"Kæmpe milliard-aftale på Aarhus Havn: Skibe mod øst sætter sindene i kog En råkold vind blæser hen over Aarhus Havn, hvor lastkraner og containere rutineret jongleres i baggrunden. Men det er ikke kun blæsten, der trækker i byens slips og støvler. For i skyggen af EU-formandskabet og statsministerens tale om strammere kurs mod russisk bjørnejagt, har én bestemt aktør kastet længere skygger end containerne selv.Rederiet MSC – en schweizisk mastodont med verdens største containerskibe – har nemlig netop landet en aftale om at bygge og drive en enorm havneterminal i Aarhus for et milliardbeløb. Terminalen ventes færdig i 2027, og selvom man kunne mene, aarhusianerne burde køle champagnen ned og finde den maritime vimpel frem, runger der protester i byrådssalen.For med MSC får Aarhus Havn også et selskab, der stadig handler med Rusland og sejler godtfolk og gods til russiske havne som St. Petersborg. »Det skriger til himlen!« lyder det fra byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, Jakob Søgaard Clausen, mens han antagelig forsøger at klappe armene ned efter udbruddet.Han bider sig fast i, at mens Danmark og EU gør sig umage for at lægge alt som minder om afstand mellem sig selv og Putins Rusland, så åbner Aarhus Havn portene for en spiller, der endnu skutter sig i den russiske havdis. »Vi forsøger at markere, at vi ikke bakker op om det russiske regime – men så får vi en operatør ind, der sender containere til Rusland. Det giver jo ikke mening,« fremfører byrådsmedlemmet, måske mens han slår opgivende ud med armene i rådhusets møderum.MSC selv har godt nok sænket sejladsen til Rusland markant og har ifølge egen hjemmeside kun tre russiske havne på rutenettet – primært til medicin, fødevarer og humanitære varer. Ingen sanktioner brudt her, for den slags går fri i Bruxelles. Alligevel er der noget med signalværdien, insisterer Clausen. »De store europæiske rederier er sprunget overbords for længst. Taget de svære valg. Men MSC holder fast. Det overskrider vores moralske rammer,« siger han.Tilbage står spørgsmålet, som ingen rigtig vil svare på. Hverken havnens formand eller borgmester Winnerskjold vil stå personligt på molen og tage pressen i hånden. Der henvises til bestyrelsens linje og at reglerne naturligvis overholdes, for det skal de jo, og det gør alle. Men at de gør det moralsk rigtige? Der bliver låget banket på – uden at nogen åbner.Jakob Søgaard Clausen er dog ikke til sinds at lade stemmerne fortone sig mellem jernbaneskinner og bølgeblik. »Vi ejer havnen, og når vi har borgmesteren som næstformand, så har vi også en del af ansvaret. Det skal ikke blive ved med at handle om jura og regler – der skal moralske overvejelser på bordet.«Havnens ledelse trækker på skuldrene fra bestyrelseslokalet og vil ikke forholde sig til, om det sender et uheldigt signal, at MSC får lov at kaste fortøjninger i Aarhus, mens skibene fortsat lægger vejen forbi Rusland. Og hvad skal der så ske, vil nogen vide.»De skal sige: Hvis du vil være her på havnen, så må du ikke operere i Rusland,« foreslår Clausen og banker fingerknoglerne i bordet. Om ikke aftalen bare må annulleres. »Ja! Eller også må det tages op på statsligt niveau. Nogen skal sætte foden ned.«Indtil videre ruller kranerne, mens kulden bider i kinderne, og Aarhus venter på, om det bliver stormvejr eller stille vand i spørgsmålet om milliard-alliancen og skibene mod øst. Én ting er sikkert – det bliver ikke sidste gang, bølgerne går højt på havnen."
"MSC indgår milliardaftale i Aarhus – men kursen mod Rusland splitter byrådet Af XD et slår et stykke, når principper og praksis mødes på kajen. Det ligner på overfladen en stærk alliance: Aarhus Havn har åbnet sluserne for verdens største rederi, det schweiziske MSC, som med løfter om vækst og moderne containerhåndtering skal indtage et 17 hektar stort areal og forme fremtiden for Østjyllands port mod verden. Men under perronslagets dynamik rumsterer et andet spørgsmål – for maskinen sejler fortsat til Rusland.Byen har netop fået tildelt en plads blandt de større stemmer i Europa, idet Danmark har overtaget EU’s formandskab. Statsministeren varsler strengere kurs mod Rusland, en sanktionernes ny symfoni, men i bugtens dybe shippingspor klapper losset dørene op for videre sejlads østpå. Det skal man lægge mærke til, insisterer byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen.”Vi arbejder for at skabe den største mulige afstand til Rusland, men ender med, at den største nye aktør på vores havn stadig handler med netop dét land, vi i Europa prøver at isolere,” fastslår han og lader ordene hænge et øjeblik i byrådssalen, hvor Østjyllands søvind kun svagt kan fornemmes.Terminalen, som MSC skal drive, forventes færdig i 2027. Imens er protesterne fra de etablerede, danske rederigiganter allerede til at høre blandt jernskinner og kraner. For mens Mærsk og andre vestlige rederier har trukket sig konsekvent ud af Rusland, er dette, som Clausen udtrykker det, et billede på uheldig dobbelthed: På den ene kaj leveres amerikansk krigsmateriel, på den anden sejles varer til og fra Rusland. At det kun er medicin, fødevarer og såkaldte humanitære varer, der kommer med MSC’s containerskibe, gør ikke indtrykket mere etisk tilfredsstillende for den lokale stemme.”Vi må forstå, at det, der samler eller splitter et fællesskab, netop er evnen til at forstå, hvornår signalværdien bliver vigtigere end handelsbalancen. Opgaven er at trække de moralske linjer, også dér hvor juridiske spidsfindigheder kunne gøre det nemmere at vende det blinde øje til,” siger Clausen.Hverken Aarhus’ borgmester eller havnens bestyrelsesformand ønsker at træde frem for at forsvare aftalen. Det eneste, de lader fortolkningsrummet forstå, er, at alle relevante regler og sanktioner overholdes med millimeterpræcision – og at havnen som en ejerstruktur er passivt nærværende til det globale maskineri.Men i kommunen ejer man havnen, og set fra Clausen og flere kollegers udsigtspunkt kan byrådet ikke fralægge sig ansvaret: ”Vi må stille krav til, hvem vi samarbejder med, også selvom det er en global mastodont fra Schweiz. Også i internationale farvande skal man kunne stå op for grundlæggende moralske valg.”Den grundlæggende tvivl består. Hvilket samfund ønsker vi? For enhver aftale, der indgås, kaster sit etiske skær. Havnen i Aarhus bliver mere end et trafikalt knudepunkt: den bliver et spejl, hvori kommunens – måske hele landets – værdier reflekteres, også når tågebankene fra øst ligger lavt over bølgerne.Clausens opfordring er klar: ”Vi bør gøre det yderste for at sikre, at vi ikke bliver medspillere i et spil, vi som land og fællesskab ikke ønsker at være en del af. Kan vi ikke træffe dét valg lokalt, må det løftes op på statens bord. Ellers må vi acceptere, at pengestrømmene vejer tungere end principperne – og det medfører sit eget ansvar.”Måske står der mere på spil, end tonstunge containere og millioner i investeringer. For mens kranerne løfter gods, vipper byens moralvægt – og stiller spørgsmålet, mindre om hvad vi gør, og mere om, hvem vi i grunden ønsker at være."
"Aarhus Havn og MSC indgår milliardaftale: En splittet havn i skyggen af Rusland På den skarpskårne kyststrækning hvor containerskygger kollapser i eftermiddagslyset og mågerne cirkler, har Aarhus Havn sat et signeret punktum på en aftale, der allerede larmer gennem byens korridorer. Schweiziske MSC, som er verdens største rederi, får lov at bredde sig på 17 hektar beton på Omniterminalen – hér skal de drive containerterminal, hér skal milliarderne rulle. Men indtil videre ruller de også videre til Rusland.Sceneriet kunne næppe være mere tvetydigt: Tunge amerikanske militærskibe med krigsmateriel lægger til i øst, mens MSC's skibe på den modsatte flanke fortsat lægger an i russiske havne – og bringer varer frem og tilbage under paraplyen af nød, medicin og fødevarer. Ifølge internationale konventioner er det aldeles i orden. Etik og signalværdier flyder dog mere ubestemmeligt end containerskibe mellem bølgebrud og bølgegang.Jakob Søgaard Clausen, let rødmosset af indignation og byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, sparer ikke på ordene: Som ejerne af havnen har Aarhus Kommune et ansvar, siger han, og tegner det absurde landskabsbillede:“Man kan lige forestille sig, at amerikanske tanks ruller ud af en åbning, mens russisk soybean strømmer ind ad en anden. Hvilket budskab sender vi? At penge og interesser er ligegyldige for moral?”MSC manøvrerer snusfornuftigt under radaren: De sejler kun forsyninger udenfor sanktionszonerne – så lyder det, i hvert fald. Men hvor Maersk, CMA CGM og Hapag-Lloyd har for længst vasket hænder og lukket forbindelsen til Rusland ned, sejler schweiziske MSC stadig – og det passer ikke ind i fortællingen om et Europa, der sætter handling bag parole om fællesskab og fordømmelse.Byens leder, Aarhus’ borgmester, kører forkortet svarstil og sender aben videre til havnens bestyrelse: “Som borgmester bakker jeg op om EU’s sanktioner – men konkrete linjer må havnens ledelse udtale sig om.” Bestyrelsesformanden, studadopteret nordisk kølighed, erklærer sig nonschalant i sin skrivebordsrest: “Reglerne overholdes.” Uddybninger kommer der ikke.Farce, filosofi eller forretning? I skyggen af EU-formandskab og Mette Frederiksens indskærpelser om at stramme skruen på Rusland, bliver Aarhus nu modellen på paradoksets moderne havn: Velreguleret, men moralsk udhulet? Eller tro mod realiteter og forsyningslinjer, som de banker hen over sort-hvide landkort?Søgaard Clausen slår med sin borgmesterhat i hånd bordet an: “Hvis man vil være operatør hos os, må man kappe forbindelserne til Putin og co. Ellers bør aftalen rives midt over.”Men alt imens containerskibet glider uhindret videre mod øst, kaster den aarhusianske aften et mægtigt, gråt slør over havnens katedraler. Og under kranerne synger hver bølge sin egen tvetydige sang om etik, økonomi og et Europa, hvor grænserne mellem rigtigt og forkert for længst er blevet til farvede streger på digitale kort. For hvem ejer atomuret, der tikker under havnens betondæk – og hvem tør tage ansvaret og dreje på viseren?"