Skal vi begrave 60-års fødselaren eller kalde bedemanden af og hive ølboden frem til endnu en omgang?T.Der sad de og tegnede Aarhus op med jernbaneskinner og pipesod, de gode folk i byrådssalen anno 1965, og over en småkold kop kaffe slog Inge Ehlers hånden i bordet og sagde: Nu trænger vi til en folkefest, et orgie af hornmusik og smørgule pølser, så selv skulpturerne på allégaderne rødmer.” Sådan nogenlunde. På et årti, hvor frisurerne voksede, men byen endnu ikke var vokset helt fra gummistøvle til stilet, vankede der byfest i provinsen, og 250.000 byrådskroner blev ikke længere end til samtykke og små gnaven over, hvor folkelig folkeligheden egentlig skulle være.Siden da har Festugen danset tappert over århundredets spejlblanke scene, akkompagneret af ølstøv, elitær klassik, og kunst, så kringlede at selv kulturradikale må have fået flager af eksistenskrise i munden. Vi har alle sat os i programmet, tværet fede fingre over koncerter, gadeteater, motionsløb og B-filmsmaraton også selvom ingen under 45 indrømmer besøg i ølteltet.Nu står vi her. Dronningens hat skal endnu engang vippes af til ære for festugen. Hun gør det med en trofasthed, der får Moses’ ørkenvandring til at ligne en søndagstur til Den Gamle By. Men spørgsmålet rasler med kaffekopperne: Gider vi egentlig? Eller har festen udtjent sin værnepligt og fortjener et farvel med blomster foran rådhuset?Vi ved, at hoteller og kaffebarer trækker på skuldrene pengene ruller ind. Op mod en million gæster vælter gennem midtbyen, og indholdet af festen tja, kun hver tredje begivenhed styres egentlig af festugens kontorfolk. Resten havde sandsynligvis fundet vej til kalenderen alligevel, dog på aprilagtig eller oktobergrå vis. For er vi sikre på, at byen havde manglet motionsløb eller pubquiz, hvis ikke kalenderen insisterede på festuge i sensommeren?Arbejder vi med et festresterende dekadenceproblem? Aarhus har ikke længere behov for at markere sin eksistens med en årlig folkedans. Hvorfor gøre som i gamle dage, hvor folk drog ind til byen for at se på tivolitiske forundringsnumre og byens nærmeste klovn på slap line? Nu har vi alting, altid: verdensmad, finkultur, scene, skæve ølbarer, forfatteraftener og udstillinger der kan få selv Dokk1 til at tabe sit glasfacade-smil.Det kræver mod at spørge, om vi orker at hive festlighederne op af seedekassen én gang til. Vi er blevet mange flere unge, gamle, akademikere, drømmere, og ja, vi har snust til latte og satire på vrede podcasts. Aarhus er blevet stor. Så stor, at parykken falder af folkefesten, hvis man insisterer på, at vi skal fejre hinanden i ti sammenpressede døgn.Hvad nu? Skal vi trække dødsannoncen op ad lommen for den 60-årige eller give gamlingen en vitaminindsprøjtning på størrelse med et kålblad fra Gellerup?Svaret, det blafrer. Ikke mellem vasketøj på Frederiksbjerg, men i de stemmer, som vil noget med Aarhus. Mennesker der vil surfe på sensommerens stemning uden at drukne i tradition. Folk, der kan pifte nyt liv i gamlingen, så festen igen bliver en spændstig, sjov og overraskende legeplads ikke kun for nostalgikernes forsamling, men for hele byens evigt foranderlige menighed.Så vi venter med at bestille plads på kirkegården til Aarhus Festuge. Men vi skal til at tænke nyt, hvis festen skal overleve og ikke blive til endnu en skulptur i byens park: lidt beundret, mest glemt, og kun besøgt af hundeluftere. Aarhus vil videre. Spørgsmålet er, om Festugen kan følge med.Vi ses (måske) til jubilæum. Hvis ikke så tak for dansen, Aarhus.
Aarhus Festuge ved en skillevej: Skal vi lægge den 60-årige i graven eller give gamlingen nyt liv?. For seksti år siden var Aarhus et andet sted mindre, tættrykket af provinsielt småbyliv, men dog på tærsklen til noget større. Omtrent 220.000 sjæle beboede byen, og det var vel nok de færreste, som kunne prale af bogligt papir med kongekrone foroven. Præget af hverdagslivets trummerum blev fest og fornøjelse noget, man udklækkede i folkelige former initiativer, der, begyndende som halvofficielle idéer over byrådets mahogniborde, groede sig til de folkefester, man huskede og hægede om i det smilende septemberlys.Således fødtes Aarhus Festuge som en videreførelse af Rundskuet. Den konservative fremsynethed i datidens byråd gjorde ikke lange miner, og allerede i 1965 begyndte bylivet at forskydes for en stund af hornmusik, brygskum, klassiske koncerter og underlige installationer, hvis mening man sjældent fandt, men gerne diskuterede. Et kulturelt kalejdoskop, hvor enhver kunne finde en bid, han gad. Igennem årtier har festugen været byen, dens vartegn, dens kollektive fortidsminde og samtidsspejl.Men nu, hvor regenten endnu engang åpner festugen ved sommerslut, trænger spørgsmålet sig på: Bryder vi os overhovedet om denne aldrende skikkelse, dette fænomen, som med maskinel regelmæssighed lægges henover byen med pomp og fanfarer? Tager vi byfesten til hjertet, fordi vi savner den, eller fordi den blot er blevet en vane? Hvad skal vi stille op med en halvfjerdsindstyveårig folkefest i en by, som selv strutter af ungdom?Det eksistentielle spørgsmål, der nu hviler over Aarhus Festuge, klinger i byens fortid og fremtid: Kan fortidens form stadig skabe nutidig mening? Hvad skal bevares og hvad skal fornyes? Uden ophør fortælles det, at festugen skyder millioner af kroner ind i byens handels- og hotelkvarterer, men sandheden er snørklet: Kun en tredjedel af programmet udspringer fra festugens egen tanke; resten ville være født alligevel i løbet af efterårets kalender. Uden festugen ville teaterkoncerter, pubquizzer, dukketeater og motionsevents ikke alligevel have udfyldt byens rum? Er vi vidne til et ritual uden reelt nødvendigt indhold?I dag bebor næsten 374.000 sjæle Aarhus. En rivende udvikling, hvor hver anden synes at have studentereksamen og akademisk ballast, har sat sit præg og de kulturelle tilbud står i kø året rundt. Det, som i 1965 var sensationelt, er i dag trivialitetens puls. Transformationen er til at tage og føle på: Festugen er ikke længere smagsgiver, men supplement. Den gamle folkefest føles træt, og byen synes videre end den. Der hviler derfor et ansvar på den ny festugedirektør for enten at kalke stenen og sage graven, eller give et nyt liv, som ikke bærer sin fortids knirkende set-up som byrde, men formår at åbne sig for nuets nødvendighed. Ikke længere behøver byens borgere folkefesten som én ugens lyspunkt; alt det bedste løber alligevel igennem dagligdagen. Og man sammenligner sig uvægerligt ville man kunne forestille sig en tilsvarende festuge i hovedstaden? Sporene synes kolde.Så lad os se på den gamle folkefest som et spørgsmål i nuet om den endnu kan folde sig ud som et vitalt samlingspunkt i en moderne storby, eller var den bedst tjent med at føjes til byens historiske mosaik og begynde at ruste i fred. Festugen dømt til grav eller fundet værdig til en vital forvandling? Svaret skylder vi byen, dens fremtid og hinanden.Lad spændingen rulle mod 2026. Er det her, at den gamle gamling får en ungdoms kraft eller skal vi endelig høre den sidste store finale runge fra hovedscenen, før stilheden falder over det fællesskab, vi engang valgte at fejre?
Skal Gamlingen Begraves eller Blomstre på Ny? Refleksioner over Aarhus Festuge efter 60 år.Universitets hængekøjerne var stadig stramme om hofterne, da idéen om Aarhus Festuge ramte byens magtkorridorer med et let stød. Provinsielt, jovist elskeligt, helt klart, men dog en smule hengemt i datidens cigarduft og kældertække. Der blev talt om folketing og folkelighed; måske netop fordi århusianere dengang mest så sig selv i spejlet som arbejdsomme, jovialt midtjyske og absolut ikke akademikere. Her var hverken festival-pomade eller kulturrevolution kun et stille råb om selskabelighed.Siden de første trommestikker ramte Fælledens græs i 1965, har vi kunnet grine eller skumle ad festugen. Øltelte og hornmusik side om side med de hermetiske klassikere, ingen forstår. Et katalog af malstrøm og meningers modstrøm. Byen har båret folkefesten igennem seks årtier, og selv om Dronningen har åbnet ballet så forudsigeligt som rutebilen, bliver spørgsmålet ubønhørligt i stuen: Skal Aarhus Festuge dø, eller vil vi give den et skud formel-nyhed i årerne?Når bekymringen breder sig som et tyndt lag smør på det sprøde kulturbrød, er det ikke uden grund. For er det i grunden ikke kun cirka en tredjedel af programmet, der faktisk er kurateret præsenteret, ikke bare listet? Resten ville alligevel være udkommet. Teaterkoncerter sker, også uden banner over Bispetorvet. Pubquizzerne kræver ikke blå stemmeret fra festugekomiteen, og om ikke Badeanstalten Spanien med eller uden festuge har plads til gyset, så ved vi præcis, at sensommeren altid bringer motionsløb og toner uanset det officielle stempel.Vi må spørge os selv med en snert af det kritiske og kærlige blik, som kun en by med voksesmerter kan: Har Aarhus virkelig brug for endnu en uges kulturel selvforherligelse? Er der brug for fornyelse, eller skal vi lade gamlingen tage sin natkappe på og hente ny energi til endnu et jubilæum? Nedlægger vi festen, mister byen så et stykke essentiel DNA eller sætter vi bare ord på det, alle allerede mærker: at Aarhus er vokset fra behovet for byfestens samlende favntag? Midt i diskussionen ligger en ny sult ikke nødvendigvis efter øl, men efter at bidrage til det levede kulturliv med substans, ikke kun gentagelser. Er det på tide, at Aarhus ikke længere spejler sig i folkefestens fortid, men insisterer på at opfinde sit kulturelle nu? I dag er vi tæt på 374.000 indbyggere, de fleste med adgang til samfulde hylder i dannelsesbutikken. At være århusianer kræver ikke længere invitation til særlig uge; kultur er vakt til live i hverdagens stræder, i talløse nichefestivaler, i vinen, maden, og kunsten, som vrimler udenfor sensommerens hovedgade.Når festugens direktør tørster efter retning, ligger presset ikke kun på kreativitet, men på modet til at vælge skarpt. Ikke for konservativ nostalgi, men heller ikke kun for handlingslammet relevans. For hvis ikke vi vil lægge den 60-årige i graven, må vi insistere på, at gamlingen genskabes i egen ret. Ikke som den var, men sådan som Aarhus er blevet.En by i forvandling fortjener mere end blot endnu en gentagelse. Tiden er moden til forvandling, og vi venter håbefuldt, utålmodigt, nysgerrigt på hvad den næste festuge vil bringe. For hvis det ikke er tiden til at forny, er det måske tid til at se hinanden i øjnene og sige farvel med værdighed, før festen bliver til skygge.