Sol, sodavand og sorte spande: Udsatte gør havnen i Aarhus klar til krydstogtturister Fredag i bagende sol. Nicolai Skov Henriksen trækker en gul vest over den bare overkrop. Sveden pibler, cigaretskodderne flimrer i trinnets rytme. Med gribetang i højre hånd og pande med retning mod jorden går han langs fortovets kant, hvor havnens veje slynger sig ud mod den blå bugt.Der er knasende travlt. I dag er Aarhus ikke bare smilets by, men også cruise-skibenes destination. Yde og nyde, affald på afveje, forventninger på vej. Turisterne vælter ud af cruise-bunkerne, shorts i blowout mode, kameraer på strop, tasker på ryg. Forventningsfulde. Men før de når ind til café latte og kulørte paraplyer, møder de først: Nicolai. Og Zacko i sin kørestol, der piler over fliserne, hurtigere end nogen måge orker at flyve.På ryggen af den gule vest står med store bogstaver: Gadeliv. Og det ER gadeliv med arbejde, sodavand, beskidte gribetænger og et fællesskab, som ikke står skrevet på nogen pjece. Det lugter lidt af mågeskrig og lidt af gamle pizzabakker men mest af fællesskab. Jeg kommer ud, får noget luft, noget sol sådan en dag som i dag. Jeg får noget at lave. Og det er sådan set det vigtigste, sagde Nicolai med ro i stemmen, mens han bøjede sig efter endnu et skråt efterladt cigaretstump. Det er en følelse af, at man gør noget for byen. At man hjælper til, hvor man kan.En pause i skyggen senere sodavandsflasken svømmer i kondens, og endnu en cigaret finder vej til læberne. Nicolai har prøvet det før at gøre rent på gader og stræder. Men aldrig før for de krydstogtgæster, som glinser i solen, mens de fotograferer byens kraner.En havn, et håb og en håndsrækningI anledning af at uge 29 i Aarhus er indhyllet i krydstogtsdamp og forventningens sus, er det blevet tid til, at havnen skal stråle. Det er mennesker som Nicolai, Zacko og Claus, som nu håndterer gribetænger og sorte spande for havnens skyld og for egen skyld. Det er en god beskæftigelsesmulighed i stedet for, at man bare sidder derhjemme og bliver deprimeret og sidder i sit misbrug. Kedsomhed og misbrug er rigtig gode venner, som Nicolai udtrykker det og løfter øjenbrynene bag solbrillen.Han har pakket mere i rygsækken end plastik-affald. Sindslidelse, tidligt misbrug, nu fleksjobproces og prøvende håb. Hver dag på havnen tester grænser hvor meget kan han holde til, hvor meget kan man bære på skuldrene?Zacko triller videre. Kørestolens hjul sætter små sorte mærker i den lyse asfalt. Han mangler benene, men ikke energien. Hver gribetang-sving er præcis; Burger King-kop, plastikflaske, madrester, alt ryger i den sorte spand, som hænger fast på kørestolen med gummistrop. Jeg kan sagtens arbejde, siger han og blinker. Snart stopper stolen igen, Zacko har fået øje på endnu et stykke skrald, der ikke overlevede mødet med en papirkurv.De går altid i trio to timers arbejde under solen, 200 kroner for indsatsen. Sociale frikort giver frikvarter til dem, som ellers sjældent får tid i spotlyset.Havnens direktør jubler og pizzabakkerne holder lav profilGadelivs koordinationshaj Claus Stensgaard holder styr på tropperne; hvor mange skal med, hvem tager hvilken rute. Løsarbejdere, teamånder, ingen fine titler bare praktisk erfaring med liv på kanten.Aarhus Havn har fået øje på gule veste og flittige hænder og alt det, ikke så mange andre vil tage sig af. En win-win-gevinst, lyder det fra havnedirektøren, som i år faktisk ser mere hav og mindre glasskår. Vi har sjældent haft så ren og pæn en krydstogtterminal som nu, siger han. Og påpeger, at det faktisk ikke er gæsterne, der sviner mest men byens egne. Pizzabakker og glasskår, nu overdøvet af gribetænger og omhyggelige hænder.Fredagens krydstogt blev årets sidste i denne såkaldte krydstogtuge. Men mandag ruller endnu en bølge turister i land, og folkene med de gule veste er klar. På plads, parat, grib og smid væk. Der er altid mere skrald, altid flere turister, altid rum for dem, der vil give noget og tage lidt håb med sig hjem.For mens skraldet forsvinder, vokser stoltheden i solskinnet.
Når skraldet vidner om fællesskab: Udsatte genskaber byens ansigt ved havnen Der er en særlig rytme i den måde, solen kaster skarpe skygger over kajen denne fredag i juli. Bag den tyste hyggesnak i taxa-runnen og krydstogtturister, der bevæger sig næsten som suggereret af udsigten til endnu uopdagede europæiske tage vandrer Nicolai Skov Henriksen langs havnens asfalt, hvor det uforgængelige og det uundværlige vibrerer gennem byen. Han bærer sin gule vest som en ceremoni, en synlig positionering han er blandt dem, der skænker Aarhus sit nyrensede ansigt, før byen spejles i verdens øjne.I glasklare minutter imellem begivenhed og gentagelse samler han skodder, plastik og glemt fastfoodemballage. En hverdagshandling, men alligevel en slags ikke-palæstinensisk modstand mod meningsløshed, hvor \ man hjælper til, hvor man kan,\ som Nicolai sætter ord på det. Han trækker ikke på store vendinger; det er i kontakten mellem jord, gribetang og afskaf-smil, at erfaringen banker.Herude ved havnens kant er der således, netop i foråret før stor ankomst, iscenesat et underliggende drama: Socialt udsatte, der forankres i en reel beskæftigelse, midt imellem turiststrøm og glemt hverdag. For gennem foreningen Gadeliv finder personer som Nicolai, Zacko og Claus deres plads blandt byens rytmer, hvor selv det mindste stykke affald rummer en eksistentiel betydning, som kun den, der ser hverdagens gentagelse i øjnene, kan forstå.I det, nogle vil kalde byens bagkant, opstår en form for tyst etik. Ikke kun fordi økonomisk nød og sindslidelse er de usynlige følgesvende, men fordi arbejdet med at rense byen for andres spor åbner for en slags ansvar ikke alene overfor turisten, men overfor selve byens liv. Skæbne og valg smelter sammen i et nu, hvor Nicolais fortid med skizotopi og misbrug ikke skjules, men forvandles til arbejdskraft og medborgerskab.Hele seancen gentages ikke som rutine, men som et samvirke tre ad gangen, med sorte spande og tung sommerluft. Zacko, siddende i sin kørestol, samler ufortrødent videre. Her gælder ikke kun den synlige præstation, men også et opgør med forudindtagelserne, for han har \ flere gange forsøgt at sige fra overfor de særhensyn\ , men får nu rum til at handle frem for at vente.Der er ingen moraliserende undertone i de bevægelser, der bliver til i solskinnet denne dag; snarere repræsenterer de en håndfast, uprætentiøs hverdagsetik, hvor det, der gør byen smuk, netop er hendes sårbarheder. Indsatsen får kontant betaling 200 kr. pr. mand men måske endnu væsentligere er lønnen for følelsen af at bidrage med noget, der nærmer sig nødvendighed.Havnen i Aarhus, tidligere dømt til at bære spor af glasskår og pizzabakker, får nu et midlertidigt åndedrag af nyt liv, når folkene fra Gadeliv tager imod turisterne. Byrummets renhed bliver således både nødvendighed og gave, en stille kontrakt indgået på havnefronten. Glæden hos havnedirektøren er ikke til at tage fejl af: Det praktiske og det menneskelige bliver hinandens forudsætning, og man kan undre sig: Er det netop i det grå mellemrum mellem turistens forbrug og byens slid, at byens egentlige moral vokser frem?Når endnu et krydstogtskib lægger til kaj, og menneskemængden spredes med solbriller og kamera, vil Nicolai, Zacko og de andre atter trække i de gule veste, samle affald og tjene deres løn mens Aarhus, uden at kny, får lov til at fremvise sit reneste smil. Her, hvor arbejdet møder verdens blikke, bliver hverdagens små handlinger til fortællinger om værd, nærvær og nødvendighed.
De Udsattes Renaissance ved Aarhus Havn Solskinnet hakker ubamhjertigt mod havnepladsens grå dunster, hvor et bysbarn i neongul vest folder sig ud blandt summende amerikanske turister på jagt efter det nordiske sjæl. Han hedder Nicolai og lader sig ikke kyse af hverken sved eller fordom. Hans bare mavestreg, en tavs protest mod skjulte livsvilkår, bæres med samme stolthed som skraldespandens tunge ansvar.Mellem krydstogtskibets blanke skrog og caféernes cappuccinokopper, driver en særlig ekspedition af sortklædte, oppustede medbrodsmænd frem, grebende, ledende og vågne på deres mission. En by, der nægter at se væk, da den selv ser sig i spejlet og det gør den, dér på havnen, hvor skraldet samles af hænder, samfundet helst glemmer.For får du først øje på dem, de gule veste, fyldt med navnet på en forening, mærker du mere end renhed. Du konfronteres af, at det netop er dem, de skæve eksistenser, der puster ny ilt ind i fortællingen om storbyen, hvortil verdenshavene nu bringer tusindvis af nysgerrige blikke. Nicolai, som før balancerede på kanten af samfundets fortov, marcherede nu roligt gennem dagens brændpunkt. På jagt, ikke efter fortabelse, men efter skrald og stumper af forsoning.\ Mest af alt får jeg luft,\ fortæller han tørt, mens han manøvrerer tangen nærmest elegant, som var det baryton på børsen, eller dirigent ved konservatoriet. \ Jeg hjælper min by, og det er nok.\ Solen brænder pausen findes ved containerkanten: cigaret, sodavand, ro. Hans hænder har samlet nok cigaretskod til at dække det halve Sankt Hans-bål. Men det er ikke hver dag, han får adgang til havnens helligste, hvor krydstogtturister triller ud, friske som laksefileter på markedet. I disse dage netop denne uge sværmer over sekstentusinde feriegæster gennem byen, og bag kulissen, på stier og pontoner, arbejder flere som Nicolai. Foreningen bag bekendt for sin evige kamp for de oversete får nu løn og respekt for deres indsats.Her er også Zacko, hængende i sin kørestol, benløs, men ikke humørløs. Tangen danser i hans hånd, tasken dingler, og han kæmper imod den stilstand, som før føltes livslang. \ De tror ikke, vi kan, men jeg kan da sagtens,\ siger han, med kant og et smil mod skraldet. Også ham får løn direkte på lommen og ikke via usynlige kontorer eller stemplede kuverter. Intet er her digitalt andet end solbrillernes refleksioner.Der arbejdes altid i trio. Sammenholdet er åbenlyst, flokken består. Bagved dem driver Claus, koordinator og kollega, med et overblik, ingen pletskud kunne undvære. Aarhus Havn selv jubilerer. \ Vi har aldrig haft så ren en terminal,\ lyder det fra ledelsen, der nu sparer nedslidte hænder og mærker fællesskabets gevinst. Det er ikke altid krydstogtgæsterne, der sviner det er ofte byen selv, men det er også byen, der nu rydder op.Det hele gentager sig mandag. Skrald bliver aldrig gammel ej heller håbet. De gule veste er endnu engang at spotte, i et orgie af sol, sved og lighed en lille revolution, genopført hver uge, indtil også alle forståelse finder vej i de sorte spande. En bys sjæl ligger ikke i dens monumenter, men i dens evne til at holde styr på eget affald både det fysiske og det, der klistrer længst bag huden.