Kioskrøveri i regnvejr: Politiet frigiver billeder kvinde stadig på fri fod Horsens, lørdag formiddag. Regndråberne på asfalten tager ikke notits af det, der foregår inde bag ruden i Den lille butik, en beskeden kiosk med skrå, lightere og de cigaretmærker, tiden endnu ikke har forbudt. Klokken er akkurat et enkelt smøgpust over halv et, da døren går op med et pling og ind træder ikke postbuddet. Ind træder en kvinde, hvis kropssprog emmer mere af beslutning end weekendens omskiftelige vejr.Hun er pakket fra halsen og nedefter: mørk regnjakke, klassiske Adidas-striber på buksebenene, lyse sneakers, men ansigtet er skjult. Masken måske for coronasikkerhed, måske for anonymitet skjuler udtrykket på læberne, men få betvivler, at det ikke er smil, kioskejeren møder. I hånden blinker en kniv, og den uskrivne kontrakt om småsludder for småpenge er ophævet. Kontanter og cigaretter udleveres uden protester, mens regnen udenfor insisterer på sit eget drama.Kvinden forsvinder, ligesom i et dårligt fotoalbum. Og siden da har hun været som opslugt af asfalten. Politiet slår en ny tone an: De har været på sagen, men uden resultat. Hvem er hun? Hvor blev hun af? Hvilket ansigt skjulte masken? Nu offentliggør Sydøstjyllands Politi overvågningsbilleder: En silhuet mellem butikshylder, et blik fanget i en frygtløs gestik, regnjakken og striberne som menneskeligt fingeraftryk i HD. \ Vi gør alt, hvad vi kan, for hurtigt at finde frem til, hvem kvinden er,\ skriver politiet, muligvis med let sved på overlæben og kaffe i koppen.Vicepolitiinspektøren beder nu byens borgere løfte blikket fra deres hverdag og se på billedet. Var hun måske naboens veninde? Joggeren ved regnvandspytterne? Måske den lidt anonyme kvinde på tanken? Signalementet er et puslespil: Omtrent 170 centimeter værre at måle, hvis man beskuer en i løb. Spinkel, men ikke skrøbelig, og klædt i skalkeskjul som dagens mådehold. En, der kan forsvinde i mængden, men som alligevel, måske ufrivilligt, har efterladt sig kontur på en overvågningsskærm.Hvis du kender kvinden, eller barndomsminderne pludselig prikker til samvittigheden, opfordres du til at ringe til politiet på 114.Imens står cigaretdisken lidt tommere, og kioskejeren måske lidt mere vagtsom næstegang døren går op og regndråberne hvirvler med ind. For i Horsens har dagen fået et nyt ansigt; vi ved bare ikke, hvem der gemmer sig bag masken.
Mørk skygge over Horsens: En kvinde i flugtens og efterforskningens time Lørdag middag, mens de fleste borgere befandt sig i hverdagens muntre eller monotone sysler, blev uroen en uvelkommen gæst i det nordlige Horsens. I kioskens ydmyge lokale, hvor menneskers behov for kaffe, cigaretter og dagens aviser ellers knyttes til en formildende normalitet, trængte nu pludselig et andet motiv ind. Med en kniv som alt for synlig argumentation for sin vilje, trådte en kvinde ud af menneskemængdens anonymitet og fremtvang kontanter og varer, for derefter straks at forlade stedet.Der er noget sært ved fortællingen om den kvindelige røver—som et omvendt spejlbillede af trygheden, eller et uigennemsigtigt slør trukket ned over det nærværende samfund. I baggrunden denne lørdag formiddag stod ingen heroisk modstand, kun den daglige rutine, abrupt forvandlet til vidneudsagn og larmende tavshed. Med profylaktisk præcision har hun maskeret sit ansigt, klædt sig i mørk regnjakke og mørke bukser prydet af tre hvide striber — som et forsøg på at slå bro over kløften mellem anonymitet og identitet. Omkring 170 centimeter og med en karaktér af lethed i sin bygning — et menneske, der ikke ønsker at hæfte sig for evigt til de blikke, hun møder.I dagene efter har politiets efterforskning, som et spind af omhyggeligt ordnet vilje, forsøgt at fange en skygge. Men endnu genlyder intet navn under sagen. Overvågningsbilleder, som nu deles med offentligheden, bliver nu den nøgne platform, hvor fortolkning og genkendelse må kobles i borgersindet. På denne måde lægges ansvaret ikke kun hos myndigheden, men gives også i sin mest sårbare form videre til menneskefællesskabet: Hvem genkender den maskeklædte? Hvem har anet, hvad de ikke så, i netop denne kvinde?Politiembedsmanden formulerer det således: »Vi gør alt, hvad vi kan, for hurtigt at finde frem til, hvem kvinden er. Vi hører meget gerne fra borgere, der har set kvinden eller kan genkende hende ud fra overvågningsbillederne.« Det er en bøn, ikke blot om information, men om fælles forankring i den plage, en sådan handling har afstedkommet.Et røveri er ikke blot et anslag mod økonomiske værdier; det er et overgreb på tilliden, på hverdagen, på selve forudsætningen for det lille fællesskab kiosken repræsenterer. Når freden rives itu af en påtrængende og stadig ukendt vilje, bliver spørgsmålet ikke kun, hvem gerningspersonen er, men også, hvordan vi som samfund forholder os, når det trygge bliver utrygt.Således venter Horsens — mellem billederne, under opfordringen, i usikkerheden — på at skyggen igen kan få navn og ansigt. Informationen om kvinden søges, som alle beder om et tegn: Har du set, genkendt, eller blot anet en detalje, så kontakt politiet på 114. Mellem individ og fællesskab, i lyset fra overvågningskameraet og det sociale blik, forenes vi kortvarigt i opklaringen — og i håbet om at genvinde, hvad der gik tabt: trygheden, i Den lille butik.
Mystikken trækker spor i Horsens: Kvindelig kioskrøver på fri fod politiet offentliggør billeder Det var lørdag, klokken var omkring 12.30, måske vibrerede radioen stille i hjørnet bag disken, og for en stund gik tiden i stå i det nordlige Horsens. En kvinde trådte ind i kiosken Den lille butik ikke en hvilken som helst kunde, men én med noget usigeligt beslutsomt i blikket og en kniv i hånden. Der var ingen storladen gestik, ingen hævede stemmer som fra en tabloidfilm. Alligevel blev det straks klart, at dette ikke var en almindelig hverdagsbesøgende.Hun krævede kontanter, hun krævede cigaretter, og hun fik sit behov opfyldt med et effektivt snup. Derefter forsvandt hun ud i lyset, opløste sig i dagens anonymitet, som kun byen udenfor kan give det.Siden har politiet, med eftertrykkelig grundighed, ledt i mørket. Men byen har gemt på hemmeligheden, og mysteriet er vokset. Intet navn ingen anholdelse. Derfor gør efterforskningen nu brug af blikkets magt: Overvågningsbilleder offentliggøres for offentligheden. Måske er det et forsøg på at vække folkets kollektive synssans for nogen må have set. Nogen må have forstået, hvad det var, de så.\ Vi gør alt, hvad vi kan, for hurtigt at finde frem til, hvem kvinden er. Vi hører meget gerne fra borgere, der har set kvinden eller kan genkende hende ud fra overvågningsbillederne,\ udtaler politiets repræsentant nøgternt, men man fornemmer presset. Hviskede stemmer blandt borgere kan måske fremkalde et spor, lidt som lys ind ad et nøglehul.Kvinden beskrives nøgternt: en lang, mørk regnjakke, mørke adidasbukser med de velkendte tre striber ned langs benet, lyse sneakers, maskeret ansigt. Ikke noget helt nyt i gadebilledet, og dog, for nu har hun fjernet sig fra vrimlen og trukket byens blikke til sig. Hendes figur betegnes som almindelig til spinkel, omtrent 170 centimeter høj. Men tallene siger så lidt. Det er frygten, overraskelsen, eller måske det uventede mod der har sat sine spor.Byens overvågningskameraer leverer deres bidrag utallige små øjeblikke der blinker på skærmen, pixelerede beviser på, at også anonymiteten har et ansigt. Måske er det ikke bare et enkeltstående tilfælde, måske er dette endnu et billede i kataloget over samtidens uro. Skulle nogen derude have set, vidst, eller nu genkende kvinden så appelleres der, ikke med løfters sødme, men med behovet for samhørighed og retfærdighed: Kontakt politiet på 114. Må det mindste glimt blive til opklaring, og grandet i øjet til sandhed. Indtil da et ekko af skridt i regnjakke, en usædvanlig travlhed bag disken, og et blik over skulderen for alle os andre.