”Sadl om – eller vi klager!” Havmiljøforening smækker døren op til byrådssalen med trussel om bølge af klager Det er med hænderne vredet om på ryggen, at foreningen Beskyt Havmiljøet i Danmark sender en skrivelse til Aarhus’ byråd. Her bliver politikerne mindet om en fortid, hvor havneudvidelsen blev aflivet med et brag – og om, at den slags spektakler sagtens kan gentage sig. Nu står byrådet med hovedet dybt begravet i planerne om at smække et milliarddyrt rensningsanlæg ved Tangkrogen. Et projekt, der kræver at 9,5 hektar af Aarhusbugten bliver slugt af beton og rørføring. Alt tyder på, at de folkevalgte – på trods af protester og alternativer – er parate til at stemme for det såkaldte hovedforslag. Men så let skal det åbenbart ikke gå. For BHID har gentagne gange peget på, at der findes et alternativ: Brug dog en bid af havnens sydøstside, og så kan man nøjes med at gnave 6 hektar af bugten – ikke 9,5. Problemet? En hoben rapporter siger, at det vil koste 650 millioner kroner ekstra og udskyde det hele med op mod 11 år. Den køber foreningsformand Svend Erik Kristensen ikke. ”Det kræver altså ikke raketvidenskab at flytte anlægget et lille stykke. Vi taler om et mindre søterritorie og et mindre areal på land – det kan ikke passe, det kræver årtiers nye undersøgelser!” udtaler han med så meget indignation, at det kunne tænde samtlige lygtepæle på havnen. Og med den overbevisning i baghånden er der nu sendt en advarsel afsted til politikerne: *Sadl om, eller vi klager.* Brevet til byrådet truer lige ud ad landevejen med, at hvis ikke placeringen ændres, kommer BHID til at kaste sig ud i en klagekamp, der får fortidens slagsmål om havneudvidelsen til at ligne et fredeligt teselskab. Foreningen lover klager til alt, hvad der kan kravle og gå af klagenævn og styrelser. "Det er en klokkeklar trussel," siger formanden – og indrømmer, at det da egentlig ikke er pænt, men han ser ingen anden vej. For der er hastværk på denne banehalvdel. Projektet er allerede så forsinket, at tidsplanen hviler på et knivsæg. Aarhus ReWater skal stå klar i 2036, ellers står byen, som Svend Erik Kristensen udtrykker det, ”i lort til halsen”. Foreningen har respekt for behovet, roser Aarhus Vand for nogle af løsningerne, men slår fast: Placeringen er forkert, og bugten er ikke bare en praktisk byggeplads, man kan grave op efter forgodtbefindende. Det dilemma har givet panderynker i foreningen, som faktisk ikke havde lyst til at rasle med sablen så tidligt. Men de vurderer, at de sidder med gode kort på hånden og kan vinde en klagesag – de kan bare ikke klage endnu, før der er en lokalplan. Den forventes først klar i 2028, og med den i hånden kan det hele blive trukket i langdrag. Derfor råber de op allerede nu: *Vi klager, hvis I fortsætter, og så må I ikke brokke jer over forsinkelsen – det er jeres valg!* Og ja, indrømmer formanden, det kan lyde åndssvagt at true for at hjælpe. Men ærlighed varer længst, mener han – det handler om at give politikerne chancen for at tage et oplyst valg. ”Jo, det er at sætte pistolen for panden på dem – men det gør de også ved os, når de siger, vores forslag er umuligt. Så må vi jo spille hardball,” siger Svend Erik Kristensen og lyder hverken stolt eller glad. Borgmester Anders Winnerskjold lader sig dog ikke kyse af det. Han har fået en ekstra vurdering, og den siger også, at det vil forsinke projektet urimeligt meget at ændre placering nu. ”Det kan jeg ikke leve med. Så går byen i stå. Jeg vil ikke stå tilbage som borgmesteren, der lod Aarhus ende med et gigantisk spildevandsproblem,” siger han. At foreningen bruger sin ret til at klage, generer ham ikke – det er en del af demokratiet. Men han slår fast: At blive hørt er ikke det samme som at få det, som man vil have det. Her sætter tidsplanen dagsordenen. ”Det går bare ikke,” siger borgmesteren. Det sidste ord får Svend Erik Kristensen dog lov til at stikke ind i døren: ”Hvis vi klager i 2028, risikerer vi at stå som syndebukke for, at Aarhus står i problemer til halsen. Det er for at undgå det, vi siger det så kontant nu. Vi ønsker ikke at skade byen, men vi vil heller ikke bære ansvaret for, at nogen løber linen ud uden at vide, at vi står klar med klagebrevet i baglommen.” Aarhus Vand har ikke ønsket at udtale sig, men afventer byrådets beslutning. På mandag skal Magistraten tage stilling til, om Aarhus Vand alene skal arbejde videre med hovedforslaget – eller om klagerne allerede er begyndt at rasle i postkassen.
Trusselens Vægt i Aarhus Byråd – Når Modstand Bliver Etisk Pligt Aarhus – Byens politiske maskinrum genlyder af efterklang fra kampen mod havneudvidelsen. Nu har fortidens skygge sat sig i stolen bag et nyt brev, hvor Beskyt Havmiljøet i Danmark (BHID) med en utvetydig trussel konfronterer byrådet: Enten ændres placeringen af det kommende milliarddyre rensningsanlæg, eller også udløses en bølge af klager, som ikke vil lade sig tøjle. I brevet, der for nylig dumpede ind på byrådsmedlemmernes skriveborde, står ordene uden omsvøb: “Sadl om, eller vi klager.” Det er ikke en invitation til dialog; det er en insisteren på ansvar – et ansvar, der strækker sig ud over det administrative og rækker ind i det etiske. Byrådet skal snart stemme om anlæggets placering ved Tangkrogen, og mens et flertal peger mod hovedforslaget – og dermed inddragelsen af 9,5 hektar bugt – sidder BHID tilbage med en uro, der ikke vil forstumme. Foreningen hævder at have fremlagt et alternativ: Brug havnens sydøstside, og beskyt derved yderligere 3,5 hektar havmiljø. Skøn og rapporter hævder, at dette vil koste 650 millioner kroner ekstra og udsætte projektet 9-11 år. For BHID’s formand, Svend Erik Kristensen, er dette imidlertid intet andet end et fatamorgana – et billede, der fordrejer virkeligheden for at gøre den mere komfortabel for dem, der ønsker hurtige beslutninger. “Det kræver ikke så enorme undersøgelser eller så mange flere år,” insisterer han, og i denne insisteren ligger et ansvar, der ikke kan afvises som blændværk. Med brevet peger BHID tilbage mod byrådet: Da I sidst forsøgte at udvide havnen, blev det hele væltet omkuld. Det samme kan ske nu. De klageinstanser, der engang stoppede havneudvidelsen, venter også på denne sag. Det er en trussel, men det er også et etisk kald. “Det er jo ikke pænt at true,” siger Kristensen, “men vi ser ingen anden udvej.” Her taler nødvendighedens sprog – en erfaring født af dilemmaer, hvor intet valg står tilbage uden konsekvens. Det kommende rensningsanlæg er ingen parallel til havneudvidelsen, understreger Kristensen. Her handler det ikke kun om økonomi, men om eksistens – om at undgå, at Aarhus i 2036 står med spildevand til halsen. På den ene side haster det, på den anden side har havmiljøet krav på at blive behandlet med ydmyghed og omtanke. Det er ikke bare strategi, men samvittighed. “Vi vil ikke bare kritisere alt, men placeringen er vigtig. Bugten er ikke blot et tomt rum,” siger han. Den, der kun regner i hektar, har allerede overset det væsentlige. Det er med grundige, næsten pinefulde overvejelser, at truslen bringes i spil. Foreningen erkender sit ansvar: At true er ikke ønskværdigt, men passivitet ville være værre. “Vores vurdering er, at vi sidder med gode kort på hånden, men man kan ikke klage før der er en lokalplan.” Med lokalplanen først klar i 2028, og projektets tidsplan spændt til bristepunktet, må sandheden frem i lyset nu – ikke for at vælte, men for at oplyse. I denne konflikt bliver det klart, at handling og undladelse smelter sammen: “Vi kommer til at klage. I kan godt gøre det bedre, og det skal I vide, inden I beslutter jer.” Truslen er ikke kun destruktiv, men en opfordring til refleksion – et forsøg på at give byrådet muligheden for at vælge med åbne øjne. Borgmester Anders Winnerskjold lader sig dog ikke ryste. Han har bedt om ekstra undersøgelser, men holder fast i hovedforslaget. Processen kan ikke tåle yderligere forsinkelse. “Det kan jeg ikke leve med. Så går byen i stå,” siger han og betoner sin forpligtelse overfor byens fremtid. Han anerkender foreningens ret til at klage, men påpeger også, at retten til at blive hørt ikke er retten til at bestemme. Men for BHID er spørgsmålet om ansvar og etik stadig åbent: Er det mere uansvarligt at fastholde hovedforslaget – eller at lade stå til og bære skyld for en mulig katastrofe? “Det er for at undgå at havne i den situation, at vi er så firkantede nu. Jeg er ikke interesseret i at skade min by,” siger Kristensen. Sådan står fronterne nu: Ikke som en kamp mellem gode og onde, men som en påmindelse om, at ansvar altid er tosidet, og at frihedens mulighed også er muligheden for at vælge forkert. På mandag skal Magistraten tage stilling – i et rum, hvor trusler, etik og nødvendighed kolliderer i en ufravigelig virkelighed, der nægter at lade sig reducere til simple kompromisser.
Sadl Om Eller Vi Klager – En Aarhusiansk Duel på Åben Bugt Der er noget næsten filmisk over det drama, der nu udspiller sig på Aarhus Rådhus: Havneudvidelsen blev lagt i graven, men nu står en ny hovedperson og hamrer på døren – bevæbnet med ord, trusler og glimt i øjet. Beskyt Havmiljøet i Danmark (BHID) tager endnu en gang kampen op mod byrådet. De vil ikke bare have taletid. De kræver at blive hørt, forstået – og adlydt. Overskriften på brevet, der lander på politikernes skriveborde, kunne næsten være manus til en moderne revy: "Sadl om, eller vi klager." Det er besked med skarp kant, sendt i god tid før byrådet skal stemme om placeringen af det milliarddyre Aarhus ReWater-anlæg ved Tangkrogen – et projekt, der vil sluge næsten ti hektar af Aarhusbugten og gøre det med den elegance, kun betonanlæg og spunsvægge kan præstere. Alternativet? BHID foreslår, at byggeriet rykkes til havnens sydøstside og dermed sparer bugten for 3,5 hektar beton. Den slags forslag er dyre, lyder det fra embedsværket, som regner på 650 millioner kroner ekstra og op til 11 års forsinkelse. Det tror Svend Erik Kristensen, BHID's formand, ikke på. Tværtimod. "Det kræver altså ikke så enorme nye undersøgelser og så mange flere år," insisterer han. "Man kan godt gå rundt og bilde sig ind, at ting tager tid, men sandheden er ofte noget mere jordnær." Så der står han nu – Kristensen – og minder byrådet om, hvordan havneudvidelsen blev skudt ned, ikke af ét slag, men af klager, rapporter og en vedholdenhed, der kunne gøre enhver myndighedstræt embedsmand skeløjet. "Vi er klar til at gøre det igen," lyder det tørt, som en replik afleveret med underspillet humor midt i en sort komedie. Det er en trussel, og det lægges ikke skjul på. "Og det er jo ikke pænt at true, men vi ser ingen anden udvej," erkender Kristensen. Men måske er det i virkeligheden slet ikke en trussel – måske er det en slags gave til politikerne: En mulighed for at vælge på et oplyst grundlag. Eller et sidste kald, før toget kører, og alle står tilbage og undrer sig over, hvorfor ingen råbte vagt i gevær. Bag truslen gemmer sig det store eksistentielle dilemma, som Aarhus står midt i. ReWater-projektet er allerede så forsinket, at der ikke er plads til flere udsættelser. Byen skal kunne rense sit spildevand i 2036 – ellers står den, billedligt talt, i lort til halsen. "Vi har brug for det rensningsanlæg, og vi er enige i, at det ikke kan gå hurtigt nok," siger Kristensen, men understreger, at placeringen betyder alt. Aarhusbugten er ikke bare et stykke gold jord; den fortjener omtanke, ikke ligegyldighed. Kristensen lader forstå, at det er med modvilje, at foreningen nu trækker trussel-kortet. "Vi er dybt frustrerede over, at vi er nødt til at sige det så kontant." Foreningen ved godt, de sidder med gode kort, hvis det ender i en klagesag. Men der kan ikke klages, før der foreligger en lokalplan – og den forventes først i 2028. Derfor det tidlige, kontante udspil: Så kan byrådet ikke komme og sige, de ikke var advaret. Borgmester Anders Winnerskjold lader sig ikke ryste. Han kender spillet, har fået en ekstra vurdering – og konkluderer, at hvis processen trækkes i langdrag, så går byen i stå. "Jeg vil være meget ked af, hvis det sker på min vagt," siger han, men holder fast: Klager kan være nok så demokratiske, men de kan ikke diktere tidsplanen. Så står de dér, politikerne og miljøfolkene, i det særlige ingenmandsland, hvor idealer, realiteter og gamle klagesager klaprer rundt mellem rådhusets vægge. BHID finder det uansvarligt at fastholde hovedforslaget, borgmesteren det modsatte. Uanset hvad, er der lagt op til, at nogen kommer til at bære ansvaret, hvis det hele glider ud i sandet. "Vi ønsker ikke at skade min egen by," siger Kristensen til sidst. Men han har allerede sendt brevet. Og i brevet sidder truslen, sylespids, klar til at bore sig ind i systemet, hvis de folkevalgte vælger at overhøre den. Mandag skal Magistraten tage stilling – men måske er den reelle beslutning allerede taget, i det øjeblik nogen sagde: "Sadl om, eller vi klager."