Når algoritmer får adresse: CAISA åbner som AI’ens nye hovedkvarter Fredag åbner noget, der både lyder farligt, fremtidsagtigt og en smule som en ny form for yoghurt. CAISA. Ikke en ny cykelhjelm eller et nyt mærke økologisk tandpasta, men et nationalt center for kunstig intelligens. Landets svar på Statens Serum Institut – bare med færre vacciner og flere variabler. ”AI’s svar på SSI,” siger chefforskerne selv, og det er både betryggende og en lille smule skræmmende, for vi ved jo alle, hvad der sker, når eksperter med skarpe briller og urolige nattesøvn begynder at tale i den slags vendinger. Så bliver det alvor. CAISA – som altså ikke er en ny DJ, men en forkortelse, der nok står for noget vigtigt, men som allerede er blevet sit eget navn – samler kloge hoveder fra flere universiteter i landet. Blandt andet Aarhus Universitet, der i forvejen har mange forskere, som har kigget dybt ind i både algoritmer og menneskesind og forsøgt at finde mening i det hele. Centret skal kortlægge, hvordan vi i Danmark bedst håndterer og udvikler kunstig intelligens. Hvilket lyder lidt som at forsøge at give en kat bad eller lære en teenager at spare op: svært, nødvendigt, og i sidste ende en anelse komisk. Men alvoren ligger lige under overfladen. For det handler om, hvordan samfundet skal reagere, når teknologien pludselig kan skrive digte, analysere følelser, vinde i skak, og måske – bare måske – finde ud af, hvad vi egentlig tænker, før vi selv gør det. ”Det er her, vi skal finde ud af, hvordan AI kan gavne og ikke skade,” skriver centret i en pressemeddelelse, som i øvrigt ikke var skrevet af en chatbot – så vidt vi ved. CAISA åbner fredag. Med kaffe, forskere og fremtidssnak. Og måske, hvis man lytter godt efter, en let sitren i luften – som om algoritmerne allerede er begyndt at hviske sammen bag skærmene.
Når mennesket møder maskinen: CAISA åbner som nationalt samlingspunkt for kunstig intelligens Der findes tidspunkter, hvor historien ikke larmer. Den skriver sig stille ind i det eksisterende – som en parentes, der først senere viser sig at være hovedsætningen. Fredag åbner CAISA. Et nationalt center for kunstig intelligens. Et navn uden sentimentalitet, men alligevel med løfter. Her skal Danmark tænke sig om. Her skal menneskets forhold til maskinen ikke blot forstås, men forvaltes. "AI’s svar på Statens Serum Institut," siger chefforskerne bag initiativet. En analogi, der i sin kontante præcision rammer noget væsentligt: AI er ikke længere kun et teknologisk anliggende, det er en samfundskategori. Noget, vi skal ruste os imod, med, og måske – til tider – på trods af. CAISA samler nogle af landets skarpeste forskere fra flere universiteter. Også Aarhus Universitet deltager. Men det, som er af størst betydning, er ikke navnene på deltagerne, men spørgsmålet, de sammen søger at besvare: Hvordan skal vi – som samfund, som individer – forholde os til kunstig intelligens? Her tales ikke om håndtering som i manuel styring, men om håndtering i den dybere forstand: den etiske, den praktiske, den eksistentielle. AI som fænomen overskrider det tekniske. Det har allerede infiltreret vores måder at opfatte hinanden på, at organisere viden, at tage beslutninger – og i stigende grad også at lade være. Centret skal kortlægge. Ikke for at kontrollere, men for at forstå. For at gøre det, der endnu ikke er tydeligt, mindre dunkelt. For at træde ind i den gråzone, hvor ansvar og funktion krydser hinanden, og hvor menneskets vilje ikke altid er den, der styrer. Det er ikke kun spørgsmålet om, hvad maskinerne kan. Det er spørgsmålet om, hvad vi bør lade dem kunne. I spændet mellem effektivitet og etik opstår et tomrum, som netop CAISA skal forsøge at udfylde med refleksion, indsigt og måske – hvis heldet og ånden vil det – en ny form for visdom. CAISA åbner fredag. Ikke med store fanfarer, men med alvor og erkendelse. En åbning, der måske først om år vil forstås i sin fulde betydning. Men som allerede nu varsler, at vi står ved begyndelsen af noget, som rækker ud over både teknologi og politik: en ny måde at være menneske i en digital tid.
CAISA: Danmark åbner laboratoriet for fremtidens hjerne Fredag. En af de der dage, hvor det hele kunne være gået stille for sig, men ikke gjorde det. For midt i den sædvanlige national-melankoli over vejret, tog Danmark et skridt ind i det ukendte. Ikke med raketter, men med algoritmer. Ikke med guldnøgler, men med kodeord. CAISA åbnede. CAISA. Det lyder som noget fra en film, man ikke helt forstår, men alligevel ikke kan slippe. Et nyt nationalt center for kunstig intelligens. AI’s svar på Statens Serum Institut, siger de selv – og i dét billede ligger både håb og en snert af katastrofeberedskab. For vi ved, hvad det betyder, når nogen sammenligner sig med SSI: Der er noget, der er ved at bryde ud. Centret bliver hjemsted for nogle af landets mest intelligente hjerner. Menneskelige, vel at mærke – i hvert fald indtil videre. De kommer fra landets universiteter, med Aarhus Universitet som en central aktør. Akademikere, forskere, teoretikere, datajonglører. Folk med viden, vilje og et blik i øjnene, som om de allerede har set det hele og stadig ikke er helt sikre på, hvad det betyder. Formålet? Jo, det er da formuleret sobert: at kortlægge, hvordan Danmark bedst udvikler og håndterer kunstig intelligens. Det lyder som noget fra en regeringsrapport, men skramler alligevel lidt i underteksten. For hvem håndterer hvem, når det kommer til stykket? Der er en undertone af både oprør og kontrol her. En fornemmelse af, at teknologien løber hurtigere, end vi kan nå at lave fornuftige regler. Så vi bygger et center. En tænketank. En fæstning. Et sted, hvor fremtiden skal kortlægges, ligesom man kortlægger et nyt kontinent, man frygter lige så meget, som man fascineres af. Det hele lanceres med kaffe, pressemeddelelser og formentlig PowerPoints. Men det, der virkelig sker, er, at Danmark – med et nervøst smil – har stukket hovedet ind i maskinrummet og bedt om at få forklaret, hvordan det her egentlig hænger sammen. Så her står vi. Med en AI, der kan skrive bedre end de fleste, tænke hurtigere end alle, og måske – bare måske – stille spørgsmål, vi ikke selv tør stille. CAISA er åbent. Spørgsmålet er, om det også er for sent.