Giv magten tilbage til det ægte: Et forsvar for rigtige græsplæner Aarhus, du grønne vision, har vi ikke snart fået nok af de plasticflade illusioner? Hvis man en tidlig morgen i byen sætter kurs mod de åbne pladser eller mod det mondæne stadionområde, risikerer man at snuble ikke i muld og dug, men i noget, der mest af alt minder om et farveløst, syntetisk tæppe fra en discountbutik. Kunstgræs, hedder det med et temmelig modigt ansigt, som om det har noget med kunst at gøre. Når nu der ikke bliver trillet bold, hvorfor så bestøve os allesammen med denne grønne plasticørken?Man kan jo forstå logikken: Når stormen trækker ind over fodboldbanerne, og sneen melder sig, er det fristende at undgå det søle, der i hvert fald i teorien sætter sig på læg og støvle. Men behøver resten af byens åndehuller også kunstigt grønt? Som én, for hvem ‘hattrick’ lige så godt kunne være en avanceret strikkeopskrift, fortoner argumenterne for kunstgræs sig hurtigt i det absurde.For her er vi nødt til at tale om illusionens pris: En rigtig græsmark suger op mod 25 tons CO2 ind hvert år. Jo jo, det ender til sidst hos atmosfæren igen, men i det mindste får man en slags pause og en duft af muld med i købet. Kunstgræs suger akkurat nul. En stor, grøn nullert på CO2-regnskabet. Til gengæld kræver det energiafgivende fabrikshaller og en endestation som mikroplast-offensiv, der sender små plastikstumper direkte i næseborene på næste generation af fritidsbørn og -hunde. Miljøstyrelsen lægger sig ikke ud med de store tal for sjov: Op mod 790 tons mikroplast fra danske kunstgræsbaner om året. Kun vejenes dæk-dans står skarpere i mikroplastpokalen.Forældede bildæk, siger de. Snart skal det blive bedre, trøster de. Olivensten og kokosnødder i stedet for gummi som om man kan lave klimavenlig lasagne bare ved at lægge grøntsager i stedet for oksekød mellem lagene af plastik. Det vil alt sammen hjælpe lidt på mikroplasten, men ikke et suk på den store CO2-vægt.Så står vi dér, Aarhus, på dette mystiske tæppe. For hvad er egentlig argumentet for at transformere offentlige rum til en slags perpetuum mobile af grøn monotoni? Producenter peger frejdigt på de skudsikre fordele: Børnene bliver ikke snavsede, hundene taber ikke mudder ind over parketgulvet, sommerhusfolket kan smide plæneklipperen for evigt. Ingen vanding. Ingen sprøjt. Ingen CO2 fra græsslåmaskine. Og dermed, insinueres det, er vi venner med miljøet. Perfekt, næsten. Hvis ikke det lige var for hele det faktum, at hvert eneste banerullede stykke kunstgræs har ædt sig gennem ressourcer og blæst CO2 ud, allerede før første mariehøne har sat sig.Og her kommer det egentlige paradoks rumlende: Byen, som så fornuftigt vil smide bilerne på porten, fange CO2 ved såvel forbrændingsanlæg som kravlende buske, omstille hele trafikken til el og træde pedal i stedet for at trampe på gaspedalen ja, den samme by vælger, på byens egne åbne arealer, at rulle CO2 og plastik ud under himlen. Det er, undskyld mig, som at stå midt i en nyvasket dagligstue og kaste konfetti af gammel skrald i alle hjørner.Men hilset være naturen for dens stædighed! Forleden myldrede det grønne op gennem et af disse katastrofalt anlagte kunstgræsarealer foran Arenaen. Rigtigt græs, ikke bange for hverken tæppe eller tid. Det spirer, hvor ingen troede, det kunne gro. Hvem ved, måske vinder det. Måske begynder livet langsomt at tage magten tilbage, spirende opad, hovedløst som det ligner byen selv inde under beslutningstagningen.I Aarhus kan man kun håbe, at der snart bliver truffet en beslutning, der matcher ambitionerne: Ud med plastik, ind med åndbart, grøn poesi. Byen og byen alene kan afgøre, om vi skal omringes af dødt grønt eller om vi tør give magten tilbage til det ægte.
Giv magten tilbage til det ægte — Et grønt hjertesuk fra Aarhus Der er tidspunkter, hvor man som borger må tage sig til hovedet. Én af disse opstår, når man går gennem de aarhusianske gader en lys sommerdag og mødes af synet: Store, livløse tæpper af kunstgræs, lagt omhyggeligt ud, hvor der før var jord, muld og spirende grønt. Kunstighed i rå mængder — og det midt i en by, der bryster sig af at være grøn og klimabevidst.Man forstår uden videre at der på fodboldbanen kan være et formål. Derude, hvor regn og blæst mørbanker enhver græsplæne, kan et kunststof vartegn redde strømper og arrangementer. Men uden for idrætsanlæggenes netværk, på byens åbne pladser, i sjælens dagligstue, bliver kompromiset næsten komisk. Er det så svært at lade virkeligheden ånde? Er det ikke netop her, at det levende skal sejre — fremfor det sterile og uvedkommende?Man kan ikke undgå at hæfte sig ved det krogede og kønne i det ægte græs. Stråenes bløde modtagelse under fødderne, den lette duft efter regn, spiren og vækst. Her udkæmpes dagligt små epokaler mod CO₂, for én hektar græs kan binde op mod 25 ton årligt — et midlertidigt tilflugtssted for atmosfæriske skygger, ganske vist, men dog noget. Kunstgræs? Det bidrager med nul og niks. Tværtimod — materialet skal først varmes og støbes, tilføres energi, afbrænde CO₂, før det gør sin entré, kedeligt og uindbydende.Som om det ikke var nok, peger tallene ildevarslende ned ad miljøets bakke. Kunstgræsbanerne drysser mikroplast i hobetal — 450 til 790 ton om året, siger Miljøstyrelsen. Kun overgået af bilernes daglige gummi-signalement på vejene. Man slår i endnu et søm, når man forstår, at EU spænder ben for gummigranulat fra næste årti, så plastikstrømmen kan standse. Erstatningerne? Sand, kork, måske endda olivensten. Men også disse skal formes, fragtes, sættes til verden i et energiforbrug, vi ellers bekæmper omhyggeligt.Her står vi så. I en tid, hvor byen vil alt det rigtige. Færre biler, mere luft, cykler og letbane, CO₂-fangst på tapetet, skov, vind, genbrug og bæredygtighed malet på murene. Midt i det hele smides der dødt, grønt plastik på torvet, fordi nogen har fået for vane at råbe om børnevenlighed og plejeløshed. Ingen mudder på bukserne, ingen græsslåmaskine, ingen dårligt samvittighed for manglende vand — ingen, ingen, ingen. Men hvad er værdien af dette intet, når omkostningen er et stykke af det levende?Er det virkelig her vi står, Aarhus? Kan vi tillade os at klippe sjælens forbundne bånd til jorden i æstetikkens og bekvemmelighedens navn? Hver eneste grønne plet, der ikke lader rødderne fange liv, er en fortabt mulighed. Man fristes til at håbe, at det levende alligevel får overtaget. Senest på Arena, hvor spæde græsstrå kiggede stædigt op gennem plastikken og varslede, at det ægte trods alt har en evne til at genvinde magten — hvis vi da lader det få lov.Så Aarhus, giv magten tilbage til det, der lever. Lad byen blomstre, ikke plastres til. Må vanen vige for visdom for i længden er det kun det ægte, der virkelig sætter spor.
Grimt, grønligt og klimaskadeligt: Aarhus dækker sig til i kunstgummi Man fristes til at fatte sig i panden, når man trisser hen over de travle fortove i Aarhus og ser, hvordan noget, der mest af alt ligner en billig kopigræsplæne fra et reklamekatalog, breder sig ud over offentlige pladser. Engang en grøn oase, nu et klæbrigt amfibielandskab af syntetisk græs i alt andet end navnet. Her, hvor selv Arenaen har ladet plastikstrå klistre sig til støvet, er man nødt til at spørge: Hvorfor?Har vi forvekslet ægte natur med convenience? Kunstgræsset er sat i verden for boldspil på regnvejrsdage ved brune marker. Det har sin berettigelse dér, i arenaens kolde lys, hvor sportens logik kræver slidstærk bund. Men i sommerens dovne Aarhus, på pladsen hvor børn og voksne stimler sammen, er plastiktæppet det modsatte af meningsfuldt. Det føles ikke som græs, det dufter ikke af solvædet græs, og det suger næppe en snus af CO2.Faktisk brænder det mere af end det lagrer. En enkelt hektar græs kan i et økologisk synkoperet åndedrag tage 25 ton CO2 til sig hvert år. Kunstgræs? Nul. Tværtimod skal det støbes, transporteres og lægges ud. Og som om det ikke var nok, afgiver det mikroplast, så selv havets små væsner må gnave sig igennem bilindustriens efterladenskaber.Snart sætter EU en prop i den værste plastikstrøm. Fra oktober 2031 må der ikke længere bruges gummigranulat i nye baner. Det betyder erstatningsmaterialer: sand, kork, måske maltrakterede olivensten. Et plaster på såret, javist. Men sårvandet drypper stadig CO2.Forhandlerne holder ellers stædigt på, at plastikgræsset er barnets, dyrets og den dovne haveejers frelse. Ingen våde knæ, ingen beskidte poter, ingen plæneklipper, der brummer og drikker benzin. Men regnestykket er minus grønt, minus levende, minus klimaansvar.Aarhus bryster sig ellers af at være forkæmper for klimaet. Ud med bilerne, ind med cykelstier, vindmøller på havnen, CO2-fangst på lossepladserne, træer i hobetal og små sorteringskasser på køkkenbordet. Vis mig bæredygtigheden, siger kommunen, vi putter den i byens årer.Men hvorfor så i alverden vælge det syntetiske tæppe til at dække byens hud, hvor ingen børn sparker til bold eller voksne løber intervalløb? Hvorfor overhælde fortove og pladser med forklædt olie fra fjerne fabrikker, når det levende græs kunne gro og ånde og atter gro?Forleden standsede jeg op ved Arena. Imellem de udpinte plaststrå, hvor sollyset kæmper for at trænge ned, så jeg et grønt håb spire. Ægte græs, på ny på vej til overfladen. Måske er alt ikke tabt. Måske får det ægte igen magt hvis vi tør lade det ske og igen tro, at naturens egen løsning både er kønnest og klogest.