Du vandt friheden – og retten til at være både genial og komplet idiot I søndags stod vi der igen. Små silhuetter bag ruderne, med levende lys i vindueskarmen og god samvittighed i hjertet. Det var 4. maj, og som en slags nationalt déjà vu, gentog vi ritualet: lys for friheden, lys for freden, lys for ikke at skulle lære tysk under tvang. I år var det endda 80 år siden, at vi flåede mørklægningsgardinerne ned og løb ud på gaderne, som om nogen havde åbnet for ølhanerne gratis. Vi vandt friheden den dag. Og med frihed fulgte naturligvis retten til at tænke selv. Til at sige, hvad vi vil. Til at skrive, hvad vi vil. Og til at dumme os. Frit og uforstyrret. Ja, faktisk har vi haft 80 år til at øve os i hele det repertoire – og det må siges: vi har ikke spildt tiden. For i dag lever vi i en verden, hvor alle kan ytre sig, og hvor selv det fjolleteste budskab kan blive delt 14.000 gange, bare fordi det er skrevet med store bogstaver og har et billede af en sur kat. Og på sociale medier – der, hvor man burde tænke sig om to gange, inden man trykker "send" – vælter det frem med de mest halsbrækkende teorier, der får én til at længes efter både mørklægning og censur. Det er her, det bliver lidt farligt. For når frihed bliver lig med ufiltreret nonsens, og man tror, at ens meninger automatisk har værdi, bare fordi man har dem, så begynder det at ligne et frit fald – i fritidstøj. Derfor var det heller ikke så dumt, da statsministeren for nylig luftede en tanke om, at vi – udover at købe kampfly og bygge hegn – måske også burde opruste åndeligt. Lidt læsning. Lidt refleksion. Lidt mindre TikTok og lidt mere tænkning. Det gør ikke ondt. Faktisk føles det nogenlunde som at spise rugbrød efter en uge på vingummier. Hun sagde blandt andet, at vi skal lære at læse igen. Ikke bare overskrifter. Rigtige sætninger. Hele bøger. Aviser. Noget, der rækker ud over horisonten for "hvad jeg lige føler i dag". For hvis ikke vi kan læse, kan vi heller ikke forstå. Og hvis vi ikke kan forstå, bliver vi lette at narre. Og hvis vi bliver lette at narre, så kan vi ende med at bytte vores demokrati for en dårlig realityserie og et gratis headset. Løsningen? Den er faktisk ret lavpraktisk. Man går ned på biblioteket – ja, det findes stadig – og låner en bog. Måske en roman, måske en avis. Så sætter man sig i et hjørne, læser, og prøver ikke at tænke på, hvad andre synes om det. Og bagefter? Jamen så melder man sig måske ind i noget. En forening, en debatklub, en kirkekorgruppe, et eller andet, hvor man er nødt til at lytte, tale og måske endda lære noget nyt. Det lyder næsten gammeldags. Og det er det. Men det virker. Frihed er ikke kun retten til at mene hvad som helst. Det er også pligten til at bruge hjernen, før man bruger munden – og til at kende forskel på kritik og konspiration. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at de levende lys i vinduerne bare bliver pynt – og ikke et symbol på noget, vi stadig forstår. Så tillykke med friheden. Den er din. Brug den godt. Eller lad være. Det er jo netop det, der er pointen.
Frihedens pris: En gave, vi risikerer at glemme at forvalte Der var lys i vinduerne søndag aften. Små flammer bag ruder, ikke som ild, men som erindring. Den 4. maj – 80 år siden. Et folk løftede sig, et mørke blev brudt. Gardiner blev flået ned, og gaderne fyldtes med et særligt slags råb – det, der kommer, når man ikke længere behøver at hviske. Den tyske besættelse var forbi, og det, vi havde savnet, stod atter foran os: friheden. Men frihed, når den gives som gave og ikke kæmpes for dagligt, bliver hurtigt en selvfølgelighed. En kulisse, vi tager for givet, mens vi stirrer ind i os selv og forveksler egne impulser med sandhed. Vi fik demokratiet tilbage i hænderne, og med det retten til at tale, skrive, leve – på egne præmisser og i egen retning. Men hvad sker der, når den ret forvaltes uden tanke, uden etik, uden sammenhæng? I vores samtid – hvor sociale medier er blevet spejle, ikke for selverkendelse, men for bekræftelsesjagt – er friheden ikke altid en oplysningens allierede. Den bliver i stedet en flodbølge, hvor indhold ikke vurderes på sandhedsværdi, men på hastighed. Sandheder udskiftes med teorier, og viden underkastes stemning. Det ansvar, der burde følge med friheden, er blevet utydeligt. Og midt i støjen af likes og ophidsede emojis drukner det, der engang var en folkelig løftelse. Derfor var det ikke uden betydning, da vores statsminister for nylig pegede på noget så lavpraktisk og alligevel så grundlæggende: den åndelige oprustning. Vi har rustet op militært, med materiel og strategi, men glemt at stille det væsentlige spørgsmål: *Hvem skal forsvare os – og med hvad, hvis vi ikke længere har tankeevne og indlevelse?* At læse en bog, en avis – at tvinge sig til fordybelse – er ikke eskapisme. Det er en modstandshandling. Et stille oprør mod den mentalitet, hvor alt skal være letfordøjeligt, hurtigt, morsomt. Det kræver en form for alvor, som ikke nødvendigvis har prestige, men som har tyngde. Det er, som statsministeren sagde, noget vi må genlære. For uden evnen til koncentration forvitrer ikke kun vores viden – men også vores dømmekraft. At melde sig ind i et fællesskab – uanset om det er en debatklub, et idrætsfællesskab eller et menighedsråd – er at træde ind i en forpligtelse. Det er at sige: Jeg forvalter min frihed med andre. Jeg lytter. Jeg taler ikke kun for at høre mig selv, men for at mødes. Demokrati er ikke blot retten til at mene. Det er evnen til at forstå, at mening uden relation til sandhed og fællesskab, er støj. Vi fejrer friheden hvert år, og med rette. Men hvad er det for en frihed, hvis den ikke ledsages af bevidsthed? Hvis vi ikke formår at holde os åndeligt vågne, mister vi ikke blot vores arv – vi svigter vores fremtid. Vi kan ikke nøjes med at styrketræne kroppen, mens tanken visner. Der må være plads til både Henrik Pontoppidan og TikTok, men kun hvis vi ved, hvorfor det ene kræver os mere end det andet. Friheden blev givet os 4. maj 1945. Den gives stadig – hver dag. Men den består kun, hvis vi tager den alvorligt. Ikke med højtidelighed, men med eftertanke. Ellers kan vi ende med at sidde i friheden, som i en stol vi ikke selv har bygget, og ikke længere vide, hvorfor vi sidder der.
Du har retten til at råbe, men pligten til at tænke Søndag aften stod vi dér igen. Med levende lys i vinduerne, skælvende flammer i glasskåle og rørende blikke fra stue til stue. Det var 4. maj – årsdagen for den aften, hvor Danmark kastede mørklægningsgardinerne og besættelsen bort som en dårlig vane. 80 år siden. Befrielsen. En national rus, en kollektiv tåre i øjenkrogen og et skridt ud i friheden. Og friheden kom. Med alt, hvad det indebærer. Retten til at mene. Til at ytre. Til at leve, skrive, elske, drikke, råbe, sove længe. Og ja – til også at være dum og doven. Vi fik hele pakken. For frihed er ikke selektiv. Den er ikke kun til de dannede og de grundige. Den er også til dem, der tror, jorden er flad, og at vacciner indeholder 5G. Det er netop dét, der gør det hele så tragikomisk. Vi fik friheden, men i dag sidder en del af befolkningen og misbruger den på sociale medier som var det et buffetbord uden kø. Der bliver råbt i tastaturet, svinet til i caps lock, og fakta bøjes, så selv en gummiged ville få kvalme. Det hele flyder – skældsord, løgne, had, larm – uden et eneste komma af ansvar. Ingen redaktør, ingen korrektur, ingen eftertanke. Bare send. Enter. Og likes. Et folkeligt ekkokammer af idioti, hvor den største provokation i dag ikke er at sige noget vanvittigt – men at sige noget sandt. Midt i det her rod, står en statsminister med en bog i hånden og siger noget, der nærmer sig fornuftens genre: Vi har brug for åndelig oprustning. Ikke kun kampvogne og jagerfly. Men også viden, forståelse, refleksion. For det kræver mere end netadgang og en mening at være demokrat. Læs en bog, siger hun. Læs en avis. Indgå i fællesskaber. Gør noget andet end at sidde i din digitale skyttegrav og kaste granater. Det er ikke raketvidenskab. Det kræver ikke Ph.d. i moral. Det kræver bare, at du slukker din telefon og går ned på biblioteket. Du kan endda beholde dine sko på. Vi har foreninger, fællesskaber, råd og klubber nok. Men de lider. Ikke af penge, men af opmærksomhed. Af frivillige. Af folk, der gider. For vi er blevet vant til, at nogen andre nok skal tage sig af det. Nogen andre gider nok gøre arbejdet, mens vi scroller videre. Men sådan mister man frihed. Ikke i et chok, ikke i en invasion, men i en langsom, søvndyssende nedbrydning, hvor vi glemmer, hvorfor vi overhovedet fik den. Hvor vi bliver muskelstærke på løbebåndet, men åndeligt svage som suppe. Vi vandt noget stort 4. maj 1945. Og vi hylder det hvert år. Lys i vinduerne, kager i supermarkederne, sentimentalitet i avisspalterne. Men hvis det skal være andet end tradition, så kræver det en indsats. Ikke fra systemet. Fra dig. Fra mig. Fra os. Så rejst dig. Gå hen og læs. Tal med nogen. Deltag i noget. Stil spørgsmål. Lyt. Tænk. Og for guds skyld: lad være med at råbe, før du har talt. For du har retten til at være en idiot – men det er aldrig en pligt.