Der er noget i Aarhus, der rører sig dybt under jorden. Ikke jordskælv, desværre, men noget næsten lige så dyrt og mindst lige så irriterende: Marselistunnelen. Den slags projekt, der får borgere til at sukke tungt ned i morgenkaffen, mens de forsøger at finde lidt humor midt i gråvejret. Forleden vendte Folketinget tommelfingeren op og sendte et "ja tak" til det milliarddyre projekt, der allerede har slugt overskrifter og debatindlæg som en sulten gravhund, der har fundet et stykke leverpostej på gulvet. Fire milliarder kroner, siger de. Aarhus Kommune og Aarhus Havn bidrager med 600 millioner. Men hvad med resten? Resten er op til aarhusianerne selv. Altså ikke sådan direkte, men næsten. For når man graver tunneller, støder man altid på ting, som tidligere generationer har gemt væk under jorden. Som kloakker, vandrør og kabler, der hygger sig i stilhed og i al ubemærkethed, indtil de pludselig ligger og spærrer vejen. Og hvad gør man så? Jo, så ringer man til de kommunale forsyningsselskaber og siger, at nu skal deres ejendele flyttes, tak. Og regningen? Den sender selskaberne videre til borgerne, for det er det, der sker ifølge det poetiske princip, der kaldes "gæsteprincippet." Som bekendt er der intet gratis kaffe og slet ingen gratis kloakflytning. Ifølge nye tal fra Aarhus Kommune, skaffet på anmodning af byrådsmedlem Metin Aydin, løber regningen for underjordisk flyttearbejde op i 211-228 millioner kroner. Den største slurk af dén økonomiske kaffe går Aarhus Vand og drikker med en forventet regning på omkring 115-130 millioner kroner. Varmeselskabet Kredsløb tager også en god, varm tår med en udgift på cirka 95 millioner kroner. Men her kommer humoren (eller tragikomikken, alt efter temperament) ind i billedet. De ekstra penge, som aarhusianerne skal betale, vil blive fordelt over så mange år, at man næsten glemmer, hvorfor man betaler ekstra. Aarhus Vand oplyser, at taksterne kun stiger med cirka en flad tiøre pr. kubikmeter vand. Så hvis man tager korte bade, kan man måske lige akkurat holde økonomien flydende. Og hos Kredsløb siger man roligt, at det egentlig ikke er så slemt, fordi ledningerne alligevel snart trængte til et eftersyn. Så på en måde skal aarhusianerne være glade for, at de får den kæmpe ekstraregning – det sparer dem vel på sigt for endnu flere besværligheder. Sådan ser verden altså ud fra bunden af Aarhus’ undergrund – dyrt, uoverskueligt og alligevel så uundgåeligt, at man næsten kan smile skævt, mens man betaler de ekstra øre. Og måske en dag langt ude i fremtiden kan aarhusianerne køre glad og fløjtende gennem tunnelen og tænke: "Se, dér går kloakrøret, som jeg selv har været med til at betale."
Når man griber ned under Aarhus' gader, opstår der ikke blot et økonomisk regnestykke, men en filosofisk refleksion. Folketinget har med en beslutning, der synes ligeså uundgåelig som livets egen gang, givet grønt lys til Marselistunnelen. Fire milliarder kroner vil projektet kræve, og byen selv må stille med 600 millioner. Men der findes en dybere gæld under disse tal. En gæld, der ikke kun måles i kroner og ører, men i den skjulte infrastruktur, som ligger under byens travle overflade. Nye beregninger fra Aarhus Kommune afslører, at omkostningerne ved at flytte vandrør, kloakker og varmekabler løber op i yderligere 211-228 millioner kroner. Penge, der på subtil vis vil glide ud af aarhusianernes lommer gennem øgede takster hos kommunale forsyningsselskaber. Dette skyldes, at mennesket ofte kun er gæst på sin egen jord. En filosofi indlejret i det, der kaldes ”gæsteprincippet,” og som indebærer, at forsyningsselskaberne må betale, når deres ledninger pludselig ligger i vejen for fremtidens vejprojekter. Ledningerne, som en gang blev anbragt i jordens mørke med håb og hensigt, må nu bøje sig for nye hensigter, ny fremtid, ny jord. Aarhus Vand står over for en regning på mellem 115-130 millioner kroner, mens varmeselskabet Kredsløb må forholde sig til en regning på omkring 95 millioner kroner. Disse beløb, advarer kommunen, er stadig behæftet med usikkerhedens præg, for fremtiden er aldrig helt åbenbar. Og dog fremstår konsekvenserne for den enkelte borgers livsverden som ganske små. Vandregningen stiger kun med få øre pr. kubikmeter over en periode på 75 år. Og varmeselskabets ledninger ville alligevel snart kræve renovering. Man kunne spørge sig selv, om dette regnestykke overhovedet handler om økonomi, eller om det snarere drejer sig om vores ansvar over for det usynlige netværk, der binder byen og borgerne sammen. I sidste ende er det ikke beløbene, men princippet, der tæller. Aarhusianerne befinder sig således i et paradoks, hvor de, gennem en næsten umærkelig takststigning, oplever en subtil påmindelse om, at livet i byen altid indebærer en konstant og næsten usynlig gæld til både fortiden og fremtiden. Det handler ikke blot om at flytte ledninger, men også om at acceptere, at mennesket altid lever på lånt tid og lånte faciliteter, i en evig bevægelse mellem det synlige og det skjulte.
Marselistunnelen er ikke blot en betonkanal, der borer sig gennem Aarhus' undergrund. Den er et symbol, et råb, en påmindelse om, hvordan regningen for moderne fremskridt altid ender med at lande tungest på den almindelige borger. For nylig gav Folketinget projektet sin velsignelse, og dermed åbnede man officielt pengekassen til det fire milliarder kroner dyre foretagende. Aarhus Kommune og Aarhus Havn slipper med 600 millioner kroner. Men hvem betaler resten? Svaret er indlysende: Aarhusianerne. Ikke blot gennem skat, men også gennem de skjulte ekstraregninger, der venter i mørket under byen. Den nyeste økonomiske virkelighed, fremlagt af Aarhus Kommune til byrådsmedlem Metin Aydin (RV), afslører, at omkostningerne ved at flytte nedgravet infrastruktur som kloakrør, vandledninger, elledninger og varmerør vil løbe op i yderligere 211-228 millioner kroner. Det er en slags usynlig regning, som vil dukke op i form af højere priser hos byens kommunale forsyningsselskaber. "Gæsteprincippet", en kuriøs og nærmest grotesk regel, bestemmer, at selskaberne selv skal betale for flytningen af deres rør og ledninger, fordi de betragtes som midlertidige gæster på jordens festbord. Og selvfølgelig, disse udgifter bliver sendt videre til borgerne. Aarhus Vand står forrest i køen med en beregnet ekstraregning på 115-130 millioner kroner, mens varmeselskabet Kredsløb følger lige efter med 95 millioner kroner. Disse beløb bærer på usikkerheden som en filmisk tåge – for kommunen advarer om, at der er lang tid, til arbejdet skal begynde, og at beløbene derfor er omtrentlige. Ironien, den tragikomiske note, ligger i, at selskaberne forsikrer borgerne om, at regningen trods alt vil være beskeden i hverdagen. Aarhus Vand regner med, at taksterne kun stiger med omkring 8-10 øre pr. kubikmeter over en periode på 75 år. Kredsløb påpeger med lakonisk ro, at varmerørene alligevel snart trængte til en kærlig hånd. Således bliver Marselistunnelen et slags tragisk teaterstykke om samfundets fremskridt – hvor alle til sidst betaler, om ikke i kroner og øre, så i en stilfærdig accept af, at regningen for byens udvikling altid lander på den enkeltes bord. I et skær af kulturel kritik, satire og en anelse desperation indser aarhusianerne måske snart, at tunneller ikke kun går gennem jorden, men også gennem deres egne lommer og tålmodighed.