Byrådet lukker ørerne for win-win-løsning: Her kunne byen gro, men døren er smækket.Af [journalistens navn]Der er steder i Aarhus, hvor fortid og fremtid balancerer som to elefanter på en meget smal bom. For enden af Torsøvej, hvor lyset fra letbanestoppet blander sig med morgensolen over Engsøen, ligger et område, der har set mere hovedrysten end nybyggeri i årevis. Her samles støvede arkivmapper, ambitioner og metertykke kommuneplaner på skrivebordene men ingen lytter, når vi banker på.På disse 6,5 hektar øretævernes holdeplads, vil nogen hævde klinger lyden af lastbiludstødning sammen med fuglesang fra engene. Her har vognmandsfirmaet Bendt Hansen Sønner kørt til og fra i 100 år. Et helt århundrede, hvor området udenfor porten er gået fra industriel hærvejsstemning til parcelhusmeditation og knitrende nyopførte lejligheder. Virksomheden passer efterhånden ind som en motorhjelm på en wienerbrødsbuffet.Stadig sender vi høringssvar og breve, hvor vi foreslår at omdanne området fra erhvervscirkus til blandet bolig og erhverv ligefrem et kvarters spejl af kommunens egne visioner om grøn vækst, infrastruktur og byliv. Stadig føles det, som at sende flaskepost ud i Engsøen: Man hører ikke mere.Kammermusikken af hverdagsstøj er, ifølge professionelle ingeniører med svejset øre, langt lavere end kommunen påstår. Men ingen vil høre den konstatering. I stedet får vi at vide, at arealet er livsnødvendigt for fremtidige virksomheder men hvilken driftig erhvervsleder vil slæbe sit konglomerat ind gennem smalle villaveje og ride mod strømmen af parkeringskrig og triviel bungalowidyl? Selv vores egne lastbiler kører i ålekrøller blandt el-ladere og barnevogne, mens chaufførerne vinker opgivende til beboere på udkig efter en plet at holde.Skal byvæksten tage favntag med Engsøens natur, letbanens effektivitet og de nye beboeres kaffeprust, giver det mening at tænke byliv på en måde, der ikke spænder ben for sig selv. Her kunne man bygge et parkeringshus til trængte naboer og letbanebrugere i ét hug så deres biler ikke sniger sig op i bedene, og så kommunen i ét trylleslag kunne bruge sin egen strategi.Her ligger Aarhus’ måske mærkeligste elefant på bommen og vipper; der er muligheder for at skabe et område, som både kan gro, summe og trives. Alligevel sidder embedsfolkene med fingrene i ørerne, mens lokal entreprenørånd og hverdagserfaring kaster vanedannende win-win-forslag i hovedet på dem.Byvæksten kræver samspil og vi må spørge: Hvorfor høre kommunen ikke efter, når klaveret stemmer? Hvis ikke nu, hvornår så?
Titel: Når vindersagen drukner i tavshed et erhvervsområde uden fremtid og uden svar.Langsomt slår klokken slagene, alt imens byen Aarhus vokser ud i sine egne forstæder og samler sig om visioner for det gode liv: Boliger, natur, infrastruktur, alt i det rette samspil. I Kommuneplan 2025 står det skrevet af de folk, hvis hænder fører pennen på befolkningens vegne. Målet er storladent og fordrende: Byvæksten skal favne, nære og løfte.Midt i dette står vi, en håndfuld lodsejere, ansigt til ansigt med en jordstrimmel på 6,5 hektar et stykke land som burde være byens guldæg. Placeret i skyggen af Egå Engsøs åbne vande, med letbanens tøvende stop ved Torsøvej som nærmeste nabo, og indrammet af nyopførte lejligheder, synes det næsten banalt: Her bør byens selvforståelse og planer omsættes til reel livskvalitet.Vi har fremlagt vores sag utallige gange. Ikke som et skrig i natten, men som et tålmodigt kald på dialog og fornuft. Ganske vist har vi mødt forståelse på enkelte politiske dørtrin anerkendelser, besøg og nik. Men videre ind mod beslutningernes hjerte strømmer vores argumenter ikke; de fordamper i administrationsgange og i den blide sum af byrådets tavshed. Høringssvar, vi grundigt har forberedt, forsvinder i sagsmapper og forbliver uåbnede breve.Byrådet, eller rettere embedsværket, klamrer sig til en forestilling: At det er bydende nødvendigt at fastholde området til erhverv. Det store spørgsmål er, om nogen da kan forestille sig en moderne erhvervsdrivende vælge at slå rod midt i et boligkvarter og så nær ved naturen, hvor adgangsforholdene er håbløse. At drive virksomhed her er som at spille bold på en bane, hvor målene altid flyttes.Ydermere flyder et argument om støjniveau. Boliger kan ikke opføres, siges det, fordi erhvervsområdets brusen, dens mekaniske puls, er for massiv. Vi måtte få det målt, professionelt, nøgternt og tallene viser ganske andet end det, kommunens papirverdener antyder. Sandheden ligger nu engang ikke i et regneark alene.Måske er det slet og ret min egen virksomheds lastbiler, der giver det største løft i decibelskalaen; min vognmandsforretning har hjem her haft det gennem hundrede år, men nok er nok. Området har med tidens gang mistet sin industrielle puls og udviklet sig til et boligkvarter, hvor kampen om parkeringspladser er blevet en daglig dyst, som lokalpressen tidligere beskrev det.Indlysende bliver det, at et parkeringshus eller en blandet anvendelse med boliger og serviceerhverv ville samle behovene her. Vi ønsker blot et sted at forene områdets nye realiteter med de værdier, kommunen selv proklamerer: Tættere byliv, grøn mobilitet, daglige møder mellem byboer og blågrønne arealer.Det er svært at forstå, hvorfor en sag, der emmer af samfundsnytte og pragmatisk sans, igen og igen må blive ved porten til byens politiske maskinrum. Tiden kræver, at vi lytter til det, der åbenlyst ville være til glæde for både mennesker og byens fremtid. En ren vindersag ligger klar parat til, at nogen tør gribe muligheden, som Kommuneplan 2025 i al ubemærkethed rækker ud efter.Hvem hører egentlig, når logikken råber på handling? Omdannelsens mulighed venter stadig svar.
Debat: Når stemmer forstummer et areals kampskrift i beton og stilhed.Lad os åbne vinduet blot på klem til majluftens blanding af trækfugl og letbaneklokke. Her, mellem Egå Engsø og et kludetæppe af nyopførte lejligheder, ligger vi, seks og en halv hektar forvandlingsvillig jord ikke længere den tunge industris larmende leje, men stadig fastholdt som erhvervsområde i byens tunge papirbunker. Vi er et område, der tørster efter at skifte ham, mens kommunen holder igen, og embedsværket lægger sort gummi på dialogens ringveje.Aarhus vil vokse, siger de. Det skal ske med natur, infrastruktur og byliv i sprød harmoni. Så hvorfor drukner vores urokkelige forslag, skrevet med hjerteblod i utallige høringssvar, i et hav af tavshed fra de politiske kontorer? Hvad er det, der er så svært at se i det åbenlyse: At netop her, lige ved Torsøvej letbanestop, kunne byens fremtidige hjerte slå med både bolig og erhverv, hænder og drømme i dansepar?Vi får leveret svaret i et sprog, der kunne være skrevet på en frakørselsrampe: “Attraktive placeringer til erhverv”, lyder omkvædet. Men sandheden dirrer imellem os: Hvem vil drive forretning i skyggen af villastøj og parkeringskrig? Hvem vil være erhvervsdrivende midt i et miljø, hvor logistik er balancekunst og naboerne længes efter ro, ikke motorbrøl? Vil nogen formaste sig til at kalde dette for ‘attraktivt’? Det kræver en fantasi, der matcher børneteatrets.Embedsmændene siger, at det larmer for meget til boliger. Målinger, udført af folk hvis øreklapper hverken peger mod politik eller profit, fortæller noget andet: Støjen er langt under det etatsmæssige mareridt. Det er ikke naboens gudsforladte tryklufthammer, der skræmmer her. Det er den daglige trafik af vores egne lastbiler, der maser sig gennem villaveje og parkeringslæssede byrum virksomhedens åndedræt målt i kubikmeter diesellugt og længselsfulde blikke efter grønne alternativer.For 100 år siden slog vi rødder her. Dengang hældte arbejderne sod og sved ud over grunden. I dag minder området om et puslespil, hvor brikkerne ikke længere passer sammen: boliger, villaer, erhverv, og i midten vi, der flyder som resterne efter byens evolution. Engang centrum, nu i periferien. Mens bilerne cirkler uendeligt om parkeringspladsernes ikkeeksistens, slår vi et slag for visionen: Opfør et parkeringshus, fold byen ud i niveauer, lad de nye beboere og de grønne pendlere brede sig alt sammen på vores grund.Kommunen har en plan og den hedder 2025. Men hvad er en plan, når man ikke tør indskrive byens virkelighed i den? Her ligger potentialet jomfrueligt. Omdannelsen af vores område er ikke kun en forretning det er et åbningstræk for Aarhus, hvor pulsen fra letbanens skinnen går i takt med beboernes fodtrin. Hvor erhverv får lov at flyve væk som en afskedsdue og byen gror i sollys, ikke murbrokker.Vi tilbyder en vindersag. Spørgsmålet er, om nogen i byrådets korridorer tør åbne vinduet og lade stemmerne sive ind. Om man tør, med lidt drømmemod, vælge udvikling over status quo. Mens jordens rødder venter på at gro, og fortidens maskiner stilner, insisterer vi på, at det er tid til at bygge om. Ikke kun i planerne. Men i livet, Aarhus.