynger sine gråarme om bunker af det, vi andre kalder ‘affald’ og ‘spild’, hænger røgfanen stadig tynd og tvær over græsset. Nikotinfarvet himmel, tersken til de fem døgns ild-kogeri, og et beredskab, der sætter sit kaffesur smilebånd op på kanten af containeren med vanddunke. Operationschef Kirsten Dyrvig jogger sig igennem de sædvanlige staitments, men man fornemmer, at hun har talt meget om denne brand: Siden fredag har affaldsbjerget ulmet, brændt, nægtet at lade sig kolonialisere af vandslanger og vågeblikke.Nu står Dyrvig der lidt som en biolog, der hvisker til et utryggt dyr: “Vi håber, det er ovre snart.” Og faktisk, siger hun, er der en spirende forventning om, at flammerne fordufter i løbet af det kommende døgn. En sidste sort ært i gryden, så er festen forbi, askernes bal trækker i natkjolen.Man forestiller sig næsten affaldsdyngen som en gammel, modstræbende bedsteforælder, der ikke lige kan finde ud af at sige farvel til julen. Selv på femtedagen har ilden lidt travlt med at fortælle, at kun én cigaretbrun plastikspand mangler at blive omfavnet af infernoets kærlighed. Gennem fiskeøjne af damp og futsalte føler beredskabet sig frem: Er det nu? Så trækker det måske vejret sidste gang, denne brand et langt, knitrende suk, før der kun er mudder og kul tilbage. Og byen, storrøgende og forhåbningsfuld, sætter kaffekopperne fra sig med en snerrende optimisme: Måske er det nu Randers, der får luft igen.
En Røgslør Over Hverdagen: Branden, der nægter at dø.Mens solens opgang endnu en gang indhyller Hadstenvej i blødt, gyldent lys, ligger en usædvanlig tunghed over Randers’ vestlige udkant. Her, hvor affaldsbjergene rækker mod himlen som forvredne kommentarer til det moderne forbrug, ulmer en brand på sit femte døgn. Intensiteten er dampet af, men glødernes insisteren vækker spørgsmål i horisonten: Hvor længe vil dette dolkestød af ild og røg endnu æde sig gennem resterne af en verdens overflod?Beredskab og Sikkerhed holder konstant vagt som tavse vidner, bevogtende de sidste, forpinte suk fra en situation, der truer med at opløse grænsen mellem dagligdags rutine og katastrofens undtagelsestilstand. Operationschef Kirsten Dyrvig udtaler tidligt onsdag morgen, at håbet denne svære, potentielt selvbedrageriske følgesvend peger mod en afslutning indenfor det næste døgn. Men håbet, det har sine egne præmisser. Det slynger sig om den brændende ryg, gør modstand mod erfaring, men nægter at give slip på muligheden: Måske slutter det snart.Branden, der startede fredag, har trukket røgtæppet over byen og indfældet forstyrrelsen som en realitet; beboerne vågner til lugten af fortidens affald, som én og anden dagligdags mulighed, nu uafvendeligt nærværende. Udenfor sirenernes ræsonnerende ekkoer, under det første fuglefløjt, ulmer ikke blot flammerne, men et spørgsmål om, hvorledes vi overhovedet lever med resterne af det vi kaster fra os.Det logistiske, det praktiske, det menneskelige pres alle sider taler med i en slags kemisk polyfoni. Ekkoet derfra brænder sig ind på nethinden: Hvordan kan en brand, der forekommer så meningsløs, få så nærmest eksistentiel betydning?Midtvejs mellem resignation og handling arbejder mandskabet utrætteligt. Det er et arbejde, båret af både nødvendighedens hårde logik og en stille, måske stædig accept af, at kontrollen altid kun er midlertidig. Under slukningsarbejdets konkrete rytme strømmer erkendelsen af, at ild og affald ligesom ansvar og konsekvens altid vil overlappe, dér hvor menneskelig håndtering møder verdens modstand.Når røgen endelig letter, vil der måske være en erfaring tilbage, ubrændt, men præget af branden: Vi kan aldrig slippe for konsekvenserne af det, vi smider væk. Og i denne erkendelse forløses håbet. Indtil da bliver arbejdet ved. Affaldsbranden ulmer i sin fysiske, men også sin symbolske betydning endnu.
Fem døgn i flammernes favntag: Affaldsbrandens sidste åndedrag på Hadstenvej.Onsdag. Støv, sved, skyer af aske over Hadstenvej, hvor brandfolk endnu kæmper mod de genstridige gløder i affaldsbunkerne. Fem døgn. Fem ubønhørlige netter med pulserende røg, fem morgener hvor solen har set gennem et filter af sod. Her, i udkanten af Randers, indtil videre ubesejret.En pludselig ild: Fredag, røgfaner som en uvelkommen gæst. Alarmen lød, blink og sirener gennem byen mens børn stod på tæer bag morgenmadsborde og voksne spejdede mod horisonten, hvor sorte bånd tegnede sig på himlen. Der var dem, der spurgte: Hvad nu, hvis? Der var endnu flere, der ønskede et svar.Ved fronten står operationschef Kirsten Dyrvig fra Beredskab og Sikkerhed, med blikket målrettet ind i ildens hjerte. Hendes stemme udgør en slags ro et anker midt i kaos. Hun fortæller, at håbet lever. At flammerne måske blot har det sidste suk tilbage; at brandfolkene inden for det næste døgn kan pakke slangerne sammen, tage hjelmene af, trække vejret frit. Måske. Måske ikke.Affaldsbjerget dette moderne monument over menneskets forbrug har sat sig i tværsummen af byens samtale. Hvad gør vi med det, vi ikke vil have? Branden bliver et spejl: vi ser et samfund, der brænder, mens folk står med hænder i lommen, midtvejs mellem skyld og afmagt.Det er ikke kun røg, der driver gennem villaveje og forstæder. Tanker snor sig med vinden: om miljø, om ansvar, om den slags ild, der ikke lader sig slukke helt. Ilden skærer gennem asfalten og brænder sig ind i bevidstheden. Så her, på det femte døgn, venter byen. En slags stilstand, hvor asken svæver, og håbet stadig ulmer. Branden? Den æder langsomt tiden, men et eller andet sted under overfladen måske i hjertet på en operationschef eller i gløden fra en brandslange ligger visheden om, at natten kan have bragt det sidste kapitel. Men selv hvis flammerne dør, vender spørgsmålet tilbage: Hvem slukker det, som brænder videre i os selv?