KRIMI: Lørdag aften var Åbyvej ikke, som den plejer. Ude blandt lejlighedskompleksernes anonymt blinkende vinduer skyede folk hinandens blikke og kunne måske, hvis man var meget opmærksom, fornemme en svag lugt af røg. Klokken 21.20 kom meldingen: Nogen havde sat næsen i brug og ringet efter brandvæsenet.Anders Ratchke, et operationsnavn, der passer lige så godt til en detektivroman som til Østjyllands Brandvæsen, stod i spidsen for indsatsen. Der er ikke nogen hjemme, blev der sagt, som i en dårlig krimi, hvor morderen selvfølgelig er lige om hjørnet. Men ingen morder, ingen beboer, kun vinduet som tilskuer.Brandfolkene, der virkede både hektiske og hverdagsvante, kiggede ind, og dér, bag glasset, dansede en lille brand formiddagssøvnligt hen over et hjørne af lejligheden. Ikke dramatisk, bare lidt varm og uvelkommen. Der var et billede på væggen, der syntes at ville holde sig udenfor, og en vase, som nægtede at flytte sig trods røgen.Så blev døren åbnet, uden spørgen og bank, brandfolkene tvang sig adgang. Ind trådte de— ikke helte, men arbejdsfolk i gult og sort, med slanger, som tidligere havde været overbeviste om, at de var drager. Flammerne gjorde ikke meget modstand. Ratchke fortæller: Det var heldigvis ikke en voldsom brand, så vi havde det hurtigt under kontrol. Under kontrol— et ord, der smager næsten sødt i nattemørket.Indsatsen strakte sig over sølle 30 minutter. En halv time, der er kortere end de fleste spil tv-bingo. Da brandfolkene forlod stedet, trådte skadeservice an, udstyret med mere kemi end et gymnasielaboratorium og mindst lige så rutinerede. De skulle gøre alt det usynlige arbejde, der får en lejlighed til at ligne sig selv igen.Ingen kom til skade— hverken ejer, vase eller billede. Lugten hænger nok stadig lidt i opgangen, og på Åbyvej spekulerer man måske over, hvor heldige de var, at brandvæsnet kom ind, selv om ingen var hjemme. Røg på afstand, en hverdag reddet og et hjørne af Åbyvej, der igen kunne putte sig ind i anonymiteten.
Lørdag aften på Åbyvej: Da ildens virke kaldte beredskabet til dåden.I den særegne skumring, hvor roen tavst indfinder sig over et lejlighedskompleks, brast stilheden brat. Menneskets bekymrede sans for lugt lagde grundstenen for, at en insisteren på sikkerhed fik sin ret. Klokken 21.20 indløb signalementet, ikke kun en melding, men snarere en påmindelse om det skjulte, truende, der lurer i vores hverdagsrum brandens dragende, destruktive mulighed, opdaget kun som en duft, en antydning i luften.Indsatspersonalet, hvis ansvar ikke tilhører dem selv alene, men hviler tungt i fællesskabets hænder, satte kursen mod Åbyvej. Forventningen eller frygten i deres bryst var ikke beregnet på spektakulære flammer, men på det usete offer, den mulige lidelse bag en lukket dør.Da brandfolkene ankom, fandtes hjemmet forladt. Intet åndeberettaget blik svarede dem indefra. Og dog: gennem vinduets klare grænse mellem inde og ude afsløredes, at ilden som mulighed var trådt over til virkelighedens felt blussende, vilkårlig, dog ikke hightidelig i sit udtryk. Det menneskelige beslutsomheds kraft lå i erkendelsen: Her er handling nødvendig. Med nødens evidens og ikke forfængelighedens blev dørens modstand overvundet. Brandvæsenet trådte ind; ikke som ubudne gæster, men som nødvendighedens hænder, tildelt adgang af situationens alvor.Ildens tilstedeværelse viste sig dog flygtig og behersket. Snart lå askens fare under mandskabets kontrol ikke hendøende med drama, men med nøgtern omhu. En halv time, ikke mere, krævedes; derpå overlod redderne stedet til de næste, dem, som ser til, at spor og skade ikke dvæler længere end højst nødvendigt.Det korte varsel, den lille brand, betød, at ingen blev ramt. Ingen led umiddelbar overlast. Kun eftervirkninger af røg og sod krævede videre håndtering. På denne vis udmåles vores eksistens i ansvaret for hinandens sikkerhed; vi konfronteres, stiltiende og uden stor ståhej, med nødvendigheden i at handle, når faren ulmer uden tanke for heltedåd, men for at opretholde den fortløbende tillid, som beror på, at vi forvalter hinandens sårbarhed. Måske er det netop i sådanne situationer, hvor tragedien undlades, at hverdagslivets egentlige drama viser sig; hvor branden bliver mere end gløder under et gulv den viser, hvor langt, vi for hinanden må strække ansvaret ind i det ukendte.
KRIMI: Stemningen i Åbyen var som et simpelt ekko i betonen, lørdag aften, da mørket endnu engang lagde sin bløde hånd over gader og opgange. En duft af brand sneg sig ind i næseborene på de vågne et vidnesbyrd om, at hverdagens beroligende rytme kortvarigt blev forstyrret.Klokken var 21.20 præcis, da alarmen lød. De fluoriserende gule dragter nærmede sig Åbyvej, mens sirenernes forvrængede klagesang gled gennem aftenen. Byens puls satte et slag over, for her kunne ingen vide, om askeindhyllet prisgang ventede bag døren.Ved opgangen stod de, beredte, parate, men vinduerne var slørede, og lejligheden var tavs. Ingen stemmer, ingen fodtrin kun fraværet, som stirrede tilbage. Gennem ruden bliver flammen synlig, en mindre brand, dog stadig en indtrængende gæst. Valget var simpelt, nødvendigheden tårnede sig op; adgang måtte der skaffes. Kollektivets sikkerhed har sin egen etik.Beredskabets folk trængte ind hver bevægelse var rutineret, men nødvendigheden sitrede stadig i fingerspidserne. Hurtigt og sikkert fik de bugt med ilden, før den fik drømme om større vinger. Brandens ambitioner slukkedes, tilbage var kun sod og røg, der hang som et minde.Halvt tøvende, med en rutineret afslutning, trak indsatsen ud af bygningen. Efter cirka 30 minutter var stilheden vendt hjem, denne gang ledsaget af skadeservices første kontrollerende skridt. Ingen var kommet til skade, og alt i alt havde Åbyvej endnu engang set dramaet glide gennem sig, næsten som en surreel scene, skubbet ind mellem stuer med kaffekopper og fjernsyn. Natten lukkede sig. En lille kattelem i hverdagens panser var åbnet og hurtigt lukket igen.