Natligt færdselsuheld med flammer: Sommerhus gik op i røg uden for Ebeltoft.Det begyndte som en stille nat, hvor søvndrukne fugle ikke engang gad synge, men klokken var næppe midnat endnu, før paradisets træbeklædte hjørne uden for Ebeltoft blev forvandlet til et lysende inferno. Ikke et romantisk et af slagsen, men det stærkt uvelkomne, frådende ildhav, hvis eneste skønhed er den slags, man betragter fra sikker afstand eller på billeder dagen efter.Med hyl og horn fór brandbilerne ad snoede sommerhusveje, forfulgt af søvnige blikke bag gardiner, men da brandfolkene fra Beredskab Sikkerhed trådte ud i natten, var det allerede et tabt slag. Huset vel sagtens en drøm i træ for nogen var fuldkommen grebet af flammer, der spiste sig gennem vægge, tag og sommerfornøjelser, som myrer i en sukkerskål.Glem alt om heltemodige redninger. Intet kunne gøres. Ikke engang en beslutning skulle træffes, for virkeligheden var så enkel, som den sjældent er: huset var allerede fortid. Brandmændende trak ikke en gang på skuldrene. De tog det på strak arm og rettede i stedet deres slanger mod det nære og det næste, mod den næste nabokonstruktion, næste henkastede terrasse, næste levende hæk. Ingen spredning her, ikke i nat.På afstand kunne de, der kiggede ud gennem gardinet, se farverne løbe laps rundt i himlen. Rød, sort, orange. Snevret ind mellem de brændende spær og den ramponede nat.Opsynschefen, der hedder Kirsten Dyrvig, ifølge beretningen, fortalte, at brandfolkene blev ved det kæmpende arbejde, indtil natten svandt, og morgenen begyndte at slentre frem mellem sodsort og askegrå. Som om ikke huset nogensinde havde været andet end en fortælling, der blev brændt ud, brændt væk, fortalt færdig i et splitsekund. Tilbage er bare den sorte plet og historierne, som de lokale vil fortælle, hver gang lyden af sirener bryder nattens ro.Resten skal nogen reconstruere. En terrasse, måske. Et nyt hegn. Indtil da er der kun minderne om et hus, der engang var, og den nat, hvor flammerne holdt fest uden invitation.
Natten åbner sig Et sommerhus fortærer sig selv.Natten er et landskab, hvori mennesket søger tilflugt for dagens uro. Og dog har natten også sin uro, sin pludselige stemmeføring af ild og askeskyer. Det skete ganske udenfor tidens vante taktfasthed at mørket blev oplyst, ikke af månens kærlige lune, men af et flammehav, der åd et sommerhus udenfor Ebeltoft.Illusionen om trygge rammer, om velfærdens udsatte glæde ved hytte og have, blev brudt i et nu. For dér, hvor brændstabler skulle lune og kaffekopper dampe, var der nu kun ildens egne kræfter tilbage, naturens ubetingede afsæt i timelighed. Brandfolkene mødte frem men det var som at træde ind i et billede, hvor motivet allerede er givet på forhånd. De måtte kapitulere for ilden, måtte vige for den suveræne magt, der i ét og alt underordner træværk og tryghed til sit forvandlende nu.Intet var at redde; redningen kom til at bestå i omhyggelige grænser, i at hindre flammesprogets ekspansion ind over naboernes ejendele og drømme. En tavshed opstod mellem brandfolkene og det brændende hus, en erfaring af afmagt for her blev det åbenbaret, hvor lidt vi råder over det stof, vi bygger vore hytter af. Træet, så levende, så formgivende i dagslyset, blev om natten et tålmodigt bytte for elementernes nødvendighed. Billeder fra stedet står tilbage de er trøst og trussel. Man ser, hvordan huset allerede er fortabelsens fængsel, inden hjælpen når frem. Det er ikke blot et tab af ejendom, men et moment i erfaringens hastighed: Her føder øjeblikket sit eget lys, skærende og destruktivt, og man står lille i erkendelsen af verdens fremmede orden.Frem til morgenstunden arbejdede brandvæsnet, men ildebrandens sprog havde allerede sagt det meste. Til sidst stod kun aske, sod, og et ekko af det, der engang var. Sikkert, rationelt, med myndighed gør man status: Huset er borte, ingen kom noget til. Men i lyset fra de sidste gløder mærker man, at hver sikkerhed er prisgivet tidens og naturens vilkårlighed, og at intet menneskeligt værk i sidste ende kan forløse os fra tapperhedens stilhed.
Flammernes natlige opera: Sommerhus forsvandt i Ebeltofts mørke.Ebeltoft, den lune iltnats bryst, vågnede brat, da fortærende flammer bød sig til bal. Hvor fjordens stemmer plejer at hvile, var natten et øje af ild et sandt hav af gnistrende underværker, der åd sig gennem træ og minder, mens mørket forskræmt bakkede væk. Fra fjerne villaveje ræsede Beredskab Sikkerheds brandfolk, insisterende på rutine og afmagt i symbiose. Beredskabets maskiner og mennesker mødte frem til et sommerhus, der for længst havde overgivet sig. Intet at redde, kun at observere og omfavne den destruktive nødvendighed. Røg og flammer snoede sig om resterne, gik ikke i dialog, men dikterede.Detaljerne stod i billedernes skær, hvor årets første juninætter blegnede mod det oplyste inferno. Alt hvad der var kærlighed, feriedrømme og trøst, fortærede i løbet af minutter: Bjælker og barndomsminder, ferier og fremtidsdrømme, reduceret til flager, aske, varme.Brandfolkenes indsats fandt hurtigt sit omdrejningspunkt ikke kampen for huset, men kampen mod ilden. Et arbejde udført med stoisk accept, et værn mod flammernes ubarmhjertige indtog i den slumrende nabosommer.Operationschef Kirsten Dyrvig udtalte efterfølgende, at brandfolkene forblev på stedet til de første fuglefløjt. Indtil da løb vand, sved og tid, mens ilden, insisterende, åd det sidste. Scenetæppet gik ned over forkullede rester, ildens finale og Ebeltofts bevidsthed slumrede uroligt ind igen, våd af brandslangevand og bevidstheden om, at visse nætter aldrig helt tørrer ud.